Det sorteste hjerte af Ulrik Langen

Processen mod Brabrand

Historikeren Ulrik Langen fortæller levende og gribende om kampen for trykke-og ytringsfrihed i slutningen af 1700 tallets Danmark, med den ulyksalige historie om te-og porcelænshandler Michael Brabrands deroute.

Borger Brabrand blev på grund af et krakilsk, iltert temperament og en meget nøjeregnende retfærdighedssans, uforvarende en trussel for den hysteriske enevælde, der satte alt ind på at knuse ham.

’En kolerisk, kværulerende og sikkert anløben te-og porcelænshandler har ikke samme tække hos historikere og deres læsere som satirikere og sprogekvilibrister som Heiberg og Bruun. Brabrand havde ikke Bruuns charme eller Heibergs åndfulde spidshed – han havde heller ikke deres intellektuelle format. Men måske var hans kamp mere fortvivlende og hans ofre større. Bruun og Heiberg valgte martyriet. Det gjorde Brabrand ikke. Man må desuden spørge, om ikke Brabrands udfordring af retssystemet og embedsværket, hvad enten den var desperat opportunistisk eller ej, er lige så vigtig som – hvis ikke vigtigere end – koryfæerne Heiberg og Bruuns.’

En stridig handelsmand i klemme

Michael Nielsen var en moderne frihandelsmand, en stræbsom, dygtig borger og en jordbunden handelsmand. Han voksede op i en fattig husmandsfamilie i Østjylland, undslap stavns båndet, drog til København, arbejdede sig op ved flid og dygtighed og ændrede efternavn efter barndomsbyen Brabrand.
Men han var også en stridbar, opfarende, stædig og, kunne man mene, ubesindig mand, der ikke ville finde sig i nogen form for uretfærdighed.

Det bragte ham i et utal af retssager, hvormed man dengang løste enhver form for tvist. Et ret banalt slagsmål mellem Brabrand og en indflydelsesrig jødisk handelsmand om en ubetalt gæld, udarter sig gevaldigt og kommer til at dreje sig om noget helt andet, da Brabrand, ganske rimeligt, føler sig dårligt behandlet af magtfuldkomne sagfører og arrogante repræsentanter for Enevælden og derfor nægter at indordne sig.

Revolutionsfrygt i Kongens København

Efterhånden som konflikten intensiveres, bliver stadig mere bitter og uforsonlig, og den ambitiøse, fremadstormende statsanklager, Bradt, sætter al magt ind på at få dømt Brabrand og derfor bevidst puster til revolutionsfrygten i 1790ernes København ved at miskreditere Brabrand som en farlig, revolutionær mand, får også Kronprins Fredrik øje på borger Brabrand.

Enevælden er i slutningen af 1700-tallet begyndt at slå hårdere ned på kritikere af systemet, og nu bliver alt, hvad Brabrand har sagt, gjort og skrevet ensidigt tolket som udtryk for, at han er en folkeforfører in spe med ønske om at omstyrte den gældende orden.

Da det først er kommet så vidt, er Te-handleren en prisgivet mand, der mister alle sine rettigheder, bliver spærret inde på det frygtede kastellet, udsættes for tortur og går fallit. Ved denne gennemført uretfærdige og hysteriske behandling af Brabrand, afslører den oplyste enevælden på mange måder selv sit sande væsen: borgerrettigheder og jura viser sig blot at være et tyndt figenblad for en rendyrket tyrannisk magtfuldkommenhed.

Velargumenteret og dramatisk historiefortælling

Det er en sand bedrift af forfatteren, at han ud fra de mange, mange kilder og komplekse sagsakter er i stand til at fremstille historien, så den bliver til et både medrivende og flot udfoldet drama, der er fortalt med god sans for dramatiske virkemidler, som gør bogen til en fornøjelse at læse.

Igennem den tragiske historie om Brabrands deroute bliver man som læser samtidig klogere på samfundets indretning i Enevældens tid, og forfatteren redegør kyndigt og klart for de forskellige æresbegrebers enorme betydning og opfattelse i datiden.

Som Langen så fint påviser, var kampen for ytringsfrihed ikke bare et anliggende for skarpe intellektuelle satirikere, for også de mere usandsynlige og kantede forkæmpere – almindelige mennesker – som nu en simpel te og porcelænshandler, fortjener at blive husket af eftertiden.