De uskyldige af Andrew Miller

En af de rigtig gode historiske romaner fra præ-revolutionstidens Paris. Romanen vandt Costa Book Award i 2011, og det er en levende og gribende historie skrevet i et smukt sanse-og atmosfære-mættet sprog, hvor fornuften og tidens fremskridtstanker farer vild i mørke ildelugtende grave, i Versailles uendelige labyrinter og i det utæmmelige køds ubodelige drifter.

De uskyldige hører til blandt de mere underspillede, dunkelt antydende historiske romaner, hvor de store politiske omvæltninger mere ligger og rumler i baggrunden end på selve scenen.

Paris 1785, fire år før revolutionen

Den unge hovedperson, ingeniøren Jean-Baptiste Baratte, ankommer til hovedstaden for at lede arbejdet med at tømme byens ældste kirkegård, Les Innocentes, en stinkende, overfyldt kirkegård, der ikke bare forpester luften i Paris, men også ligesom kravler ind i husene, i maden, i tøjet og i beboernes ånde.

Jean-Baptiste er fra det i parisiske øjne uciviliserede Normandiet, men han strammer sig an, for at det ikke skal bemærkes i de forfinede kredse i Paris, hvor de intellektuelle og deres kreds af savlende beundrere snobber for videnskaben og rationaliteten med Voltaire som konge i deres åndsrige.

Forandringens vinde

Forandringens vinde blæser og rusker i det udlevede kongerige, hvor kun Versailles’ spejlsale, skinnet, etiketterne og en ubetalelig statsgæld efterhånden står tilbage.

Det burde jo så være lige ud af den lysende vej mod fremtiden, men ret hurtigt i romanen, finder vi ud af, at det er en illusion: Da Baptiste møder på Versailles for at tale med ministeren, kan han bagefter ikke finde ud igen, og farer vild i spejlkabinettet og i det utal af døre ind til groteske nærmest gotiske scener, som en antydning af hvad der senere skal komme.

Eruption

Og senere hen viser det sig, at beboerne til kirkegården slet ikke er glade for kirkegårdens fjernelse. De er nemlig ingenlunde hinsides følelsernes vold og har ej heller kastet troens lænker.

De oplevelser Baptiste bliver udsat for: det hårde, modbydelige arbejde i gravene blandt de døde, den sære, modvillige familie han bor til leje hos, messende præster, pludselig død, en brutal voldtægt og et overraskende selvmord kaster ham ud i en krise: For hvad tror han egentlig selv på?

Hans identitet er nemlig slet entydig eller fastformet: han er som Lykke-Per både og: han ønsker med vold og magt at tro på fremskridtets velsignelse og bestræber sig på at lægge familien og fortiden bag sig, hvor han jo heller ikke hører hjemme, eller kan finde sig til rette.

Men fortiden, drifterne, og de onde drømme, lader sig ligesom døden, det makabre og de rådnende lig ikke indhegne af fornuftens porøse mure. Og hvorfor er Baptiste i øvrigt nødt til, hver aften lige før han falder i søvn, som et mantra, at gentage for sig selv, hvem han selv er?

Mere skal ikke siges her andet end en opfordring til at læse denne fine, lyslevende historiske roman, hvis velvalgte forside i øvrigt er et manipuleret billede af Goyas ”Fornuftens søvn skaber monstre” – og det gør den i den grad i Andrew Millers roman.

P.S. bogens danske titel: De uskyldige, rammer lidt ved siden af betydningen af den engelske originals dobbelttydige Pure