Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez
Oliver Guez' prisbelønnede og velresearchede roman om den berygtede nazi-læge Josef Mengele og hans flugt og gradvise opløsning i Sydamerika, er en sært medrivende menneskeliggørelse af den frastødende hovedperson kendt som 'Dødens engel'.
’Gid nattens onde drømme og fantasifostre må forblive langt fra os’
Josef Mengele blev efter Nazi-tysklands nederlag og i takt med at vidneudsagn fra Auschwitz piblede frem og bistået af mytomanen og nazijægeren, Simon Wiesenthal og sensationspressen til selve indbegrebet af det onde:
En sadistisk torturbøddel af overmenneskelig karakter, der enevældigt og fløjtende italienske arier udvalgte de ankomne fanger på rampen: direkte i gaskamrene, langsom død i lejrene eller udvalgt som forsøgskaniner i Doktor Mengeles horrible laboratorie.
Bond-filmenes Goldfinger og nazibødlen generelt i populærkulturen er formet af historierne om denne dødsengel.
Den kun alt for menneskelige Mengele
Oliver Guez vil med sin roman vise os Mengele i hans fald fra tinden, hans forsvinden – bogstavligt og billedeligt talt – så, at vi ser hvilken skruppelløs, sølle, svag og selvoptaget mand, der gemmer sig bag myten om det nazistiske overmenneske.
Guez former sin historie om Mengele som en spejling af den klassiske Kainmyte, og Guez udfylder meget overbevisende de mange huller, der er i den faktiske viden om, hvad Josef Mengele foretog sig, mens hans gemte sig i Sydamerika fra 1949 til sin død i 1974.
Samtidig skildrer bogen Argentina under Peron og de tyske kolonier af Alte Kameraden i Latinamerika, der hjælper hinanden bistået af det officielle Vesttyskland, der længe ikke ønskede at rippe op i fortiden.
Mengele bor en overgang hos eksilungarere i Brasilien, men rager stadigt mere uklar med alt og alle, han er hoven, belærende, jaloux, forfængelig og flæbende i en grad så selv ikke de tætteste af hans beundrere – overvintrede nazister - kan udholde ham særligt længe. Mengele er neurotisk og foragter blandingsmenneskene i Sydamerika, smudset og den smeltende sol.
Mengele er kun solidarisk med sig selv - hans sjæl er forstenet, står der - og han foragter den brovtende og alt for højtsnakkende Eichmann, en simpel bondeknold i Mengeles aristokratiske øjne.
Da Eichmann kidnappes af Mossad, begynder paranoiaen at æde, hvad der måtte have været af sindsro hos den kynisk-patetiske massemorder.
Poetisk retfærdighed?
Vi hører reelt kun lidt om Mengeles gerninger i Auschwitz, men tilstrækkeligt til at det løber en koldt ned af ryggen. Mengele er overbevist til det sidste, intet har han fortrudt, men presset gemmer han sig bag krigsforbryderens kvalmende banale undskyldninger: jeg fulgte bare ordre, jeg var ikke den værste, der er tale om misforståelser og overdrivelser, tiden var en anden osv. osv.
Guez formår at skabe en intens spænding af at nu går det galt, og nu bliver Mengele fanget! Selv når man som læser godt er bekendt med historien.
Mengeles følelse af at være fordømt og fredløs på jord er lige så livagtig beskrevet, og det er der måske en art poetisk retfærdighed over, når nu Mengele til sidst undslap den juridisk domfældelse.
Da Josef Mengele forsvandt af Olivier Guez
Oversat fra fransk
af Jesper Tang
Roman, 240 sider
Forlaget bobo
