En Vinternat af Simon Sebag Montefiore

Den engelske historiker Simon Sebag Montefiore har med sine to tykke biografier om den sovjetiske diktator ”jernmanden” Stalin, et særdeles indgående kendskab til Stalintidens Rusland.
Det udnytter han i denne roman, der blander de historiske facts op med fri fantasi.
Genremæssigt kunne man betegne resultatet som en art sentimental historisk-thriller.

Sovjetisk sejrsfest og tragiske pistolskud

1945, Moskva. Scenen er sat: mægtige Sovjetunionen fejrer sin sejr i ”Den Store Fædrelandskrig” (2. Verdenskrig) med militaristisk manér i Moskva, men da paraden er godt i gang flænges luften pludselig af to pistolskud: to unge fra den øverste politiske elite ligger døde på jorden.

De to døde var, viser det sig, med i en hemmelig loge af litterære romantikere, der dyrkede de store russiske forfattere fra 1800tallet, i særdeleshed Pusjkin og hans værker. De har flirtet med store følelser, romantisk weltschmerz og langt og følsomt hår.

Også romantikkens forkærlighed for tragedie og dueller har de taget til sig, når de som halvstore børn har genopført passager fra yndlingslekturen med attrappistoler som rekvisitter. Men nogen har byttet attrapperne ud med den ægte vare, og så går det galt, meget galt.

Ingen er fredet for Stalins terror

Overklassebørnene fra den nye kommunistiske magtelite har fejlagtigt og meget naivt troet sig usårlige; at de i kraft af deres position var hævet over den jernhårde stalinisme, der forlanger dydig underkastelse uden plads til afvigere af nogen slags.

Da det under krigen, meget mod Stalins vilje, ikke har været mulig at opretholde det faste terrorgreb om befolkningen, er der opstået visse frihedslommer.

Men den evigt paranoide Stalin har nu tænk sig med god hjælp fra sikkerhedstjenesten igen at undertvinge alle afvigerene, de udenlandske agenter, de borgerlige revisionister, og hvad de nu ellers blev kaldt i den kommunistiske propaganda.

Således er der heller ingen nåde for de spolerede overklassebørn. Det hemmelige politi er overbevist om, at de har at gøre med en farlig sammensværgelse, og så er ingen appel mulig.

Børnene ender i det frygtede Lubjanka, hvor de bliver gennembanket og sultet til uigenkendelighed, indtil de indrømmer den præfabrikerede anklage om sammensværgelse.

For rene følelser

Romanen leverer en karakteristik af det afskyelige sovjetiske samfund, hvor vold, død og terror florerer på alle planer – hvor den svært fundne kærlighed ofte kommer til kort i mødet med den grumme virkelighed.

Bogen er letlæst og ganske underholdende til trods for al sin gru. Mekanismerne i den stalinistiske terror skildrer Montefiore med stort indblik. Til gengæld mangler det at komme med, at volden og terroren ikke alene skyldtes psykologiske brister hos personerne, men at de også, måske først og fremmest endda, var ideologisk motiverede.

Figurerne virker, særligt i begyndelsen af romanen, lovlig tynde, mere som talerør for forfatteren end som ægte personer. Kontrasterne er også vel stærkt malet op; det tenderer altså sine steder det melodramatiske, når den reneste, ungdommelig naivitet møder det svovlstinkende dæmonisk-perverterede.

De unges skolegang har i øvrigt lidt for meget Døde poeters klub over sig efter min smag. Og så virker det generende anakronistisk, at personer fra den øverste kommunistiske elite om og om igen udbryder ”For Guds skyld”.

Men som letlæst indføring i dele af den stalinistiske terrors væsen virker romanen efter hensigten.

En vinternat af Simon Sebag Montefiore
Gads Forlag, 488 sider
Oversat af Lærke Pade