Farvel min elskede og Det lange farvel af Raymond Chandler

Farvel, farvel og så det lange på gensyn. Chandler holder hårdkogt stand mod tidens tand med humor, skarpe persontegninger og spændstige, sproglige billeder.

Det bundløse mørke

’Jeg satte mig ned, stak en cigaret i munden og rullede den mellem læberne uden at tænde den. Jeg betragtede ham. Han var høj og tynd og rank som et lys. Han havde det blegeste, fineste hvide hår, jeg nogen sinde har set. Det så ud som om det var filtreret gennem silkegaze. Hans hud var frisk som rosenblade. Han kunne være femogtredive eller femogtres.

Han havde ingen alder… Hans øjne var dybe – alt for dybe. Det var en søvngængers bundløse, bedrøvede øjne. De fik mig til at tænke på en brønd, jeg engang havde læst om. Den var ni hundrede år gammel, i en gammel borg.

Hvis man kastede en sten i den og ventede, så kunne man blive ved at vente og lytte, og når man så opgav at vente og leende var ved at gå igen, så lød der et lille bitte svagt plask nede fra bunden, så lille, at man næsten ikke turde tro på at sådan en brønd var virkelig.

Så dybe var hans øjne. De var også uden udtryk, uden sjæl, øjne, som uden at forandre sig kunne se på, at et menneske blev flået af løver, som kunne se på, et menneske blev spiddet på en pæl og skreg sin pine ud under den hede sol med afskårne øjenlåg.’

Greed makes the world go round

Detektiven Philip Marlowe er bæreren af det moralske kompas i romanernes billede af en verden i nådesløst forfald. I fyrrenes korrupte, forlorne Los Angeles, hvor penge er den sidste værdi, er den ensomme, selvironiske snushane med sin integritet, kløgt og handlekraft noget af det eneste ægte i en verden af blanke overflader, uretfærdighed og skruppelløst begær.

Det er svært på kort plads fyldestgørende at referere bøgernes meget komplicerede, og ikke altid lige sammenhængende plot, der mod slutningen lidt for belejligt får hjælp til at falde på plads. Men det var heller ikke det vigtigste for mig.

Byen og menneskene

Det er det derimod, at det billede Chandler tegner af menneskene og af byen, Los Angeles, fremstår så nuanceret, interessant og spillevende med figurer såsom: en på en gang kynisk, selvdestruktiv, selvhadende og opblæst forfatter; en godmodig, men skræmmende, kriminel kæmpe med et hjerte af, nå ja om ikke guld så forgyldt bly; en sympatisk, fordrukken svindler med en fantastisk historie; ud over korrupte politifolk befriet for fløjlshandsker og smålig skelen til en lov ingen alligevel overholder; hårdtpumpede gangsters, og så selvfølgelig femmes fatales – ’blondiner som kunne få en biskop til at sparke hul i en kirkerude’.

Når man ser bort fra bedagede vendinger som at marlowe er ’kvik’ og at gangsterne omtales som ’skrappe fyre’, så er det stadig tilstrækkeligt med verbale håndkantsslag i det kontante sprog, og de fængende, overraskende og ofte morsomme sproglige billeder gør sammen med de spændende figurere, og det detaljerede portræt af den mørke bagside af englenes by, at bøgerne stadigvæk holder, og er værd at læse.