Flavia de Luce og drengen i galgen af Alan Bradley

fantasy krimi

Fantastiske Flavia er tilbage med endnu et eventyr fra 1950ernes England. Et omrejsende dukketeater strander ved en tilfældighed i den lokale landsby, og Flavia træder straks til og tilbyder sin hjælp.

Pastoren øjner en mulighed for at profitere fra denne kærkomne kulturbegivenhed, og dukketeatret hyres til forestilling i sognegården. Det ender dog i skandale, da dukkeføreren omkommer under forestillingen under mystiske omstændigheder, og Flavias fornemmelse for mord får hende på sporet af en hemmelighed, der går seks år tilbage, hvor en lille dreng blev fundet hængt i skoven uden for landsbyen.

Overbevisende portræt af en spændende hovedperson

I denne anden bog om Flavia de Luce, får vi et lidt dybere portræt af pigen, som elsker gifte. Den skarpsindige aristokratdatter, som nedstammer fra den fornemme slægt de Luce (hvilket hun aldrig undlader at gøre opmærksom på) er på solskinsdage rapkæftet, nysgerrig og intelligent. På de grå dage tilføjes hun et mere melankolsk sind og vi aner en dyb ensomhed, der dels bunder i det følelseskolde familieliv, hvor faderen er fraværende og søstrene ondskabsfulde og dels stammer fra tabet af den mor, hun aldrig har kendt. Det er et meget overbevisende portræt af en hovedperson, som man ikke kan lade være med at identificere sig med, og jeg glæder mig allerede til at lære Flavia bedre at kende i forhåbentlig mange flere bøger.

Til både børn og voksne

Herudover er bogen en spændende krimi, hvor det mystiske mord på bedste Agatha Christie-vis afdækkes ved hjælp af vor unge detektivs mesterlige intelligens og logiske deduktion. Bogen kan læses med fornøjelse af både børn og voksne, hvis man ikke lader sig afskrække af kemiske formler og henvisninger til 50ernes filmstjerner og forfattere.

Lene Dybdahl