Granitmanden af Sirpa Kähkönen

Kähkönens roman fortæller om de røde finner, der efter borgerkrigen flygtede til Sovjet. Bogen er
indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Det må skyldes emnet, for som roman letter den aldrig fra det ligblege papir.

Go East

1920, Efter den blodige finske borgerkrig, der blev udløst af revolutionen i Rusland, stod de røde finner tilbage som tabere, der ofte uden arbejde ydmygt må knæle for de hvide sejrherre og spise nådsensbrød.

Derfor var der også mange, særligt yngre finner, der desillusionerede over deres fædreland og egen kranke skæbne, vendte hjemlandet ryggen, spændte skiene på støvlerne og i nattens mulm og mørke gled ind i morgenrødens paradis, Sovjetunionen.

Blandt de optil 15.000 finner, der søgte lykken i øst, har den finske forfatter Sirpa Kähkönen tilføjet et par fiktive i skikkelse af romanens fortæller Karen, hendes mand Ilja og deres bekendtskabskreds i sin skildring af eksilfinnernes skæbne i et uvenligt og koldt Petrograd.

Socialismens virkeliggørelse

Handlingen udspiller sig i årene mellem 1922 og 1937, og det vil være en mild underdrivelse at sige, at det går fra skidt til meget værre. Sara og Ilja deltager ved ankomsten i arbejdet med at oplyse og overbevise en vrangvillig lokalbefolkning om socialismens mange velsignelser.

Det holder hårdt, ikke mindst for den tøvende og ikke ganske overbeviste Karen, der vist først og fremmest drog afsted for at følge ved siden af sin elskede Ilja, for hun har mere end svært ved at forlige sig med hykleriet, den ideologiske skråsikkerhed og den hårdhændede behandling af i sær kvinder, børn og bønder, men også mere generelt over for alle anderledes tænkende.

Kærligheden kølnes

Også forholdet til hendes ideologisk stålsatte mand kølnes gradvist i takt med de mange brutale oplevelser med sovjetsystemet. Før diktaturet endegyldigt fæstner sit greb, er der dog legerum for anti-borgerlig eksperimenteren med alt muligt fra sociale omgangsformer til ægteskab og fri kærlighed mellem kønnene.

Det er en frihed, der tiltrækker ikke mindst de gode, avantgardistiske kunstnertyper. Dog ligger frygten sultent på lur, og da stålmanden, Stalin, kommer til magten, sænker frygten sig som en tonstung granitblok over hele samfundet.

Blodfattig, konstrueret fortælling

Det er på mange måder en velkendt historie og Kähkönen tilføjer til trods for den særlige finske vinkel ikke noget originalt til vores syn på sovjetsamfundet.

Bedømt som litteratur var bogen en skuffelse, for skriften letter aldrig rigtigt fra siderne. Det skyldtes ikke mindst, at det er grumt kedeligt, når sproget og tankerne i romanen er så farveløse, nutidige og ikke mindst så retrospektivt rigtige, som de er.

Engang imellem afløses den meget logos-baserede sætningskonstruktion, opbygget af mange argumenterende bisætninger, og den lidt omstændelige, reportageagtige stil af forblommede eller meget følelsesfulde vendinger som: ’Min smukke, energiske, og flyvske far. Min ængstelige ondt forudanende og krumbøjede mor’. Blandingen af de to stillejer støder sammen i mine ører uden at sød musik opstår.

Endelig træder bogens andre personer ikke frem som selvstændige, interessante eller troværdige individer, da det er som om, de skal stykkes ud i fastlagt form, så at de som brikker passer ind i fortællerens fastlagte og kværnende beretning.

Gid at siderne i stedet flød af eksemplar på menneskelig dårskab, humor, fanden-i-voldskhed, ondskab, og hvad-ved-jeg, i stedet for det temmelig forudsigelige og gennemtyggede postulat, der desværre er blevet resultatet.

Mindre humanistisk jeg-grå og meget mere kommunistisk blodrød og dampende.

Granitmanden af Sirpa Kähkönen
416 sider
Oversat af Birgita Bonde Hansen
Gyldendal