Blodbrødre og dæmoner bind et og to i John Rebus–serien af Ian Rankin

Han vidste at Edinburgh var et blændværk, der nok gjorde det sværere at få øje på kriminaliteten, men ikke gjorde den mindre nærværende. Edinburgh var en skizofren by, det sande tilholdssted for Jekyll og Hyde, Deacon Brodies by, byen, hvor man nok gik i pels, men havde glemt underbukserne (som man sagde ude vestpå). Men det var også en lille by, og det var til Rebus’ fordel.’

Byen under byen

Det idylliske Edinburgh er i de to første bind af Ian Rankins lange kriminalserie en by med flere ansigter, med en splittet sjæl ikke ulig Dr. Jenkyll og Mr. Hyde; en mørk jungle som den martrede hovedperson, med den fortrængte fortid, John Rebus kæmper sig igennem holdt oppe af rigelige mængder whiskey, cigaretter og et sandt sporhundsinstinkt.

Rebus er en enspænder i bedste noir-stil: han er midaldrende, fraskilt, troende katolik, tidligere elitesoldat, og nu desillusioneret politimand med et kritisk blik på det omgivende samfund: kriminaliteten, korruptionen og den galopperende materialisme.

Rebus er en sammensat mand, og jeg synes i de to første bind, at det fint lykkedes for Rankin, at redde sin hovedperson ud af de værste krimiklicheer og gøre ham interessant og levende. Rebus er også en stor læsehest med særlig passion for Dostojevskijs ’Forbrydelse og straf’ og bag det kyniske panser og alle sine mangler, laster og evne til at være på kant med alle, er han alligevel et menneske med medfølelse og moralsk sans.

Hans forældre er døde, og hans eneste tilbageværende familiemedlem er en bror, der er hypnotisør, udpræget materialist og på den ufine side af loven, og så har Rebus en datter fra et tidligere ægteskab.
Edinburghs mørke bagside og Rebus’ egen fortrængte fortid, er et gennemgående tema i begge bind.

Spøgelser i Edinburgh

I ’Blodbrødre’ er en seriemorder på spil, og frygten breder sig som ringe i vandet hos byens indbyggere. Fortidens spøgelser hjemsøger Edinburgh, og i særdeleshed Rebus’, der begynder at modtage kryptiske, anonyme breve, og at sige at Stevensons’ klassiker Dr. Jenkyll og Mr. Hyde spiller en afgørende rolle i opklaringsarbejdet, er forhåbentlig ikke at røbe for meget.

I ’Dæmoner’ er det fundet af en død junkie i en underlig korsfæstelsesstilling og satanistisk graffiti på væggen, der sætter Rebus på sporet af en sag, som han per instinkt fornemmer ikke bare kan arkiveres under ’junkie død af overdosis’. Som Rebus’ graver sig dybere ned i sagen trækker den et ildelugtende spor fra de hjemløse og narkomanernes triste ly i en Edinburgh-forstad til de allerfineste kvarterer i byen – den står på korruption og menneskeforagt tilsat høj cigarføring.

Stemningen er mørk og dyster, og sådan cirkus halvdelen af siderne i de to romaner består af opklaringsarbejde, mens den anden halvdel beskæftiger sig med Rebus’ omtumlede liv og dystre fortid – men de to dele hænger nu alligevel meget tæt sammen tematisk.

Rankin skriver godt, hårdkogt kynisk, og byen Edinburgh træder tydeligt frem som en karakter i romanen. En gang indimellem er det dog som om Rankin, lidt overflødigt synes jeg, lige må namedroppe og flashe sin litterære dannelse – han har en ikke færdiggjort Ph.d. i skotsk litteratur i rygsækken – .

Ellers er den barske stil og den ’beskidte’ hovedpersonen nemlig mange mil fra en hver form for fisefornemt snobberi – noget som John Rebus sikkert heller ikke ville give en bloody penny for.

Jeg synes serien tegner godt, og har lyst til at give mig i kast med de følgende bind, hvoraf jeg indtil nu kun har læst et enkelt eller to.