All'arme! All'arme! I Priori fanno carne! af Alessandro Barbero

Tænker man på folkelige oprør i middelalderen, ser de fleste nok for sig en uorganiseret, sultende folkemasse, der med høtyve og fakler i hænderne og blindt raseri i øjnene brænder alt ned til grunden. Men som Alessandro Barbero demonstrer med  den lille øjenåbnende bog om fire revolter i 1300 tallet, vidste 'folket' ganske udmærket, hvad det kæmpede for. 

For de herskende var oprør altid kaotiske og meningsløse

Længe har den marxistiske tese om at revolter i før-moderne tid fejlede, fordi oprørerne ikke var organiserede om en fælles sag været herskende blandt historikere, ligeså ideen om at oprør i middelalderen blev udløst af sult blandt masserne. Men begge antagelser er forkerte, fremhæver den italienske professor i middelalderhistorie, Alessandro Barbero, og de fire revolter, han gennemgår i bogen, illustrerer fint hans pointe.

Oprørerne var langt bedre organiseret, end vi har troet, og de havde, som vi ser i de gennemgåede eksempler, et klart mål for øje. Men for de herskende klasser og kronikørerne, der nedskrev beretningerne, var oprør altid uforståelige og kaotiske.  

Sult eller fattigdom var ikke den udløsende faktor i nogle af tilfældene, tværtimod er det først, når den relative velstand stiger, at den nederste halvdel af samfundet har overskud til at gøre sig forestillinger om et mere retfærdigt og lige samfund. 

La Jacquerie - bondeoprøret i Frankrig i 1358

I løbet af nogle uger i 1358 rystes Frankrig af en politisk krise, da kongen bliver taget til fange af englænderne under det, vi kender som hundredårskrigen.

Bondestanden holder adlen ansvarlige for kongens tilfangetagelse og for den generelle lovløshed, hvor engelske såvel som franske lejesoldater uhindret hærger løs. Hvorfor har adlen sine privilegier, hvis den ikke lever op til sine forpligtelser om at yde beskyttelse, spørger ikke bare bønderne, men også de mange præster og klerikale m.v., der tilslutter sig oprøret sig selv. Samfundskontrakten er brudt, og så må 'folket' tage på sig at udrydde de ubrugelige adelige parasitter. Kongen og kongedømmet er der dog ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. 

En regulær bondehær bliver stablet på benene, og den angriber og dræber de adelige på deres slotte rundt omkring i Frankrig. I sidste ende bliver oprøret slået ned, og for eftertiden er jacquerie  (Jakob bravkarl) blevet brugt som betegnelse for uorganiserede bondeopstande, hvilket er paradoksalt, da oprøret både havde ledere, var organiseret og havde et klart politisk mål: afskaffelsen af adelstanden. 

Il tumolto dei Ciompi - Ciompi-oprøret i 1378

Ciompi-oprøret var et arbejder-oprør i Firenze, der varede fra 1378 til 1383. Vi er i tiden før Medici familien satte sig tungt på republikken. Den politiske situation er ustabil. Frygten for I ghibellini (de kejsertro) rumsterer i baggrunden, og prædikatet kan rask væk bruges som smædekampagne mod dem, man gerne vil uskadeliggøre. Ciompi-oprøret handler om at arbejdere og håndværkere ikke længere vil acceptere, at de ikke kan organisere sig i gilder, og de derfor er er sat uden for politisk indflydelse. Derfor samler de sig bag bannere og vil med vold og magt kræve at deres indflydelse bliver gjort gældende. 

Peasants' revolt i 1381

Umiddelbart  er det indførelse af en ny skat, der udløser den blodige bondeopstand i England, men bagved ligger en dybere social uro. Endnu engang handler det om indflydelse og repræsentation, for da det engelske parlamentet, der er forpligtet på at repræsentere den brede befolkning, godkender den forhadte kopskat, har det i manges øjne forrådt the Commons. Da så de private skatteopkrævere hellere ikke kan gøre rede for, hvor pengene er blevet af, er også den unge konge i folkets øjne blevet forrådt.

Derfor påtager en bred masse af bønder, men også borgere og håndværkere, sig at hjælpe kongen af med de mange adelige og gejstlige forrædere, der holder ham for nar.

Oprørerne, der støttes af prædikanter, der udslynger kommunistiske budskaber om, at alle er født lige, mener de handler gennemført legalt, når de halshugger de forræderiske adelige, der omgiver kongen. Landet bør deles lige mellem alle, og kun kongen skal have særlige privilegier, og så skal hoveriet afskaffes. Sådan kommer det dog ikke til at gå i første omgang, men få år efter afskaffes hoveriet faktisk. 

La Revolta dei Turchini - Turchini-oprøret i 1386

I fire år gør bønderne oprør i middelalderens Piemonte og smider de feudale herremænd på porten. De konstante og ødelæggende fejder og vendettaer mellem de lokale stormænd giver bønderne grå hår på hovedet, når endnu en høst går tabt, kvæg stjæles, gårde brændes og folk dræbes. Nu er bægeret fyldt, og herremændene skal ud.

Bønderne er snarrådige og har lært at organisere sig og forhandle politisk med deres stormænd, sådan at de kan få slækket eller ændret på nogle af de mest urimelige krav i forhold til arverettigheder, giftemål med meget mere.

Og så forstår bønderne at inddrage en tredje spiller nemlig greven af Savoyen, som de kan forhandle med, sådan at denne sætter de feudale herremand på plads og tildeler bønderne rettigheder, de ikke har kunnet opnå under deres lokale stormænd.  Oprørerne er her, som i de foregående tilfælde, helt på det rene med, hvad de kæmper for. 

Et uroligt århundrede

Der er mange grunde til, hvorfor oprørerne eksploderer i anden halvdel af 1300 tallet i Europa. Der er den dårlige høst, pesten, epidemier, længere og mere destruktive krige som hundredårskrigen, og så er der den moralsk, åndelige krise med paven i Avignon og sidenhen skismaet med de to paver på samme tid. Men det er dog hver gang helt specifikke forhold, der udløser de enkelte oprør.

Og så har pesten også medført bedre levestandard for de overlevende, hvilket lige præcist giver det overskud, der skal til, for at den nederste del har overskud til at udtænke tanker om, hvordan et mere retfærdigt samfund tager sig ud og gøre noget ved det.