Hård er mit lands lov af Tore Kvæven

Historiske romaner. Den norske forfatter Tore Kvæven debuterer med en helt igennem fremragende vikingeroman om et eventyrligt togt til det mørkeste Afrika i jagten på enorme guldskatte.
Det bliver en spændingsfyldt, mørk, blodig og apokalyptisk rejse til verdens ende.

”Så roede de videre. Forbi lavvandet laguner, som strakte sig som tarme ud fra floden, mens krokodiller langsomt gled gennem sumpvegetationen. Deres takkede haler svirpede gennem det grønne skum, skoven tårnede sig op over vandet, og luften flimrede, som over en glødehøj. ”Mærkeligt land” sagde en af mændene fra Saksland.

For var det ikke det, det var? Et land så mægtigt, at de ikke kunne andet end at ryste på hovedet og tankefuldt glo ud på det og undres over, at det fandtes, og fantasere over, hvad det ellers skjulte. ”

Episk sus i vikingesejlet

Det er næsten ikke til at forstå, at romanen er forfatterens debut. Den er skrevet med stor sikkerhed, sproglig spændstighed og en imponerende viden om ikke bare vikingernes verden, de gamle guder og sagaerne, men afslører også et indgående kendskab til araberne, romerne og de afrikanske stammer.

Bogen har et stort persongalleri som Kvæven overbevisende styrer, og plottet er besnærende. Det er lidt som at læse de gamle islandske sagaer og sagn om Thor, Balder og Fenrisulven og så tilsætte Cormac McCarthys Blodets Meridian og Joseph Conrads Mørkets hjerte.

De nådesløse

Bogen tager sin begyndelse i Rom i 1010, hvor det mægtige vikingeskib, Havjærven ligger for havn med sin frygtindgydende besætning af hærdede kæmper fra det kolde nord. Men vreden ulmer hos mændene, der er utilfredse med det pauvre udbytte af toget, som foreløbigt kun har budt på lidt tilfældig hærgen og umandig handel.

Så en dag dukker den lyse Ulfr med de skræmmende, isfarvede øjne op om bord på skibet og foreslår på udfordrende vis besætningen, at de skal følge ham og sejle mod en ny og ukendt verden, hvor ingen hvid mand har været før: Blåland (det sorte Afrika). Ulfr har nemlig fået fat i et ældgammelt fønikisk kort, der viser vej til guld i rigt mål.

Med rå vold og ren dødsforagt lykkedes det Ulfr at overbevise den guldtørstige besætning om at stævne ud mod det ukendte. Turen går først til Serkland (det arabiske Spanien) inden kursen bliver sat mod Blåland, hvor sære dyr og en brændende sol kræver deres, mens blåmænd i stort antal gøre sig rede til at drage i krig mod de bistre, rødskæggede kæmper.

Sproglig spændstighed og fremmedartet atmosfære

Men spørgsmålet melder sig efterhånden om Ulfrs formål med toget måske er et helt andet end blot at få fyldt lommerne med afrikansk guld, og hvad mon ligger bag den skræmmende kendsgerning, at vikingerne på uforklarlig vis hver måned mister en mand i deres midte? Hvem er det egentlig, der fletter skæbnetrådene i det afsvedne, ugæstfri landskab?

Plottet vil måske for nogle lyde vel kulørt, men det er det faktisk ikke. Det er derimod fremstillet med fornem troværdighed, atmosfære og en meget intens livagtighed, som for eksempel da en af de opsætsige nordboer udfordrer Ulfrs autoritet og derfor som straf med knust strubehoved må krydse den grumsede flod om natten, for at bevise sin loyalitet, mens grønne drager med gule øjne glider lydløst gennem vandet tæt omkring ham.

Man mærker at vikingernes verdensbillede er truede af Hvide Krists indtog i mange af deres hjemlande, men disse kampvante mænd holder stædigt fast i deres gamle guder og den gamle verdens moral og æreskodeks, om så horisonten er blodrød og fyld med varsler om bål og brand og et kommende ragnarok.

Det er saftsusme en god historisk roman, Tore Kvæven har skrevet. Efter sigende har han arbejdet på bogen i ti år,og heldigvis for ham og for læseren har alle anstrengelserne båret frugt. Jeg håber så inderligt, at Kvæven vil skrive flere bøger af samme kaliber som denne. De varmeste anbefalinger.

PS: En lille ting, der ærgrer mig, er den danske forside. Den er sammenlignet med den norske og med historiens fængslende drama for afdæmpet og anonym. Sammenlign selv.