Afgrunden af Kim Leine

Voldsom og vældig historisk roman med visse mislyde.

Blodsbrødre

Leines nyeste roman løber tidsmæssigt fra den finske borgerkrig i 1918 til den sidste del af besættelsen i 1944. Hovedpersonerne er tvillingerne Ib og Kaj, der melder sig som frivillige på den hvide side i borgerkrigen i Finland. Kaj er ateist, men læser teologi, og Ib studerer medicin, og han bliver sidenhen en noget alternativ psykiater.

Faderen udøver en stærk indflydelse på de to brødres beslutning om at kæmpe mod rødgardisterne i den finske broderkrig, idet han gennem alle årene har forherliget krigen i 1864, som han dog og måske derfor, ikke selv deltog i.

I live i stålstormen

Brødrene drages mod krigens blodrus og dødens forvandling. Særligt Ib har en stærk, men alligevel distanceret nysgerrighed over for dødens mysterium og kroppens forrådnelse - meget lig Morten Pedersen med falkeblikket i Profeterne i Evighedsfjorden.

Det er ikke kun blodet, der flyder, men også, igen som i den foregående roman, alskens sekreter, uhumskheder og mere eller mindre perverterede fantasier, der strømmer ud gennem romanens mange sider.

Trods brødrenes idelige rivalisering og sidenhen adskillelse, er blodet alligevel tykkere end det grumsede vand - også når det stammer fra en fælles forbrydelse. De to brødre genfinder efter lang tids adskillelse hinanden i modstandsbevægelsen, hvor krig og adrenalinsus igen vækker dem af deres dvale, og kvinderne bliver besejret og nedlagt på stribe - hvordan det ender for de to krigsbrødre, står dog klart allerede efter første vendte side.

Kim Leines roman låner fra den historiske virkelighed fra den tragiske historie om journalisten og modstandsmanden Peter de Hemmer Gudme, der under et forhør hos Gestapo styrtede sig i døden i en trappeskakt i Shell-huset.

Og på og

Leine forsøger med romanen Afgrunden at indfange krigens rus og evige fascinationskraft - at skæve eller svæve ud over afgrunden. Dog synes jeg ikke helt bogen, til trods for sit ofte kraftladede sprog, lever op til og ej heller er lige så dygtig konstrueret som Profeterne i Evighedsfjorden.

Den uendelige ophobninger af konjunktionen ‘og’ i fremstillingen af Ib og Kajs krig i Finland, virker trættende ensformig. Den skal give indtryk af den manglende overgang, handlinger, der forskelsløst afløser hinanden, krigens trummerum og hændelse på hændelse, men det havde for mig den konsekvens, at indlevelsen længe manglede, at persontegningerne virkede noget uklare, og at dramaet ikke for alvor blev sluppet løs.

Afgrunden af Kim Leine
598 sider
Gyldendal.