Det ulyksalige ved at være en Skrake af Kjell Westö

Indfølende poetisk-melankolsk slægtsfortælling fra Finland funderer over historiens gevaldige
skygger og skæbnens snørklede veje.

Bogens fortæller er finsk-svenske Wiktor Jurij Skrake, opkaldt efter den russiske kosmonaut Jurij Gagarin og brændemærket med det skæbnesvangre efternavn Skrake.

Igennem tilbageblik forsøger Wictor at finde sig selv som led i den aparte kæde, som slægten udgør.

Fædre og sønner

Fortællingen bæres frem af det eviggyldige og aldrig ukomplicerede forhold mellem fædre og sønner. Wiktors far, Werner, var nemlig en besynderlig ulykkesfugl, der gentagne gange formåede at kaste dyb skam over store dele af slægten og over sønnen, der dog modsat de fleste andre også forstod, at bag fumlerierne og tavsheden gemte der sig også en dybsindig, rastløs og følsom drømmernatur med en ubændig frihedslængsel forfulgt af uheld og af følelsen af at være fanget i den forkerte tid.

Faderens altopslugende interesser bestod af en umage blanding af ørredfiskeri, hammerkast, tidlig blues, Elvis Presley og så forfattelse af ordknappe skildringer af fiskeriets skønhed og naturens storhed – ikke ligefrem comme il fauit i de politiske bevidste 60ere, hvor sønnen voksede op.

De sidste amatører

Men det står efterhånden klart at også længere tilbage i slægtshistorien, er der utilpassede mandspersoner, særlinge og excentrikere som Werners farbror Leo, der var en veritabel polyhistor med glubende appetit på viden i enhver form, men som heller ikke ejede stringens, og som derfor ligesom Werner var en passioneret amatør uden formål og evne til at omsætte viden til noget produktivt i sådan utilitaristisk forstand.

Derfor fremstår han udadtil som en godmodig særling overlæsset med kundskaber, men med tossede ideer og langt-ude-teorier.

Historie på finsk

Leos farfar, Bruno var derimod en for sin tid typisk hård og afmålt forretningsmand, der tilknappet og stoisk forblev tavs om de voldsomme oplevelser under kampene mellem de hvide og de røde, som fortsatte med at hjemsøge ham hele livet.

Igennem årene har Wiktor forsøgt at gøre op med sin fædrene arv og vende sig væk fra skæbnens tilsyneladende ubønhørlighed, men han har måttet sande, at han derved ironisk nok er gået ned af de selv samme stier som de foregående generationer. Modvilligt kommer den ældre Wiktor overens med sig selv, og med det, der synes at være romanens fyndord: at der hvor kærligheden gøres betinget, der findes den ikke.

Det er et kildevæld af gode fortællinger, der undervejs i beretningen bryder frem til overfladen. Westö digter med en genkendelig blå og vemodig tone om skæbnen, ensomheden, om tidens gang, og om først at indse noget, når det uigenkaldeligt er blevet for sent.

Men der er også en så pludselig og sanselig indlevet følelse af lykke og berusende glæde ved livet, en form for tilhørsforhold til altet, som kan ramme én, når man som Werner drager ud med fiskestang en tidlig morgen i april med blæst på himlen, hvor vinter og forår kæmper om overtaget, og sølvfiskene skinner så indbydende i de blå dybder.

En i mine øjne fornem roman.

Kjell Westö
Det ulyksalige ved at være en Skrake
Oversat af Jesper Klint Kistorp
512 sider
Batzer & Co