En regnbue af glas nr. 18 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

James Lee Burke sætter et blodigt foreløbigt punktum i sagaen om Dave Robicheaux. En ualmindelig dyster roman med nerveflænsende spænding.

Giv mig apokalypsens fire ryttere

’Jeg tog to aspiriner i et glas, jeg havde liggende i handskerummet, startede motoren og håbede, at en stor, hård, grå regn vil skylle ind over marsklandet.

Jeg håbede, min pickup ville blive ramt af vinduesknusende hagl, der larmede som sømpistoler mod taget og fyldte kabinen med så øredøvende en støj, at jeg ikke kunne høre Clete tale hele vejen til New Iberia.

Jeg ønskede, at den svovlagtige lugt af stormen, de hvirvlende regnskyer og lynene, der borede sig ned i horisonten, på en eller anden måde ville befri mig for den angst, jeg følte for min datter og hendes kontakt med en ormerede i St. Mary-distriktets vandige sydlige udkant.’

Syv mord

Den modbydelige sag om syv unge kvinder, der brutalt blev myrdet i nabobyen, vil ikke slippe sit tag i Dave Robicheaux, der trods formaninger, nægter at henlægge sagen.

Umiddelbart ligner det en seriemorders værk, men et af ofrene passer ikke ind i mønstret. Hvor de andre kvinder, som prostituerede var lette, ubeskyttede ofre, der var den sorte high school-elev Bernadette Latiolais en ambitiøs og godhjertet ung kvinde, der lige havde modtaget et stipendiat, så hun kunne uddanne sig til sygeplejerske.

Ufred i familien

Dave aner, at der bag drabet på Bernadette ligger andre motiver til grund end de oplagte. Den dræbte pige var en brik i et langt større spil, hvor enorme pengesummer står på højkant. Samtidig hermed sænker ufreden sig i familien Robicheaux, da Alafair indleder et forhold til forfatteren Kermit Abelard, hvis patricierfamilie i generationer har haft enorm indflydelse i Louisiana.

Det giver ikke så få skærmydsler far og datter imellem, da Dave nærer en instinktiv vrede og mistænksomhed til såvel familien Abelard som til Kermits ven, Robert Weingart, en tidligere straffefange, der har fået sit gennembrud som forfatter med en selvbiografisk bog om indersiden af det amerikanske fængselsvæsen.

Men måske er Dave bare ved at blive gammel, og finder måske en vis tilfredsstillelse ved at holde sine sår åbne og lade sig styre af sine fordomme og sin naturlige foragt for rige, hvide sydstatsfamilier. Det er i hvert tilfælde sådan Alafair ser det. Og Dave er på nippet til at give hende ret.

Men som altid spiller det nære og det personlige en afgørende rolle i plottet og opklaringsarbejdet.
Hvordan, det hænger sammen denne gang, ville være synd at afsløre. Men Dave og Clete kommer vidt omkring i deres farefulde færd mod gådens løsning.

Is this the End, my Friend?

Bogen er den attende i serien, og enden er nær. Det mærkes på alle fronter: tonen i bogen er i særhed dyster og mørk, som en kirkegård indhyllet i oktoberregn; de morsomme indfald er nedtonet, eller de bidder ligesom ikke på Dave, hvis tanker i stadigt stigende grad kredser om døden; der bygges i bogen op til et form for endeligt og afgørende opgør med de mørke kræfter som Don Dave og Sancho Clete bind efter bind med tøndevis af udgydt blod har gjort deres for at holde i ave.

Klimakset snydes læseren ikke for, og det er i sandhed nervepirrende. Som dedikeret Robicheaux-fan hænger man ved endt læsning på klippeafsatsen, ør og gispende i forventning om det næste kapitel i det blodige Louisiana-epos.
Indtil det kommer kan jeg heldigvis dulme abstinenserne, med James Lee Burkes anden krimi-serie fra Texas med sagføreren Billy Bob Holland i hovedrollen.