Eske Willerslev - han gør det døde levende af Kristoffer Frøkjær

Fortsættet er udmærket, men resultatet er desværre en al for sniksnakkende samtale-biografi med
DNA-forsker og tidligere pelsjæger m.m.m. Eske Willerslev.

Kometkarriere

Eske Willerslev (f.1971) kan på sit efterhånden lange forsknings CV blandt andet skrive dansk evolutionsbiolog, dr.scient. og professor ved Københavns Universitet fra 2005. Han er leder af Grundforskningscenter for Geogenetik, Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet fra 2009 og Visiting Professor ved Oxford University 2005.

Fortidens DNA

Willerslev har udgivet en lang række internationalt banebrydende forskningsartikler om forhistorisk DNA fra fortidsdyr og-mennesker. Han har genskabt generne fra et fortidsmenneske fra Grønland, påvist indianernes ophav, og så har han med sine opdagelser været med til at underbygge tesen om, at det moderne menneske udvandrede fra Afrika ikke i én, men i flere bølger.

Eske Willerslev fik desuden i 2012 DR’s Rosenkjærpris for sin evne til at formidle et svært tilgængeligt videnskabeligt stof for en bred offentlighed. Til trods for sin kometagtige karriere er Willerslev dog nok en noget atypisk akademiker: han har for eksempel aldrig har været særlig god til at læse eller skrive, kommer det frem i løbet af bogen, og Willerslev var en værre rod i skolen, der som barn drømte om at være indianer. Yderligere ernærede han sig i flere år som pelsjæger i det dybfrosne Sibirien.

Med andre ord, en interessant skikkelse, hvis liv og forskning burde danne grundlag for en spændende og engageret beretning, lagt i hænderne på en P1-videnskabsjournalist. Men det er desværre ikke den oplevelse, jeg står tilbage med efter endt læsning af bogen.

Privat og småsludrende

P1-værten Kristoffer Frøkjær har valgt at lade en tur i bil sammen med Eske Willerslev tilbage til barndommens ødegård danne fortællingens ramme, som skal bringe os tættere på forskeren og personen Willerslev.

Men det føles altså som om, Frøkjær har været i audiens hos en mester, og som om Frøkjær har sat sig for, at alle Willerslevs udtalelser skal belægges med noget storladent og betydningsfuldt, hvilket de slet ikke kan bære.

Der kan vel næppe være stor uenighed om Willerslevs evner som original forsker, men oftest , når Willerslev taler, er det i et noget upoleret talesprog med rigelige mængder ‘sgu’, ‘fucking’ og ‘enormt meget’. Det gør sikkert det hele mere autentisk og råt, men ikke specielt reflekteret.

Det er som om Frøkjær, der dog selv er uddannet biolog, vil fastholde Willerslev i en aura af genialitet, der giver forrang til udefinerbare størrelser som mavefornemmelser og intuition. Og Willerslev, der er så privilegeret, at kunne dedikere stort set hvert eneste vågne øjeblik af sin tilværelse til det, han holder allermest af, skal partout tvinges ind i den lidende kunstnerrolle :

‘På intet tidspunkt har han vist bitterhed over det offer. som han har bragt for videnskaben ...’ (sic!)

Den joviale og lettere omklamrende småsnak frem og tilbage mellem Willerslev og Frøkjær får følgeskab af sidstnævntes retoriske spørgsmål og kommentarer, der ofte indledes med et ‘I mit stille sind tænker jeg ...’ som for at gøre sig selv endnu mindre og Willerslev mere uudgrundelig. Her er to andre eksempler på formen:

Jeg vil gerne i gang med den mere personlige Eske og er spændt på, om han vil dukke frem nu, hvor hjulene ruller hjemad på den grå asfalt..

Hvad synes du om det”, spørger jeg samtidig med at jeg benoves over klarheden i hans kontante melding.

Der er næppe tvivl om Willerslevs vedholdenhed og sans for timing, og det er bestemt undtagelsen at blive professor som 33-årig. Men portrættet her virker forhippet på at finde forklaringer i det private, og det bliver efter min smag temmelig banalt og forudsigeligt - sådan lidt livstilsmagasin om omkostningerne ved at være forsker tilsat en portion Nak & æd.

Fremstillingen af Willerslevs forskningsresultater er kort, men fungerer ellers udmærket. Denne del måtte for min smag meget gerne have fyldt mere, end hvad tilfældet er.

Eske Willerslev - han gør det døde levende af Kristoffer Frøkjær
256 sider
Gyldendal