Ellen og Adam, en fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva af Morten Møller
Danske Ellen og norske Adam blev gift i Moskva, mens den stalinistiske terror var på sit højeste. Den guløjede, georgiske enehersker rettede sit morderiske blik mod indbildte indre fjender blandt de mest loyale kommunister.
En efter en forsvandt de i Gulag-lejre eller i anonyme massegrave.
Hvad foretog Ellen og Adam sig imens i Moskva, og hvordan kunne de undslippe terroren, når Ellens bekendtskab med kompromitterede, fængslede kammerater var rigelig nok til en engangsbillet til Lubjanka?
Morten Møller fortæller historien på interessant, indlevende vis, men kilderne er få og uklare.
Dagligstueatmosfæren dræber al idealisme
Ellen voksede op i et borgerligt bankdirektørhjem i Nykøbing Falster, mens Adam var fra et politikerhjem i Stavanger med Nordahl Grieg som hans berømte svoger.
De var opvakte borgerbørn, der som så mange andre blev draget af lyset fra øst, af det kommunistiske eksperiment, det revolutionært nye samfund som tog form, og det nye menneske, homo sovjeticus, der befriet fra fortidens lænker og udbytning med muskelspændte arme, klartskuende øjne og et overmenneskeligt tag slæbte det forhutlede bondesamfund ind i den moderne industrialder.
Ellen var med i en kreds af såkaldt frigjorte, biseksuelle kvinder, der inspireret af Vilhelm Reich, kombinerede deres stærke kommunistiske overbevisning med troen på seksualitetens frigørende kraft.
Rettroende betonstalinister som Hans Kirk og Scherfig havde dog kun hån, spot og latterliggørelse tilovers for en sådan vildfaren idealisme; kommunisme var videnskabelig materialisme og selvdisciplinering, og borgerlig individualisme, selv i form af normsprængende seksualitet, gjorde ikke fra eller til i kampen for proletariatets magtovertagelse.
Kunsten at danse sig gennem et massemord
Ellen retter ind, lader det til, og drager ligesom Adam til fremtidens by, Moskva i 1934. Ellen arbejder for et forlag i Moskva, mens Adam læser medicin på universitet. Uden før at have nævnt hinanden i deres breve hjem til familien, fortæller de en dag, at de er blevet gift.
Ellens familie er tydeligvis ængstelig over, det de hører i pressen om, hvad der er under opsejling i Moskva. Mordet på Kirov, som Stalin muligvis selv stod bag, bliver indledningen til en lang periode præget af grænseløs terror, likvideringer og massearrestationer. Men Ellen bedyrer i sine brev hjem, at der er tale om den borgerlige presses forudsigelige løgne om forholdene i Sovjet.
Men familien havde nu god grund til frygt, for brevene hjem er løgn på løgn. Ellens arbejde var et dække, hun arbejde som kurer for verdensrevolutionens generalstab, Komintern, som hemmelig kurer med dobbeltbundede kufferter, store pengebeløb og falske pas.
Mens Ellen skriver begejstrede breve fra Moskva, der gav udtryk for idel lykke, og som nok, hvor utroligt det end lyder, skal tages for pålydende, blev gamle bekendte, andre udlændinge og forblændede stalinister, som danskeren Arne Munch-Petersen, arresteret og som regel likvideret efter hysteriske skueprocesser.
I terrorens værste år fra 1937-1938 blev halvanden million arresteret, mindst 700.000 blev dræbt, hvilket svarer til 1000 mennesker om dagen. Og Adam og den gravide Ellen? Ja, de drog såmænd på eventyr i Kaukasus!
Fortællerformen gør historien levende
Morten Møller formår at gøre historien levende i kraft af sin romaninspirerede fortællerform. Historien er fortalt i nutid, og den ydre ramme udgøres af ham selv som historiker på jagt i arkiverne efter svar på spørgsmål som: Hvem var faktisk Ellen og Adam, hvad drev dem ud i den politiske radikalisering, og hvad foretog de sig egentlig i Moskva?
Morten Møller springer mellem nutid og fortid og stiller også retoriske spørgsmål i teksten, som for at understrege forundring og mysterie. Nogle steder fungerer det fint, andre steder virker det lidt for kunstigt og patosfyldt.
Der er reelt ikke så meget nyt Morten Møller kan fortælle, det sikrer den stærkt begrænset adgang til de russiske kilder. Ellen og Adam er også selv påfaldende tavse om den indre drivkraft, eventuel skyldfølelse med videre – deres dagbøger og breve er enten redigerede, selvforløjede eller udtryk for oprigtig forblindelse, så politisk tvivl skal man lede med lup efter.
Derfor er der også mange kvalificerede gæt og gisninger i bogen. Men bogen vinder, ved dens for en historiker atypiske og vovede fortællerform, der i særlig grad lykkedes med at vække atmosfæren til live og give læseren en følelse af den sygelige og hysteriske angiveri-og mistænkeliggørelseskultur, som aktivt blev fremmet i Stalins pyntede slagterhus.
Ellen og Adam, en fortælling om kærlighed og terror i Stalins Moskva
af Morten Møller
376 sider, Gyldendal
