For Fædrelandet af Jenni Linturi

Skematisk og lidet overraskende roman om de finske mænd, der meldte sig til frivillig tysk krigstjeneste under Anden Verdenskrig i kampen mod arvefjenden Rusland, og følgerne det fik.

Finske Antii er blevet gammel, forvirret og dement. Han er ikke i stand til at skelne fortid fra nutid og ser i personerne, der omgiver ham, fortidens spøgelser.

Længere og længere glider han tilbage i fortiden og ind i minderne om de skelsættende begivenheder, som mærkede ham og en hel generation af unge finske mænd under Anden Verdenskrig.

Det nationale traume

Et åbent sår, forstår man, for i den brændende iver efter ’Storfinland’ og ønsket om en udsøgt hævn over ærkefjenden Rusland, der i Vinterkrigen i 1939 brutalt var faldet ind over landets grænser, meldte mange idealistiske finske mænd sig som frivillige i Waffen SS i det tyske felttog mod Stalins Sovjetunionen.

Antii var en af dem, der gennem en ingeniørvirksomhed, som fungerede som skalkeskjul, mødte op for at melde sig som frivillig i Hitlers SS-styrker.

Historien skifter mellem nutid, hvor Antii bliver gradvist svagere, taler med indbildte personer fra fortiden, og tror at krigen skal udkæmpes på ny, mens hans indbildske fætter, Karlo, mener at han og hans generation bør være altings centrum, fordi de kæmpede i krigen; og så tiden under krigen og umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning, hvor hverdagen melder sig på ny og de hjemvendte soldater skal resocialiseres og må slås med skyldfølelse over, hvad de var vidne til og foretog sig på Østfronten, eller også kæmper de med et samfund, der ikke i deres øjne, i tilstrækkelig grad, anerkender og påskønner de heroiske ofre i Fædrelandets tjeneste.

Forskønnet grusomhed

I centrum af fortællingen står Antiis forræderi, løgn og forhærdelse i takt med at grusomhederne bliver daglig kost. Antii går fra at være en noget tør, korrekt og idealistisk ung mand med en sund protestantisk arbejdsmoral til en svigfuld, amoralsk dræber med blikket skarpt indstillet på egen overlevelse, fyldt til randen med lede og afsky for de dehumaniserede russiske krigsfanger og de underlegne racer generelt.

Særligt en hændelse har dog sat sig i kroppen på Antii som et betændt traume, han først udfries fra til allersidst.

Samhørigheden med officerskorpset af tyske herrefolk er dog til at overse: forholdet er præget af gensidig mistillid, og hvor tyskerne ser ned på finnerne som uregerlige hvide barbarer, der foragter de finske frivillige den arrogante tyske herrefolksmentalitet.

For meget pegepind og kalkuleret tungsind

Bogen fungerer bedst i de glimtvis rigtig fine sansninger, de pludselige knivskarpe erindringsstumper, og i de små kilder til morskab, der ind imellem opstår, når omgivelserne og den demente Antiis opfattelse clasher.

Men overordnet er historien alt for firkantet og skematisk forudsigeligt fortalt. Personerne er tegnet lidt for groft og entydigt op, og fortællingen får i mine øjne mere karakter af et postulat end det uafrystelige drama, der vel var hensigten.

Fortælleren virker overivrig og nervøs for,om læseren nu har opfattet det fortalte korrekt. Derfor bliver resultatet for meget didaktisk pegepind især, når fortælleren finder det nødvendigt at fremhæve, sætninger der altså er ladet med så megen betydning!

Det virker på mig noget tvunget og trættende, når læseren får serveret de ret så velkendte pointer om, at i mødet med det grufulde forstummer ordene, at livet passerer revy, lige før man drager det sidste suk (gør det det?) med videre. Særligt fordi det virker som lidt kalkulerede pointer formuleret forholdsvis uoriginalt.

Jenni Linturi kan helt sikkert skrive, men hun virker her for bundet af stoffet og den skematiske udvikling i en højere hensigts tjeneste.

Hvorfor forlaget oplyser, at forfatteren er tredje generations feminist, og hvad det så er for noget, skal være usagt.

For fædrelandet, 210 sider
Oversat af Birgita Bonde Hansen