De smukke vilde af Don Winslow

It never rains in California

I det sydlige Californien, hvor det forventes at en varm sol, hver dag vil bevæge sig op på en skyfri himmel for at kaste sine milde stråler på de lyseblå bølger, det korngule strandsand, surfernes hårde kroppe, samt pigernes platinblonde hår. Californien, hvor smilene er store, barmen større og det umiddelbare behovstilfredsstillelse størst.

Ja lige her i denne bid af paradis er de to venner Chon og Ben gået sammen for at producere den bedste californiske pot på markedet – og forretningen går strygende. Og sammen med det ekstremt selvoptagede orgastiske shopper-lamseben Ophelia, som de på god demokratisk vis deler mellem sig, lever de det gode liv behagelig befriet for livets barske realiteter.

Og selvom det er ulovlig og potentiel farlig forretning, de har gang i, tjener de styrtende med penge uden de store skærmydsler eller voldsudgydelser – folk er rimelige, forstående og meeeget laid back.

I de mexicanske hundes vold

Men nede syd for grænsen venter de mexicanske blodhunde, i form af narkokartellet Baja, på at give de naive og selvgode amerikanere en lektion i verdens sande indretning. Mexicanerne meddeler simpelthen de to amerikanere, at de overtager forretningen, og for lige at være sikker på at de forstår alvoren, ledsages meddelelsen af en video med hovedløse kroppe.

Hvor Ben er en blød, venstresnoet idealist, en Reagan-agtig iværksætter med hang til selvgranskning, med to forstående traumetæmmere som forældre, der er Chon følelseskold og benhård realist.

Chon er tidligere Afghanistan-veteran, og lider ifølge O (Orphelia insisterer på at blive kaldt O – Vagt i gevær alle freudianere!) af MPTSD – Mangel på posttraumatisk stresssyndrom, og Chon ved, at den eneste måde at bekæmpe de vilde på, er at være vildere. Så hans fuck you -indstilling eller-udstilling (ifgl. O) bliver også svaret til de mexicanske dræbere. Og så har vi den blodige ballade.

For lidt historie og for meget effektjageri

De smukke vilde er den tredje bog af Don Winslow på dansk efter I Hundens vold og Frankie Machines vinter, som jeg begge var meget vilde med. Det er jeg knap så meget, hvad angår De smukke vilde, der nok er noget lettere i anslag, men altså også i indhold.

Hvor I Hundenes vold ud over at være en gedigen spændingsroman også fortalte en stort anlagt krønike om USA's tilstedeværelse i Mexico og den fejlslagne narkobekæmpelse fra 1970erne og frem, der er De smukke vilde en ret forudsigelig efterhånden hyppigt brugt opbyggelig historie om unge, smukke, overfladiske og indbildske shopper-amerikanere, der tror, verden elsker dem, og at de derfor kan gå på vandet, for så pludselig at rammes for hårdt af karma eller nemesis, men derefter mod alle odds (naturligvis) at tage kampen om.

Og ved endelig at føle virkelig smerte og ikke bare Weltschmerz – hej der ligger en hel verden og venter udenfor min smukke navle – modnes de, og træder nu frem af asken som ansvarlige voksne mennesker.
Don Winslow er en dygtig stilist og formår at ramme Ben, Chon og særligt O´s irriterende kynisk-ironiske måde at tale på med ordknappe, afbidte sætninger, selvopfundne forkortelser og stillen sig an med rette anti-sentimentale attitude.

Men den demonstrative påvisning af deres og deres familie (den bedre stillet middelklasse og op efter i USA måske?) ynkelige, overfladiske jagt på autencitet og identitet i shop-amok på mærketøj og zappen mellem alternative religioner kombineret med en ligeså overfladisk tredjeverdens anger, ja, den er godt nok i begyndelsen morsom, men bliver også for karikeret og fylder simpelthen for mange af bogens sider.

Måske fordi bogen helt fra begyndelsen af var skrevet med henblik på senere filmatisering (den er nu filmatiseret med Oliver Stone som instruktør) er der efter min smag for mange effektløse oneliners og unødige dramatiseringer af det åbenlyse eller banale som i tv-serier ala 24timer eller Prion Break.

Som spændingsroman er den vel klart over gennemsnittet, men med de to foregående romaner in mente, er det også svært ikke at have meget høje forventninger til bøger fra Winslows hånd. Der deles rundhåndet ud med verbale smæk til republikanere og demokratere, og der er helt sikkert også fede, ultrakorte kapitler, der klart holder, som nu denne:

’Soldater dør i Irak og Afghanistan, og overskrifterne handler om Anne Nicole Smith.
Hvem?
Lige præcis ’