Lamentation af C. J. Sansom
Af: gæsteskribent og forfatter, Lene Dybdahl
Sjette historiske krimi i Shardlake-serien byder på et dejligt gensyn med 1500-tallets England, omend romanen mangler lidt af de foregående bøgers skarphed i sprog og plot.
Hånden i den politiske hvepserede
Den pukkelryggede advokat Matthew Shardlake er tidligere blevet indblandet i forbrydelser med tråde op til kongehuset og den politiske hvepserede i London. I de tidligste bind, var den dæmoniske Thomas Cromwell den evigt lurende trussel i skyggerne. I de senere bind er Cromwell blevet henrettet, og pladsen som lunefuld dæmon overtaget af kong Henrik den ottende i egen fuldfede skikkelse. Da kongehuset igen får brug for Shardlake, er det dronningen, Cathrine Parr som i dybeste hemmelighed anmoder om hans hjælp.
Forbudt bog
Lamentation er titlen på en bog, som dronningen har skrevet som en slags skriftemål over sit syndige liv, og bogen flirter med forbudte religiøse overbevisninger, hvilket i værste fald kan føre til kætterbrænding på bålet. Da den bliver stjålet, må Shardlake hjælpe med at få den tilbage, før den paranoide kong Henrik får nys om det illoyale skrift og henretter endnu én af sine hustruer.
Fænomenable historiske detaljer
Bogens stærkeste side er helt klart de historiske beskrivelser af London, de forskellige kvarterer, trafikken på Themsen, talemåder og påklædning. Det føles som at være der selv. Beskrivelsen af det kongelige palads Whitehall er fantastisk levende og fremstår som et meget troværdigt bagtæppe for de fiktive begivenheder. Biskop Gardiner og særligt Henrik den ottende træder virkelighedstro og uforglemmelige ud af bogens sider.
Mangler tempo
Selvom Sansom er er virkeligt dygtig forfatter, hvis stærkeste sider er at skildre personer, miljøer og stemningsskift i dialoger, mangler han noget af de tidligere bøgers skarphed i både plot og sprog. Særligt i begyndelsen af romanen mangler der tempo og stramhed i plottet. Anabaptisternes samfundssyn forklares hver gang denne gruppe omtales, og Shardlakes progression i opklaringen af mysteriet opsummeres rigtig mange gange, uden der endnu er sket afgørende udviklinger. Det får bogen til at virke lidt tung. Sprogligt lider den enkelte steder under gentagelser, som en årvågen redaktør ville have fanget. F.eks. er der rigtig mange personer i bogen, om hvem det siges 'he smiled wryly', hver gang vedkommende har sagt noget.
Bedsteborgeren Barak
Matthew Shardlake er en sympatisk jeg-fortæller, der altid behandler sine tjenestefolk godt. Hans tjenere er nærmest som en familie for ham, og i de første bøger i serien fungerede det rigtig godt at have den unge Jack Barak som hans modstykke. Shardlake var tænkeren, mens Barak var actionhelten. Desværre er Barak blevet borgerlig, småfed og temmelig ukampdygtig, og derved er han ikke længere så stor en kontrast til Shardlake, hvilket er et tab. Shardlakes følelser for dronningen beskrives til gengæld rigtig fint. Man fornemmer hans længsel efter at opleve kærligheden, fanget som han er i en vanskabt krop, som ingen kvinde kan lide.
Til alle fans af historiske krimier
Selvom der er skønhedsfejl i den femte bog om Shardlake, føler man sig godt underholdt undervejs. Plottet er originalt, og angsten for at dyrke sin religion forkert kryber helt ind under huden på læseren. Bogens styrker er helt klart portrættet af datidens London, og derfor kan jeg anbefale bogen til fans af historiske krimier.