Den sorte rose af Martin Cruz Smith

Minebyen Wigan bliver overbevisende bragt til live i Cruz Smiths atmosfærefyldte spændingsroman fra Victoriatidens England.

I kulminernes mørke

Med den Afrikafarende mine-ingeniører Jonathan Blair som guide, føres vi rundt i alle afkroge af den kulsorte mineby Wigan, Lancashire, i England i året 1872.

Blair er amerikaner, vist nok med en mor fra Wigan, men altså en outsider, der ikke kender byen og heller ikke ønsker sig at befinde sig længere tid i England end højst nødvendig.

Han har nemlig dårlige erfaringer med de repræsentanter for den hovne imperiemagt, han er stødt på i sit elskede Afrika, som han til trods for feberrystende malariasyge vil tilbage til så snart som muligt.

Men hans sponsor, den engelske kulbaron og biskop Hannay, har helt andre planer med Blair: hvis han skal gense Afrika må han først opklare en sag om en ung præsts mystiske forsvinden, dog uden at ordensmagten og medierne får nys om sagen og kaster skam og skandale over den højtagtede og stenrige familie Hannay: den unge præst var nemlig forlovet med Hannays datter.

Men da Blair under sin efterforskning i minerne render ind i pigen Rose og begynder at opsøge hende, er han på vej ud, hvor han ikke længere kan bunde.

Kulstøv og atmosfære

Plottet er ganske medrivende uden at være originalt, det mindede mig en del om Sydhavet af den afdøde spanske krimiforfatter Manuel Vazquez Montalban, men plottet er heller ikke det væsentligste i romanen. Det er derimod de kantede og karakterfulde personer – ofte morsomt beskrevet med en eller anden form for brist eller afstumpethed– som Blair møder på sin vej; og så den detaljerede og livagtige fremstilling af Victoriatidens England i komprimeret form i Wigan, hvor livet for alle andre end den herskende overklasse af moralistiske opdragere, livsnydere og hovne kynikere er kort, møgbeskidt og livsfarligt.

Det hårde liv bliver dulmet ved store mængder alkohol og slåskampe, hvor sømbeslåede træsko udgør den drabelige underholdning.

Hvem er de vilde?

Når de fattige minearbejdere begiver sig dybt ned under jorden, uden nogen form for elektricitet, er det med konstant fare for pludselige eksplosioner og skred, mens de må knokle for at hente den kul, der driver ’civilisationens’ tunge hjul – og hvor befinder den sig egentlig, civilisationen, i imperiets kulsorte hjerte i Wigan eller i det mørke Afrika, hvor eventyrlystne englændere gemmer deres begær bag et skær af oplysning?- Blair er ikke i tvivl.

Der er noget næsten dickensk over romanen, og bag ved overklassens kølige, kødløse ånd, inde bag de stivede flipper, krinolinerne og de snærende korsetter, når al forstillelse og hykleri er skrabet bort kan den bramfri, ufriserede Blair nok genkende det dybe primalskrig, når han hører det. Men også fra Wigans dybe mineskakter lyder den samme dybe urovækkende lyd.