Filek, el estafador que engañó a Franco af Ignacio Martínez de Pisón

spanske bøger

Franco-regimet holdt for nar
Ignacio Martínez de Pisón er en af de store anerkendte forfattere i Spanien, hvis forfatterskab udgør en art krønike om det moderne Spanien.

Den foreliggende bog er dog faglitterær, og den former sig som en historisk - detektivisk jagt på oplysninger om Albert Von Filek, den angivelige østrigske kaptajn og kemiker, der formåede at snøre og bedrage diktatoren Francisco Franco med sin ’opfindelse’ af syntetisk brændstof ud fra vand, ekstrakt fra planter og andet hokuspokus.

Den store bedrager bedraget

Ignacio Martínez de Pisón fortæller i bogens indledning, at han første gang faldt over Filek i en sidebemærkning i den engelske historiker og hispanist, Paul Prestons store biografi om Franco, Franco, Caudillo de España.

Der er en form for ironi i at Paul Preston også har skrevet en bog om Franco, der hedder Franco, den store bedrager, hvis hovedpointe er, at Franco holdt sig ved magten i alle årene ved hjælp af manipulation, snuhed, frækhed, gusomhed og en venten på det rette tidspunkt. Men i dette her tilfælde mødte Franco altså sin overmand i koldblodig bedrageri, hvilket gjorde svindelnummeret ekstra pinligt for regimet.


Ønsketænkning, indbildskhed og ministre uden viden om deres fagområde, gjorde regimet modtageligt for Von FIleks illusionsnummer.

Løgn over løgn

Albert Von Filek var hverken kaptajn eller kemiker. De indimellem sparsomme arkiver afslører i stedet, at han var et uægte og sandsynligvis uønsket barn af en adelig i Det Østrig-Ungarnske Dobbeltmonarki. Den første løgn er måske den, hvorved Filek forsøger at renskurre sin baggrund, så den flugter med hans adelige selvforståelse – så han som Joseph Roth og Stephan Zweig kan føle at have lod i en verden af i går, fra før syndefaldet indtraf.

Inden Filek ankommer til et Spanien i fuld omvæltning i 1931, har han med relativt sikker base i Fristaten Fiume gjort det til sin bestilling at svindle og frarøve det gode borgerskabs dets formuer og smykker. Men da jorden brænder under fødderne på ham, drager han til Spanien. Her bliver hans speciale at tage patenter på fiktive opfindelser, som han manipulerer sine partnere til at skyde penge, i hvorefter han er borte med blæsten.


Et af meget få billeder af Albert Von Filek

Von Filek er en mester i at spinde et spindevæv rundt om sine ofre, hvor han hver gang varierer sine greb og fremtræden, alt efter hvem, han har med at gøre. Han går endda så langt, at han offentligt afslører andre svindlere, hvorefter han senere bruger elementer af deres iscenesættelse i sin egen, som for at tilføje yderligere troværdighed til sin rolle.

Formlen for syntetisk brændstof

VI er stadig i de store opfindelsers tid, så der er rum for charlataner som Von Filek. For enhver moderne stat ville det være som at vinde i lotteriet, hvis de får adgang til billigt, syntetisk brændstof.

Så det er lige præcist, hvad Filek tilbyder den nye republikanske højrefløjs regering. Den bidder dog ikke på krogen, og da borgerkrigen bryder ud, og Von Filek tilbyder patentet til venstrefløjs-regeringen i Madrid, bliver han arresteret som udenlandsk spion. Kun ved at opfinde en familiære forbindelser til den østrigske spionchef, undgår Von Filek at blive henrettet.

Mens han sidder indespærret får han kontakt med den ligeså indespærrede Serrano Suñer, Francos svorger, el Cuñadísimo, der efter krigen opnår meget stor indflydelse i regimet, og derved er vejen til Franco banet.

Ideen om at være selvforsynende i benzin i et fattigt og udsultet Spanien efter borgerkrigen er sød musik for Franco, der har selvforsyning som det ledende økonomiske princip.

Læg hertil Francos mistro til ’universiteternes videnskab’, ideen om at den ufejlbarlige landsfader er sendt af forsynet, og at ministerposter, og ja faktisk enhver offentlig post i det frankistiske Spanien, går til alte kamaraden, der har bevist deres rette nationalistiske sindelag, hvilket sjældent betyder de bedst egnede, ja så er døren åben for en snu svindler som Von Filek.

Mundus vult decipi

Von Fileks opfindelse bliver slået så stort op i aviserne af regimets folk, at da svindlen endelig går op for dem, er det så pinligt, at de i ly af natten og uden rettergang sender Von Filek i koncentrationslejren i Nanclares de la Oca. Her overlever Von Filek formentlig som stikker.

Von Filek er dårligt nok løsladt, før han har gang i en ny fidus: manipulation af jøder, der desperate vælger at tro, på hans forsikringer om, at han mod en fyrstelige gage kan påvirke det nazistiske styre i Tyskaland og Østrig til at løslade deres pårørende.

bogen er fascinerende læsning om en helt igennem usympatisk og skamløs svindlers evne til at bane sig vej i et selvbehageligt regime.

Ignacio Martínez de Pisóns begejstring for historien er i lange stræk smittende, og forfatteren fortæller åbent om, hvor der er huller og mangler i arkiverne, der kalder på kvalificerede gæt.


Ignacio Martínez de Pisón med sin bog.