Det arabiske forår af Tahar Ben Jelloun

Den marokkanske forfatter Tahar Ben Jelloun forsøger med essaysamlingen Det arabiske forår at indfange og formidle den revolutionære, arabiske ånd til et vestligt publikum.

Mange spøger sig sikkert, hvad det er for mægtige kræfter, der har udløst den for de fleste uforudsete flodbølge af folkelige protester, der har rejst sig i Mellemøsten med krav om frihed, retfærdighed, demokrati og diktatorernes bortgang. Derfor var det også var med stor interesse, at jeg gav mig i kast med denne korte samling af essayistiske tekster, da bogens forfatter også er en ivrig samfundsdebattør og kender af regionen.

Tahar Ben Jolloun gør det fra begyndelsen klart, at de fra vesten fremsatte beskyldningerne om at de intellektuelle i de arabiske lande har forholdt sig tavse under de mange folkelige opstande, er usande. Tvært imod, skriver han, har de med livet som indsats i skarpe vendinger kritiseret regimerne.

I de indledende svært sarkastiske og ganske morsomme tekster inviteres læseren ind i diktatorernes hoveder og tanker. Vi får et fiktivt indblik i Egyptens Mubaraks og Tunesiens Ben Alis meget forvirrede, hævngerrige og selvmedlidende tanker, der selvfølgelig, fristes man til at sige, kredser om deres egen begrædelige situation, som helt har taget humøret fra dem - og det i en sådan grad, at de ikke engang kan overkomme at få håret shinet up med en gang farvning!

De øvrige essays kredser især om enkeltindivider, ofrene, der uden at ville det, havner i myndighedernes søgelys, får frataget deres rettigheder, bliver tortureret og sluttelig dræbt af umenneskelige, brutale og bureaukratiske sikkerhedstjenester.

Bogen er til trods for emnet letlæst, engageret i sit emne, og den formår fint at give et grundrids af de enkelte landes samtidshistorie. Det arabiske forår er med andre ord værd at læse, selv om man ikke nødvendigvis deler Tahar Ben Jolluns vel ensidige jubeloptimisme og noget højtravende fremstilling af et umiddelbart forestående Mellemøsten baseret på demokrati og frihed befriet for enhver religiøs fanatisme.

Forfølgelsen af de kristne koptere i Egypten, problemet med at inddrage oprørernes våben i Libyen og valgsejren til det islamiske parti i Tunesien giver hvert tilfælde en og anden vestlig iagttager grund til at løfte øjenbrynene midt i glædesrusen over det arabiske forårs sene opblomstring.