Genfærd af Jo Nesbø

Når mørket tager over(hånd)

Efter tre år i Hongkong, hvor antihelten Harry Hole har ernæret sig som gældsinddriver, lander `beskidte´ Harry på ny i Oslo for Oleg, hans eks-kærestes søn, sidder på anklagebænken tiltalt for mord på vennen Gusto Hansen. Harry vil med vold og magt bevise Olegs uskylds selv om alle beviserne synes at pege i samme retning.

Hole dykker derfor ned i den mørkeste og mest skidne underverden befolket af pjaltede narkomisbrugere, benhårde pushere, følelseskolde bagmænd, gennemkorrupte politimænd og kyniske karrieremennesker, for at finde det halmstrå, der kan dirke Olegs fængsels lås op og bevise hans uskyld. Den mystiske bagmand kendt som `Manden fra Dubai´, der oversvømmer narkotikamarkedet med et nyt vidunderstof, viser sig at side med nøglen til gådens løsning. Så Harry klør på i sit enmandsopklaringsarbejde.
Det andet spor i romanen beretter den døende Gustos sidste tanker, henvendt til en fraværende far – kender du noget til det, Harry? – det er en historie om svigt, løgn, og gradvis forhærdelse i det brutale narkomiljø.

Nesbø er en mester ud i spænding, hårdtpumpet action såvel som i de kulsorte, usentimentale fremstillinger af junkier, afdankede lykkeriddere og yuppier med overskredet salgsdato – der altid har en fiks ide til, hvordan de kan skaffe sig penge så deres karriere/anseelse/markedsværdi igen kan bankes op i overhalingsbanen, hvor den høre hjemme – men som altid for sent indser, at de allerede sidder i et skruestik, der ubønhørligt for hvert nyt svømmetag, de tager, skruer dem dybere og dybere ned i lortet (som det bogstaveligt talt sker i Headhunterne).

Som neglebidende spænding fungerer Genfærd altså fortræffeligt, men jeg synes, at det er en skam at humoren, ironien og Harrys selvironi, ja måske den karisma, som de tidligere bøger havde, er ofret til gengæld for (for) hårdtslående action – Oslo fremstår som en farlig krydsning mellem 80´ernes Beirut og det mørkeste LA –, modbydelige tortursekvenser og et bundløst mørke, hvor (næsten) al håb lades ude.

Det bliver næsten for tung en kliche, når der kun eksisterer egennyttige beregninger, kynisme, overfladisk statusjagt eller jagten på det næste fix. Og så synes jeg, den altid lettilgængelige lommepsykologi indimellem flyder lovlig tyk som den forklaringsmasse, der skal binde begivenhederne sammen.

Det tiltagende mørke (vel fra Snemanden og frem) kan måske forklares med at vi, og den stadigt mere mærkede og arrede Harry nærmer os afslutningen. Meget kunne tyde på at denne – den 9. bog i Harry Hole- sagaen – også er den sidste. Og ingen kan vel betvivle, at Nesbø med serien har skrevet sig ind i den absolutte sværvægtsklasse indenfor krimi og spændingslitteraturen.