El sueño del celta af Mario Vargas Llosa

Den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosa modtog sidste år Nobels Litteraturpris. I Det svenske Akademis korte og præcise begrundelse for at tildele Vargas Llosa den fornemste litterære pris, hedder det, at han får den for sin kortlægning af magtens strukturer og knivskarpe billeder af individets modstand, revolte og nederlag.

Magten, volden og individets tragiske kamp er også nogle af de tematikker, som hans seneste bog omhandler. El sueño del celta, da. Kelterens drøm er en historisk roman om den britiske, adlede diplomat, eventyrer, frihedshelt eller forræder Roger Casement(1864-1916), der i 1916 blev dømt til døden for landsforræderi, efter at han midt under 1. verdenskrig har gjort fælles front med tyskerne mod englænderne i et naivt håb om at løsrive Irland fra, hvad han så som de engelske undertrykkere.

Historien har to tidsforløb: romanens nutid, hvor Roger Casement sidder i sin fængselscelle og afventer en benådning, der aldrig kommer; og et fortidigt tidsforløb, hvor Casements i sin erindring genkalder sig de mest afgørende og udsalgsgivende perioder af sit liv. Denne sidste del er naturligt nok den, der fylder mest i romanen.

Akut opvågning fra kolonialismens tornerosesøvn

Og Roger Casement har virkelig levet et liv, der er en eventyrer værdigt. Før han er fyldt tyve, drager han fuld af optimistisk tro på den hvide mands pligt til at civilisere barbarerne, med på den allerede dengang berømte Henry Morton Stanleys ekspedition til Afrika. Roger Casement bliver i Afrika i hen ved tyve år.
Men i dette mørkets hjerte mister han sin uskyld og tro på kolonialismens velsignelse. I den belgiske kong Leopolds fristat Congo får Casement en brat opvågning fra den fiktion, der var skabt om, at den hvide mand af kristen næstekærlighed var kommet til det barbariske Afrika.

Hvad, Casement med egne øjne ser, er udbytning, tortur, og den mest rendyrkede ondskab i jagten på gummi, elfenben og andre naturrigdomme. Kong Leopolds private foretagende i Congo ender med at koste mange millioner afrikanere livet.

Men det var i mange år lykkedes Belgien at skjule omfanget af kolonistyrets brutalitet og terror for en naiv og fordomsfuld vestlig offentlighed. Roger Casement sætter sig derfor for at rette op på denne misere, og på baggrund af observationer og interview med nogle af ofrene skriver han en rapport hjem til England, hvis offentliggørelse vækker genlyd over hele verden, og gør Casement berømt og bredt anerkendt for sit mod og sin integritet.

Fra ét naturskønt helvede til et andet

Efter de mange år i Afrika, drager Casement, der nu er britisk diplomat til Sydamerika, Amazonas, hvor korruption, griskhed, slaveri og myrderier florer i en grad, der på ingen måde står tilbage, for det han oplevede i Congo. Det kæmpeområde styres reelt af en skruppelløs forretningsmand, der har bygget et imperium på gummi. Indianerne indfanges og holdt under frygtelige slaveforhold, hvor de bliver tvunget til at aftappe en urealistisk stor kvote af gummi, der skal indfries, for at de ikke skal miste liv og lemmer.

Med fare for eget liv skriver Casement en sønderlemmende rapport, der fjerner enhver tvivl, så stormagterne ikke længere kan se igennem fingre med de umenneskelige forhold, som lokalbefolkningen lever under. Casement adles for sin store indsats, og alle døre synes åbne, men årene i udlandet har forøget hans nationalistiske sindelag og tro på et at Irland, såvel som de lande han har rejst i, skal kaste kolonialismens svøbe af sig og blive en selvstændig nation. Og belært af sine erfaringer med kolonialismen, mener han, at det er nødvendigt at gribe til våben.

Politisk vildfarelse

I en klodset, naiv politisk beslutning tager Casement til Berlin for at bede om militær støtte mod englænderne. Projektet kuldsejler, og Casement tages til fange af englænderne, der siden, det blev kendt at han befandt sig i Berlin, har sat en smædekampagne i gang mod landsforræderen, den engang så højagtede Casement.

Da myndighederne finder Casements dagbøger, der bugner af intimberetninger om homoseksuelle eskapader, ligger hans renomme i ruiner. Også for de irske nationalister, der som stærkt troende katolikker må tage afstand fra sådanne perversioner, og derfor ikke kan bruge ham som martyr i kampen mod de engelske besættere.

Et menneske med mange personligheder

I efterordet til romanen skriver Vargas Llosa, at dagbøgernes ægthed flere gange er blevet drevet i tvivl: var de konstruerede af englænderne for at kunne sætte nådesstødet ind mod Casement? Var de autentiske? Eller var de, sådan som Vargas Llosa fremstiller det, fantasiforestillinger, en måde hvorpå Casement gennem fiktionen forsøgte at tilfredsstille et skamfuldt begær?

Det interessante ved beskrivelsen af Roger Casement er hans komplekse, og svært forenelige personlighed: britisk diplomat og glødende irsk nationalist; genert og korrekt udadtil, mens hans nedfældede tanker vidner om et sind, der er ved at koge over af homoerotisk begær i vulgære vendinger; højagtet på toppen af sin diplomatiske karriere, men uendelig ensom.

Der ligger tydeligvis et stort researcharbejde bag romanen, og Vargas Llosa behersker med sikker hånd fortællingen, og forener for det meste meget vellykket de historiske fakta med digtningens kunst. Og ud af det møde vokser en stor og interessant roman frem om idealisme, der bliver til fundamentalisme, om individets ensomhed og desperation, og om de mange vildveje som mennesket så tragisk let træder ind på, når det vil handle godt.

Afsluttende bemærkninger

Skal jeg komme med kritiske bemærkninger til bogen, må det være at bogen enkelte gange bliver for detaljerig. Og så kan jeg ikke lade vær med at sammenligne med Vargas Llosas forrige roman Bukkens fest, hvis sindsoprivende spænding, grundlagt af fremragende plotning, suspense og cliffhangers bare drev én frem i læsningen. Ja, den mangler Kelternes drøm måske nok.
Endelig er Roger Casements fortællerstemme, mens han er i fængslet, hele tiden den samme: informerende, kølig og velovervejet ligesom upåvirket af situationens alvor, på trods af, at teksten påstår det modsatte.
Bogen er dog til trods for de enkelte kritiske bemærkninger et interessant og oplysende møde med en spændende og nuanceret personlighed og med kolonialismens mørkeste kapitler.