Canada af Richard Ford

En roman om en alderstegen søns insisterende forsøg på at finde ud af, hvem hans forældre i virkeligheden var: hvilke hændelser førte til, at de tilsyneladende normale forældre så stort på den familiekatastrofe, det ville udløse, og tog det fatale valg at røve en bank?

Og så er fortællingen ikke mindst en granskning af fortællerens egne motiver og eventuelle skyld.

’Når man tænker længe og dybt over, hvorfor to forholdsvis intelligente mennesker beslutter sig for at røve en bank, og hvorfor de bliver sammen, når kærligheden er begyndt at fordufte og blæse væk, er der altid den slags grunde, som ikke giver nogen mening i dagens klare lys, men skal opfindes’

 Fortælleren, den 66-årige Dell ser tilbage på sit liv og særligt på de begivenheder, der udspandt sig i 1960 i Montana. Den dengang 15-årige Dell lever et isoleret, men vel dog ganske normalt liv i Great Falls, Montana sammen med sin tvillingesøster Berner og sin far og mor. På grund af farens arbejde i luftvåbnet, har familien flyttet meget, uden rigtig at slå rod nogen steder.

Pengene er små, men sammen med det moderen tjener som lærer, kan familien lige få det til at løbe rundt. Efter faderen har sagt op ved flyvevåbnet, bor de på fjerde år i Great Falls, og faderen forsøger nu at ernære sig ved en række forskellige delvist lyssky småjobs.

Som den ukuelige, men ret uduelige optimist faderen er, går han fra det ene job til andet, hver gang tilsyneladende lige overbevist om, at han, denne gang, har han fået fingrene i en guldåre.

Godmodig optimist og sortsynet negativist

Forældrene er nærmest diametrale modsætninger: faderen er fra Sydstaterne, Alabama, han er en flot mand, med hvad der ligner et simpelt sind, et godt humør og en urokkelig tro på at tingene nok skal blive bedre, uden at han behøver at dvæle ved fortidens fejltagelser.

Moren derimod er fra Nordstaterne, datter af jødiske emigranter og hun stikker med sin aparte, sky, negative og bevidst intellektuelle fremtoning ud alle de steder, de bor. Hun har noget prætentiøst, kunstnerisk over sig, og foragter, hvad hun ser som den konforme, fordummende livsform, som omgiver dem i det lokalsamfund, de bor i, hvorfor hun bevist afholder, børnene fra at deltage i sociale aktiviteter, hvor de kunne blive smittet af åndsfortærende konformitet.

Med andre ord er det noget af en gåde, hvorfor moren og faren har fundet sammen, og endnu mere, hvorfor de forbliver sammen. Men det kunne man nok sige om så mange ægtepar. Det forklarer jo ingenlunde, hvorfor de en dag vil prøve lykken som bankrøvere.

Forbrydelse og straf

Alle dagligdagens trivialiteter ændrer sig fuldstændig, efter forældrenes mislykkede bankrøveri, der sender dem i fængsel, mens søsteren stikker af til Californien, og Dell bliver smuglet til den canadiske prærie, hvor han kommer til at bo hos en sær hotelejer med en dunkel fortid.

Med ét slag er alt forandret, også Dells blik på, hvad der før bare var normalt, ændrer sig i hans søgen efter årsag, mening og det nøjagtige øjeblik, hvor forældrene mistede grebet om deres liv. Det er nemlig en pointe for fortælleren, at det normale og det katastrofale kan være to sider af samme sag, være sideløbende sådan at ganske almindelig adfærd kan eksistere helt tæt, side om side med sin modsætning.

’Det er en gåde, hvordan vi er’

Den ældre, reflekterende fortæller kan se at løgn, forstillelse og barmhjertig selvløgn har dækket over meget i den tilstræbte normalitet i store dele af familiens liv: faderen sagde ikke op, han blev fyret efter et svindelnummer; den gæld som faren pådrog sig og gav som årsag til at ville røve en bank, var måske i virkeligheden mere et påskud end en grund, måske dækkede det over en alvorlig brist hos faren: at han var parat til at bruge sin familie og sætte sig ud over moral og konsekvenser for med en storslået handling, at kunne bytte sit triste, almindelige liv ud med et andet, rigere og større?

Og hvad med morens motiver for at blive med en småkriminel mand, hun ikke elskede, for til sidst at give slip og måske i en vist grad blive forløst i den kriminelle handling?

Også fortælleren må bagefter vende og dreje sine motiver for, at han ikke sagde fra, konfronterede sine forældre med det han godt viste, og hvordan også han bidrog til at opretholde løgnen. Den tematiske pointe om at det normale og det katastrofale spor løber side om side viser sig også i fortæller formen, hvor dagligdagens ufarlige, trivielle gøremål, bliver afbrudt af foregribelser om den lurende katastrofe, mens tilbageblik kaster nyt lys over tilsyneladende banaliteter.

At begribe det ubegribelige

Det er en knugende trist fortælling, Richard Ford opruller, melankolsk, men uden tilløb til sentimentalitet med dens evigt granskende og reflekterende form. På den vis er den nok mere til hjerne end til hjerte.

Handlingen skrider kun langsomt fremad netop på grund af fortællingens form, og bogen egner sig nok også bedst til at blive læst langsomt, bid for bid.

For mit eget(lidt utålmodige) vedkommende, må jeg indrømme, at jeg ikke i alle situationer kan se den insisterende nødvendighed af at udpensle hver enkelthed i et dagligdags ritual, selv om hensigten er klar. Det bremser efter min mening indimellem lidt for meget begivenhederne. Men det er dog uden tvivl en både klog og særdeles vedkommende roman om fortielse, straf og det livsnødvendige behov for at forstå, selv det uforståelige.