Den yderste grænse af Kjartan Fløgstad

Provokerende, udfordrende, skarpt spiddende og meget velskrevet roman, der beretter om nazismens fremvækst i Tyskland og i Norge set med den overvintrede nazists øjne. Det er ikke et kønt syn!

Det er os, der holder scepteret i hånden

Bogen åbner med en begravelsesscene i 2008. Den højagtede og ærværdige generalstatsadvokat dr.dr. Paul von Damaskus sænkes i jorden efter et langt og glorværdigt liv. Og, får vi fortalt, han vil især huskes for sin utrættelige kamp mod ekstremister og nynazister i Tyskland, sit demokratiske sindelag og enorme vid. En sand hædersmand, med andre ord. Det er Pauls tro følgesvend, Otto Nebelung, der giver den afdøde dette pæne skudsmål.

Læseren fornemmer dog straks den nådesløse sarkasme, der er bogens kendetegn, til trods for at det fra fortælleren Ottos side utvivlsomt er oprigtigt ment og følt.
Her ligger bogens pointe nemlig begravet: Herrefolksmentalitet forgår ikke til trods for ydre hamskifte. For i takt med at den fortrængte historie om Paul og Ottos sande sindelag og gerninger oprulles, levnes der ingen tvivl hos læseren, om deres alt andet end beundringsværdige liv. Tvæt i mod fyldes man med lede og kvalme over graden af hykleri og forstillelse.

Vandreren og hans skygge

Historien om vandreren Paul og hans trofaste skygge Otto er nemlig historien om nazismen som først og fremmest et elitært, akademisk projekt og ikke, som det ofte fremstilles, et massernes oprør. Som Otto med karakteristisk ublu selvbevidsthed fremlægger det: ” Faktisk kom den stærkeste tilslutning til Det Tredje Rige fra den akademiske ungdom. Forståeligt nok, eftersom det var os, der var de fremmeste forsvarere af den vestlige kultur imod åndløs og asiatisk materialisme.”

Vi følger udviklingen fra Otto lærer den allerede dengang uhyre intelligente Paul at kende i Weimar - republikkens tid og deres gradvise indrullering og avancement i det fremadstormende nazistparti. Otto føler sig og er vel også en intellektuel letvægter og opportunist i forhold til den filosofisk og litterært velbevandrede Paul, hvem han såvel beundrer for sit vid, som frygter for sin jernhårde disciplin og evne til at omsætte sine filosofiske spekulationer til praktisk handling.

Det er nemlig på baggrund af indgående studier af især Nietzsche, men også Kant, Platon, Heidegger og Carl Schmitt, kombineret med en tidstypisk intellektuel selvfølelse uden grænser, at Paul og med ham den nazistiske elite i SS begrunder og retfærdiggører deres uhyrlige handlinger – ”gennem viljen til at gøre det værste, viser man viljen til at nå frem til det bedste”.

Den selvsmagende og hovmodige filosofiske tågesnak er ramt på kornet og giver et skræmmende indblik i store dele af åndsaristokratiets rå vilje til magt iklædt fine filosofiske gevandter. Den musikalske og humanistisk dannede sportsmand og iskolde massemorder Reinhard Heidrich er det feterede forbillede for Paul og hans ligesindede af skarpe og charmerede SS-akademikere.

Heydrich repræsenterer for dem den dannede, aristokratiske side af nazismen, der ser sig selv som den sande bærer af civilisations fakkel. De foragter dybt og inderligt den plumpe pøbel, den vulgære biologisme og det halvmetafysiske sværmeri som omgiver nazismen. Men de bliver af den kyniske Heydrich belært om, at det må være nødvendige midler til at nå målet, ligesom accepten af primitive typer som Göring og Gobbels blot er skridt på vejen mod det endelige mål, nemlig at SS- intelligentsiaen kan indtage sin berettigede lederposition i samfundet - ”først rykker vi frem, derefter fejrer vi gulvet efter for krybdyr og mindreværdige elementer”.

Den yderste grænse

Otto bliver sekretær for den fremadstormende Paul, og sammen udstationeres de under krigen i det allernordligste Norge ved grænsen til Finland og Sovjetunionen, hvor de får flittig hjælp af norske kollaboratører og finske nationalister i planlægningen og invasionen af Sovjetunionen. Det er svært at sige, hvad der er mest beskæmmende: handlingsmanden, stålmennesket, den overbeviste nazist Paul eller hans skygge, den ængstelige, opportunistiske småborger Otto, der er blottet for idealer. Hvad end deres respektive motiver er, deltager de begge med åbne øjne i modbydelige forbrydelser, likvideringer, tortur m.v. Begge fremstår de som totalt blottet for skam - og skyld-følelser, uudholdeligt selvcentrerede og stort set ude af stand til at kunne indleve sig i andre menneskers lidelser.

Afnazificeret?

Det er selvfølgelig begivenhederne efter krigen, der særligt er provokerende. Vi følger nu, hvordan de gamle nazister kun få år efter Det Tredje Riges fald stille og roligt kan vendte tilbage til ledende positioner i den nye tyske forbundsrepublik. Die alte kamaraden hjælper hinanden, renvasker hinanden og søger for at nogle af de vigtigste nøglepositioner naturligvis tilfalder deres egne og ligeså rundhåndede pensioner. Andet, forstås, kunne vel også bare lige mangle, efter alt hvad de gjort for deres fædreland.
Deres udlægning af fortiden og deres egen rolle er, at de jo kun var med i nazismen for at styre den i en mere humanistisk retning, og at disse veltalende akademikere udgjorde et form for bolværk mod den frådende masses morderlige antisemitisme! Tænk sig, hvordan det kunne være gået, hvis ikke folk som Paul og Otto med flere havde turdet at tage ansvaret på sig. Så kunne det for alvor være gået galt!

Nuancer af gråt

Otto beretter sin historie til bogens anden fortæller, nordmanden Alf Mayen, der er søn af Aïda Wiik tidligere skuespiller og elskerinde til stræbsomme nazister og gift med den tidligere kollaboratør jan Mayen. Alf gør oprør mod, hvad han anskuer som forældrenes svigt, går ind i det norske politi og dyrker troen på det borgerlige demokrati og det stille udramatiske liv. Men da Alf kommer med i overvågningen af norske statsborgere med mulige sovjetiske sympatier i det nordligste Norge, der hvor SS og Gestapo førhen opererede, bliver det klare vand stadig mere grumset, og hans egen forbindelse og interesse i Otto Nebelungs historie går langsom op for læseren. Og hvorved adskiller den rettænkende Alfs efterforskningsmetoder sig fra de nazistiske?

Bogen springer frem og tilbage i tiden, og belyser derved konstant på ny og overraskende vis det tidligere berettet. Det er spændende læsning, og når man lige har vænnet sig til indledningens flittige referencer til litterære og filosofiske værker, stryger man gennem det meste af romanen, der er velstruktureret, og som meget effektfuld kombinerer historisk fakta, mentalitetshistorie og fræk digtirisk frihed.

Bogen minder mig, med dens kredsen om de intellektuelles forblindelse af nazismen, om Tage Schou Hansens Historien om Axel, hvor den karismatiske og dragende hovedperson også kun fremstår i andres erindringer om ham. Og beskrivelsen af herrefolkementalitet, der varer ved også efter nazismens udradering, er meget lig den Uwe Timm beskriver hos sin fars generation i Min bror for eksempel.

En enkel indvendig mod Den yderste grænse er, at hensigten indimellem bliver for overtydelig sådan at pointen om de intellektuelle nazisters hykleri og evne til kynisk og uden at angre at kunne omstille sig til demokratiet gentages vel ofte og slås fast med lovlig tykke tommer søm - So fült man Absicht, und man ist verstimmt. Men dejlig frimodig provokerende, det er den.