Familien Bruchfontaine af Keld Konradsen
Kedelig og uengageret slægtsroman om tre generationer af den fiktive tysk-danske slægt Bruchfontaine.
Det er svært at forstå, at manden bag denne roman, er den samme, der forfattede den velskrevne og psykologisk spændende roman, Stemte s’er, om en søns forkvaklede forhold til sin afdøde mor og dennes fortrængte historie fra 2. verdenskrig.
Den sønderjyske matador
I Familien Bruchfontaine er det som om Conradsen genbruger et persongalleri, vi kender så godt fra Matador, hvor en lidt selvgod humanisme sætter rammerne for den historie, som personerne må udfolde sig i. Personerne inkarnerer så loyalt bestemte værdier og overbevisninger, som brydes i den beskrevne tid.
I Konradsens nyeste roman får vi fortællingen om den store Otto Bruchfontaine, der som en anden Mads Skjern repræsenterer den hårde entreprenante ånd. Han er opfyldt af et rastløs ønske om at blive til noget mere end sine forfædre, om hvem rygtet går, at de nedstammer fra et møde mellem en af Napoleons officerer og en fattiggårdssinke!
Da Otto har slået en anden mand til plukfisk, ser han sig nødsaget til at flygte. Han ender i Tysk Østafrika, vore dages Tanzania, hvor han først arbejder med forarbejdet til en jernbane. Han får hurtigt samlet rigdomme til sig ved salg af ædelsten og elfenben, men da 1. Verdenskrig bryder ud, bliver Otto tvangsudskrevet til den tyske krigstjeneste.
Han gør tjeneste under den navnkundige generalmajor Lettow-Vorbeck, der krigen igennem driver gæk med de engelske tropper i Afrika.
Otto drager herefter til Sønderjylland, efter at have hørt en af sine handelsforbindelse lovprise regionen. Knapt har han forladt kajen i Egernsund, før han er den nye store mand i byen. Han opkøber en teglvirksomhed, får kone og børn, og med det aldrig svigtende blik for, hvor markedet er på vej hen, slår han sig på cement.
Koldt på toppen
Mange ser skævt til ham, ikke mindst de andre tyskere, der betragter ham som landsforræder, da han placerer sig på danskerne side. Hvor krisen ruinerer de fleste af hans konkurrenter, da har Otto selvfølgelig forudset det hele og sikret sine penge i faste værdier.
Ej heller fristes han som så mange andre af nazismen. Nej, evigt klartskuende Otto har luret nazismens indbyggede ondskab. Sønnen Ferdinand, der selvfølgelig også afskyer nazismen, køres i stilling som arvetager af det stødt voksende familiefirma.
De stærke vinder plads og ære i firmaet, men der er koldt og ensomt på toppen, og de mindre flatterende forhold og affærer fejes raskt væk ind under gulvtæppet.
Papfigurer og slatten prosa
Der levnes ikke megen plads til læserens selvstændige tankevirksomhed, for fortælleren føler sig kaldet til, at hamre pointerne ind på lystavlen. Sproget er jævnt og kedeligt, tilsat dovne og upræcise klicheer fra hverdagssproget. Ind imellem drysses så nogle voldsomt bedagede og forblommede metaforer ud over det hele. Her kommer en række smagsprøver:
”Han så stadig fremad fireogtyve timer i døgnet”
”…de hvilede ikke et øjeblik”
”Dagmar vidste, at hendes virkelige opgave var slægten”
”Hun havde set personen før fangen og ladet ham mærke sin respekt ”(!)
,
”Hun holdt hans blik fast. En stålwire var pludselig spændt ud mellem dem”,
”Men da var terningerne kastet …”,
”Det var Tiden, der viskede, til ham som en gammel ven”
”Dagmar var fem år yngre og på sin skønheds højdepunkt”
”Hver gang var noget af Ottos væsen flydt over i hende som lys på en uset sjæl”
”I det hele taget manglede han ikke noget og kunne formentlig være blevet godt og grundigt ødelagt,
hvis ikke det fra første sekund, var blevet gjort klart for ham, at privilegier forpligtede.”,
”Der flyttede virkelig en vis hårdhed ind i Valdemar. En bestemt uskyld var forsvundet for altid”
”Mærkede han i dette møde familiens usynlige hånd? ”
Automatpiloten må simpelthen have sat sig fast gennem størstedelen af skabelsesprocessen. Det må være forklaringen på, at en skarp pen som Conradsen kan skrive så fladt og udramatisk et drama.
Læs også anmeldelsen af Stemte S'er
