År nul – En fortælling om 1945 af Ian Buruma

Den hollandsk-engelske historiker Ian Buruma har skrevet et både vedkommende og stærkt moralsk
værk om Stunde Null, hvor de fleste længtes efter en form for normalitet i en verden af kaos, ruiner og fortsat ufred.

Begivenhederne bliver fortalt ud fra en række personskæbner, hvor faderens oplevelser i Holland udgør den yderste ramme for fortællingen.

I verdens kollektive hukommelse er år nul blevet overskygget af de forudgående år med død og ødelæggelse og af de nye dramer, der stadig lå og ventede - Korea, Vietnam, Indien-Pakistan, Israel, Cambodja, Rwanda, Irak, Afghanistan, og så videre.

Men for dem, der voksede op efter år nul - i en tid, hvor så meget blev skabt midt i krigens ruiner - var det måske det vigtigste år af alle. De af os, som blev født i Vesteuropa eller i Japan, kan nemt tage det, som vores forældre opbyggede, for givet: velfærdsstater, økonomier, der bare blev ved med at vokse, international ret, en ‘fri verden’ under beskyttelse af et tilsyneladende uindtageligt amerikansk hegemoni.

Det varede selvfølgelig ikke ved. Det gør intet. Men der er ingen grund til ikke at ære de mænd og kvinder, som var i live i 1945 , og ære dem for deres trængsler, håb og drømme, selvom mange af disse skulle blive til aske, som alt i sidste ende gør.

Normalitet, et definitionsspørgsmål

I bogens forord fortæller Ian Buruma, hvordan bogen i første omgang blev affødt af et ønske om at forstå den verden, der mødte hans far, da han befriet fra den tyske fangelejr, han sad i, vendte hjem til en anden virkelighed, i et af krigen forandret Holland.

Én anekdote fra faderen er særligt sigende for sønnen. En historie, der viser, hvor stærkt ønsket om at finde tilbage til en form for normalitet efter krigens rædsler og kaos var:

Efter at have overlevet både staffelejrens rædsler og Berlins bombardement, vender faderen tilbage som jurastuderende i Utrecht.

Her accepterer den nu voksne fader til sønnens forbavselse et både nedrigt og ydmygende optagelsesritual, som broderskabet på studiet kræver, at han gennemgår - en pubertær pantomine over en ondskab, alt for mange allerede havde stiftet indgående bekendtskab med.

Men svaret på, hvorfor faderen underkaster sig ritualet er, at det netop er et ritual, der altid er blevet udført, og derfor udtrykker det en form for kontinuitet og normalitet i en ellers opløst verden.

Personskæbner, paradokser og personlig stillingtagen

Sådan er Burumas bog fyldt med sigende anekdoter, der giver et indblik i, hvordan den første efterkrigstid oplevedes af almindelige mennesker rundt om i verden. Personerne vi møder, må efter bedste evne forsøge at manøvrere i forhold til historiens mægtige og voldsomt omskiftelige strømme.

De mange forskellige personskæbner gør bogen mangefacetteret, og de udgør på sin vis en korrektion, og en afmontering af myten om, at krigens afslutning betød, at freden sænkede sig over landene, at tavlen var visket ren, og man stående ved ‘År nul’ byggede en ny civilisation op af det rene intet.

 Buruma interesserer sig særlig for de mange paradokser og moralske gråzoner, der viser sig:

at nazisternes politik med etniske udrensninger nu bliver videreført af for eksempel tjekkerne; at en sovjetisk dommer, der havde deltaget i Stalins uhyrlige skueprocceser blev anklager ved Nürnberg-processerne mod nazisterne; at de-nazificeringen var tilfældig og kaotisk og ofte lod eliten, som kunne bruges til at bygge landet op igen, gå fri;

at de allierede sjældent skelede til eller ønskede at vide af, at samarbejde med nazisterne eller japanerne i mange lande også, eller måske ligefrem i højere grad, havde mere med komplekse, indenrigspolitiske årsager at gøre end med (nødvendigvis) ideologiske slægtskab;

at Japans tilfælde ikke kunne sammenlignes med Tysklands, da der ikke var noget japansk nazistparti, men at den stærkt krigeriske kejser af strategiske årsager helt blev fritaget for skyld; at demokratiets (re)etablering var enorm besværlig og præget af studehandler og realpolitik med meget mere.

Burumas moralske stemme er insisterende på en klart oplyst baggrund af viden og indsigt. Særligt er bogens fremstillinger af forhold og menneskeskæbner i Japan og Asien interessante og ny viden for mig, hvilket sikkert skyldes Burumas store kendskab til Japan og Asien qua hans uddannelsesbaggrund i japansk kultur og historie.

‘År nul…’ er en meget dramatisk og anfægtende historiefortælling. Jeg finder den særdeles vedkommende ikke mindst i de oplagte paralleller, læseren selv kan drage til situationen i Mellemøsten, og det fejlslagne forsøg på at indføre demokrati m.v.

År nul – En fortælling om 1945
Af Ian Buruma
Oversat af Brian Dan Christensen
400 sider
Gyldendal.