Blues fra bliktagene nr. 16 i Dave Robicheaux-serien af James Lee Burke

Blues fra bliktagene leverer først og fremmest fremragende beskrivelser af New Orleans efter orkanen Katrinas hærgen. Og så er det et indigneret flammeskrift over forsømmelse, ligegyldighed og grådige ådselgribbes kredsen –og naturligvis en god gedigen krimi.

De druknede og de reddede

’Fra en båd, eller enhver anden stilling over vandet, lignede New Orleans, så langt øjet kunne se, en vestindisk by, der var sunket ned under bølgerne. Solen stod ubarmhjertig på himlen, fugtigheden var som rækker af myrer, der kravlede rundt inde i ens tøj.
Man kunne kun genkende et kvarters lineære struktur på de grønne pletter af træer i haverne, der stak op af vande, og rækker efter rækker af tage spættet af mennesker, der hang på stejlt skrånende tagplader, der skoldede deres hænder.
Lugten var ikke som noget, jeg nogen sinde havde oplevet. Vandet var chokoladebrunt, og overfladen glinsede af et blågrønt skær af olie og industrikemikalier. Afføring og brugt toiletpapir strømmede ud af ødelagte kloakker.
Den grå kvalmende stank af råddenskab gennemtrængte ikke bare luften, men alt, hvad vi rørte ved. Ådslerne af døde dyr, heriblandt hjorte, rulle rundt i kølvandet efter vores redningsbåde. Og det samme gjorde mennesker, undertiden bare en skulder eller en arm eller en nakke, der pludselig stak op til overfladen og igen sank ned i skummet.’

Da vi forlod Dave Robicheaux og Louisiana i sidste bind ’Pegasus i frit fald’, samlede orkanen Katrina titaniske kræfter ude i Den mexicanske golf. I ’Blues fra bliktagene’ ser vi resultatet af dens voldsomme, syndflodsagtige hærgen. Særligt New Orleans er næsten smadret til uigenkendelighed.

Anarki og lovløshed

Kaosset i ’den store elskelige skøge’ New Orleans og manglen på politifolk gør det nødvendig at overflytte Dave fra New Iberia til storbyen. Lovløshed, anarki og den stærkes lov gælder, hvor alle institutioner er sat ud af kraft, og de kriminelle udnytter, som man så på tv-billederne dengang, muligheden for at rage til sig plyndre, voldtage, og gøre gamle regnskaber op.

Dave bliver sat på en kompliceret sag, hvor nogle sorte indbrudstyve på vej væk fra et særdeles indbringende rov, bliver skudt, og en af dem bliver dræbt. Alt peger på en solid familiefar, hvis datter er blevet voldtaget, måske af de selvsamme indbrudstyve, hvilket sætter Dave i et grimt dilemma, for til trods for at han levende kan sætte sig ind i familiens sorg og smerte, er der pres på fra FBI og fra politisk side for at få dømt den hvide familiefar, for derved at rette op på anklager om negering af racistisk vold – særdeles aktuelt i disse dage i øvrig, må man sige.

Men et det nu også faren Otis, der har hævnet sin datters voldtægt, det er spørgsmålet.
Yderligere kompliceres sagen af, at de selvsamme ikke alt for snu tyve valgte at stjæle penge, narko, diamanter og slutteligt urinere i et hus ejet af en kendt og berygtet gangster – sådan noget får med næsten naturvidenskabelig sikkerhed konsekvenser.

Og så dukker en fremmed op med stor interesse for sagen. Han udgiver sig for at være privatdetektiv, men hvem arbejder han i virkeligheden for?

Heldigvis for Dave er den evige kammerat Cletus klar til at give en jættehånd med.

Efter dommedag …

Romanen er som nævnt båret af indignation over myndighedernes sløsen, over den manglende katastrofehjælp og ikke mindst over den bundrådne korruption, som opstår i takt med den langsomme og nødtørftige genopbygning.

Men James Lee Burke forfalder heldigvis ikke til ensidig og letkøbt politisering – dertil er han al for raffineret og for god en romanforfatter. Selv om suspensen nok er mindre end ellers i hans krimier og beskrivelserne derfor flere, hører ’Blues fra bliktagen’ til blandt mine favoritter i serien.

Det gør den fordi den apokalyptiske kulisse, hvor ukendte farer lurer i mørket og i det mudrede vand, er fremstillet så utroligt levende og stemningsfyldt, og det dybtfølte engagement brænder igennem al blækkets mørke.