De røde hestes nat nr. 4 i Billy Bob Holland-serien af James Lee Burke

Montanas selvbestaltede retshåndhævere

’Montanas tradition for brutal selvjustits er legendarisk. I 1860’erne red de selvbestaltede retshåndhævere i Montanta Vigilantes ud gennem tre meter høje snedriver for at opsøge 22 medlemmere af Henry Plummers bande og klynge dem op i balsampopler og høje stiger over hele staten. Plummers mænd holdt humøret oppe selv i dødens stund.
De skålede ofte med de fremmødte i nyåbnet champagne, mens de råbende hyldede Jefferson Davis, før de fik deres bekomst. Sheriffen Plummer var den eneste undtagelse. Han bønfaldt sine bødler om at save arme og ben af ham frem for at slå ham ihjel.
Medlemmerne af Montana Vigilantes lyttede tavs til hans appel, men hængte ham derefter fra tværbjælken ved indgangen til hans gårdhus. Hans skosåler svingede frem og tilbage i luften ti centimeter over jorden.
Men det var dengang. I dag adskiller Montanas retssystem sig ikke meget fra de andre delstaters, og appelsystemet i kriminalretsplejen skaber sommetider situationer, det er umuligt at forholde sig fornuftigt til.’

Missoula, Montana

I det fjerde og foreløbigt sidste bind i Billy Bob Holland-serien, er hovedpersonen blevet gift med sin privatdetektiv, Temple, og de har sammen slået sig ned i Missoula, Montanta. En af Hollands klienter, en indianer ved navn Johnny American Horse, er blevet sigtet for to mord begået i forbindelse med et indbrud på et laboratorium, hvorfra nogle filer også er blevet fjernet.

Der er store interesser på spil, og idyllen bliver hurtigt spoleret da lejemordere, FBI-folk og ikke mindst da en gammel kending fra det foregående bind, den afdankede rodeorytter, sociopat og nu genfødt kristen m.m. Wyatt Dixon bliver løsladt fra fængslet og igen begynder at cirkle faretruende omkring B.B. Holland.

Cowboy-bajads

Og netop beskrivelsen af den sarkastiske, men dødsensfarlige bajads Wyatt Dixon er af høj klasse: Hvad er han ude på? Er han forrykt, eller er der mening i hans galskab? Er det sandt, som han påstår, at han har lagt sit gamle liv bag sig? Generelt –altid fristes man til at sige, når James Lee Burke sætter pennen til papiret – er karaktertegningerne gode, spændende og nuancerede. Lige såvel er miljøbeskrivelserne prægtige.

Gode persontegner, men uskarpt plot

Hvor jeg til gengæld synes, det denne gang knirker lidt mere, er i plottet. Det savner noget nerve, elektricitet, nødvendighed. Jeg må modstræbende indrømme, at de mange handlingstråde denne gang i for høj grad sænker plottets fremdrift, og at fortællerens moraliseren fylder for meget i forhold til handlingen. De skarpe personkarakteristikker og de overdådige naturbeskrivelser gør dog stadig romanen til en god læseoplevelse.