En storm kom fra paradiset af Johannes Anyuru

Faderportræt: en ugandisk mands flugt fra vold, tortur og krig i Idi Amins bloddryppende Uganda til asyl i Sverige, hvor sønnen kommer til verden. Men faderens livsgnist blev på tragisk vis slukket i et zambisk forhørscelle.

Forfatteren kan skrive – med flimrende registreringer, korte hovedsætninger og poetiske metaforer – men måske er det fordi, at virkeligheden står i vejen – at han er for loyal og velmenende over for sin altid fjerne far – at portrættet noget virker som et postulat, idealiseret og ferskt uden dybde og mørke.

Faderen tænker i kunstfærdige billeder, som en veluddannet vesterlænding med universitetsgrad, men opfører sig med en ufattelig naivitet, nærmest demonstrativt benægtende enhver politisk realitet.

’Jeg så ud i den mørke, afrikanske nat og undrede mig over, hvor jeg var. Jeg tænkte på hans hænder, som skriver de ord på en computer i en lejlighed. Jeg sidder i hotelværelsets vindueskarm, gardinerne blafrer, jeg ryger. ’

Processen mod P

I et forhørslokale i et zambisk fængsel sidder en ugandiske pilot svedende og fortvivlende med skoene skrabende mod gulvet, mens den hyænelignende forhørsleder om og om igen gentager det samme spørgsmål: Hvilken vigtig opgave skulle du udføre for diktatoren Idi Amin, siden du er kommet tilbage her til Afrika?

Denne afhøringsscene udgør omdrejningspunktet for fortællingen, der opruller mandens historie: fra opvæksten i Uganda med sin voldelige broder til turen til det græske militærs flyveskole i Athen, hvor den unge nation Uganda lod sine bedste piloter uddanne. Her lod drømmen om at suse gennem skyerne mod en evigblå himmel til at kunne gå i opfyldelse.

Oveni fulgte kærligheden til en græsk kvinde. Fremtiden så lys ud. Men alt ændrer sig i 1971, hvor Idi Amin efter et statskup tog magten i hjemlandet Uganda, hovederne rullede, og en krig mod det kommunistiske Tanzania truede.

En ideologisk opdelt verden

Det nye styre i Uganda havde brug for al militærpersonale og ville derfor også have sine græsk uddannede piloter hjem og kæmpe i den forestående krig. Men denne unge ugandiske mand nægtede at kæmpe i en uvedkommende krig for en morderisk diktator, men beslutningen fik store konsekvenser. Den kolde Krig rasede og i myndighedernes øjne var man enten for eller i mod USA og dennes allierede heriblandt Idi Amin, eller også støttede man den kommunistiske blog.

Det var en ideologisk krig med mange ofre, hvor det upolitiske individ måtte kæmpe indædt og ofte frugtesløst for at undslippe historiens tunge lænker.

Romanen gør brug af en oplagt allusion til Kafkas processen, idet faderen kun kaldes P – sågar med en kæreste, der hedder K! Det drejer sig om et uigennemskueligt politisk spil, der føres på højt plan, hvor de små individer tvinges til at agere brikker i et spil, de ikke kan gennemskue.

For tæt på?

Bogen er bedst i de konkrete beskrivelser og i fremstillingen af den gradvise uvirkelighedsfølelse som rammer den, der udsættes for forhør og vold.

Men der er noget politisk korrekt over fremstillingen af faderen: ikke-nationalistisk, apolitisk, naiv (= uskyldig), konstruktivistisk identitetsopfattelse og en melankolsk drømmende personlighed.
Han vil forsone sig med sin fortid (sic) siger han til sig selv, og egentligt ville han helst have været præst. Han ville bare flyve i blæsten, som en fugl, men tanken har aldrig strejfet ham, at han i virkeligheden sad i cockpittet på en topmoderne krigsmaskine!

Og hvad med adrenalinsuset: at være herre over liv og død, at føle sig almægtig er det ikke også en del af fortællingen om at flyve jetjager? Hvad med behovet for hævn?

Som ung kadet i Athen er han stor, stærk og flot, men når han har fri fra militærakademiet stirrer han vemodigt ud over havet. Fortælleren/sønnen siger at de notater som faderen efterlod var langtrukne og detaljerige, men er det så ikke også utroværdigt at lade faderen tale som en tungsindig poet med cigaret i munden og havblæst i håret? Og har opvæksten i Uganda virkelig ikke efterladt sig nogen former for distinkte træk?

Ville sønnen og samfundet ikke også kunne rumme faderen og hans flygtningehistorie, selvom den var mere broget, nuanceret, og derfor mere menneskelig troværdig?

Ingen tvivl om at forfatteren, Johannes Anyura, har stor sproglig kunnen, men det er som om det bliver for meget på en eller anden måde, for sirligt og tilstræbt ’litterært’ til at det trænger ind under huden på mig.

Fortællerens dom over hans eget hjemland Sverige er i øvrigt ret så hård:

’jeg er det sorte pjalteproletariat … og det her land har pisset på alle vore fædre, sådan er det. ’ Er det sandt uden for fiktionen, er det godt nok ny viden for mig. Men måske er der mest af alt tale om modkulturel attitude i tolerancens selverklærede højborg?