Catilinas gåde og Venus-kastet nr. 3 og 4 i Roma sub Rosa-serien af Steven Saylor

 To historiske krimier fra Rom: en lunken og lidt for langtrukken, og en skoldhed og medrivende

’Jeg vil gerne bilde mig ind, at jer er klogere end jeg var engang, men hvad kan visdom bruges til i en verden, der følger den vanvittige lidenskabs diktat? Jeg føler mig som en ædru mand om bord på et skib fyldt med drankere.’

Der skulle være så dejligt ude på landet

I begyndelsen af den tredje roman i serien, Catilinas gåde, har den hårdt prøvede, desillusionerede og nu ældede opdager, Gordanius, trukket sig tilbage fra det hektiske Rom og forsøger sig nu som bonde på et landsted, han har arvet.

Men de romerske digteres besyngelse af den pastorale idyl, stemmer ikke overens med Gordanius oplevelse: han keder sig rent ud sagt og savner hovedstadens spænding og fare.

Men magteliten med Cicero i spidsen har andre planer for Gordanius end et tidligt og fredfyldt otium: den store sagfører og politiker vil have vor opdager til at huse en politisk rival, Catilina, som Cicero ønsker at holde et vågent øje med.

Og da Gordanius nægter, dukker der pludseligt et hovedløst lig op på hans gård, og se så, er han fedtet godt og grundig ind i de politiske rævekager, der ustandseligt bages i verdens korrumperede centrum.

Sproget er flydende og personerne interessante og mangetydige, den historiske fremstilling er i top, men plottet er for løst og som kriminalroman, synes jeg, det er den mindst vellykkede i serien. Saylor kunne med fordel have svunget det romerske gladius-sværd og gjort indhug på romanens (for) mange sider.

Ring of fire

I Venus-kastet er Gordanius tilbage i Rom i en patricer-ejendom, de to adopterede sønner er nu fuldvoksne mænd, Eco er som sin far opdager, den yngre Meto tjener i Cæsars legion, mens datteren Diana mere og mere ligner sin bestemte mor, den firgivne slave, Bethesda. Det er en historie om mørke lyster og lidenskab, der ikke kender nogen grænser.

En gammel græsk-egyptisk filosof og ven af Gordanius, dukker op i Rom forklædt som kvinde og skræmt til døde. Han er overbevist om at den egyptiske konge Ptolemæus ønsker ham dræbt, på grund af hans modstand mod at det stolte oldtidsrige underlægges det romerske imperium.

Gordanius afviser at huse filosoffen og kort efter bliver han dræbt. Det berygtede søskendepar Clodius og Clodia, indbegrebet af det depraverede og skændige, hyrer den samvittighedsplagede opdager til at samle beviser mod den udsvævende Marcus Caelius, der er i den mægtige Pompejus’ sold, og derfor menes at stå bag drabet.

Løgn, bedrag og farverigt persongalleri

Men intet er som det ser ud til at være, og den gamle sandhed om at et menneske ikke kun én person, men mange forskellige på samme tid, kommer på fornem vis frem i løbet af romanen, hvor lidenskaberne slår gnister og forvandler fortabte elskere til hævngerrige erynier sendt fra Hades.
Det er stærkt medrivende læsning og læseren møder nogle særdeles farverige historiske personer, heri blandt min favorit, digteren Catullus som på en gang er skarp, styk, vulgær og perfid og samtidig håbløst sentimental og oppustet.

Og så er fremstillingen af den uforlignelige Cicero, under det retssagsdrama, som udvikler sig, blændende – ingen over og ingen under, dette retoriske geni. Han virker så nutidig, at man har på fornemmelsen at han til hver en tid kunne træde op i ringen og skille enhver af nutidens standupper ad med sine perfekte punchlines og overlegne nedrighed.
Min eneste indsigelse mod bogen er at Cordanius’ familieproblemer er fremstillet med for megen nutidig sødsuppe, og ind imellem er det ved at blive lidt for kælent og rummende. Men det tager jeg så med, når historien ellers er så fantastisk velfortalt, lærd og elementært spændende.

Steven Saylors romaner kan anbefales ligesåvel til dem, der godt kan lide at læse historiske romaner.