A man without breath, En mand uden åndedræt nr. 9 i Berlin noir-serien af Philip Kerr

Man without breath er, som det er standard i Kerrs romaner, historisk velresearchet, og den har egentligt et intrigant, overraskende plot, da det første kommer til fuld udfoldelse.

Men Gunthers livstrætte pessimisme, der i længden virker noget vel postuleret i al sin monotome gentagelse, fylder for meget i første halvdel af den 517 sider lange roman.

Vinteren 1943

Vi befinder os i efterdønningerne af det tyske nederlag ved Stalingrad. Krigslykken er ved at vende for de tyske tropper, og den iskolde vind, der strømmer ned fra østfronten er fyldt med ressentiment og komplotfeber.

Det bliver stadigt sværere at få massemyrderierne på jøder og slavere til at stemme overens med hærens og den preussiske adels ’noble’ æresbegreber. Mahatma propagandhi, som Gunther kalder propagandaminister Joseph Goebbels øjner mulighed for at det brutale omdømme og de grusomme, men sande rygter som er fulgt med tyskernes fremfærd, for en stund vil blive glemt af det internationale samfund, da der går vedvarende rygter om, at de russiske sikkerhedstyrker, NKVD, har begået massakre på polske officerer i Katyn-skoven nær Smolensk.

Det er lykkedes en ulv at grave menneskerester op af den dybfrosne jord. Nazisterne ser det som en perfekt mulighed for at vise de allierede, at russerne, som de har slået pjalterne sammen med, på ingen måde står tilbage i forhold til tyskerne, hvad metoder og grusomhed angår.

Der findes forbrydelser, og så findes der forbryder

Bernhard Gunther arbejder for tiden i Det Tyske Bureau for Krigsforbrydelser(sic!) under Wehrmacht, en organisation, hvor advokater kan vaske deres hænder og holde ryggen nogenlunde rank, mens de forsøger at foregive, at det er en almindelig krig, der er i færd med at bliver udkæmpet, hvor de almindelige militære normer og regler endnu gælder.

Det resulterer i hykleriske sager, hvor en Wehrmacht soldat kan blive hængt for røveri og voldtægt i én landsby, mens SS ustraffet sumarisk kan henrette i tusindevis af jøder i nabolandsbyen. En udviklet form for juridisk skizofreni.

Joseph Goebbels får nu det geniale indfald, at den tidligere politiefterforsker Bernhard Gunther skal tage til Katyn-skoven for at sikre sig uigendrivelige beviser for, at der vitterligt er tale om døde polske officerer dræbt af russere, og at det endelig ikke er en jødisk massegrav med tyskerne som de ansvarlige(!).

Man siger ikke nej til Joseph platfod, så Gunther må straks af sted inden en eventuel russisk offensiv på ny kan erobre katyn-skoven og slette alle spor. Men det er en yderst speget affære herude øst på i bloodlands, hvor et menneskeliv ikke regnes for mere end en streg i den store statistik. Så Gunther må manøvrerer mellem Gestapo, komplotmagere, russiske partisaner og desperate soldater med moralen i bund uden meget tilbage at miste, og snart følger et brutale overfald og mord på to tyske soldater.

Ønskes: færre kommentarer og mere fremstilling

Hvis Kerr havde skåret sådan ca. 200-250 sider af romanen, kunne han have stået tilbage med en stram, velkomponeret gang krimigru fra historiens mørkekammer. Så kunne Kerr for min skyldogså gerne have undeladt Gunthers mere livstrætte end opfindsomme fordømmelser af nazismen og al dens væsen, og således gerne haft mere vægt på de indviklede magtkampe og de gode portrætter af almindelige soldater udspændt mellem pligt, ære og væmmelse i det moralske ingenmandsland.

Det hjælper dog noget, da Gunther med ét bliver flået ned af den høje moralske ganger og må handle i stedet for blot at ryste på hovedet i kontemplativ foragt, men da er det lidt for sent til for alvor at rette op på en samlet set halvsløj præstation, der gør dette bind til et af de svageste i den ellers på mange måder fortrinlige serie.