Gråzone af Philip Kerr

Jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme: jeg er stor aficionado af Philip Kerrs fremragende Berlin noir -serie om den altid rapkæftede tidligere SS-officer, tidligere privatdetektiv og endnu tidligere politikommissær, Bernhard Gunther. Og min begejstring er kun forøget efter det nyeste adrenalinpumpede skud noir, der i vanlig overlegen stil serveres varmt, bittert, og kulsort som ind i h….

Den skotske forfatter Philip Keer har tidligere udgivet seks bøger i serien, og Gråzone er derved det syvende, og måske(?) hulk, snøft… desværre det sidste bind. Det kunne handlingen godt antyde, uden at jeg skal røbe for meget.

Gråzone tager tråden eller rettere trådene op fra de foregående bind. Og lad det være sagt med det samme: Dette er ikke stedet at begynde for nye læsere. Dertil er handlingen for indforstået og tilbagevisende til, at man vil få det helt store udbytte. Til nye læsere vil jeg derfor klart anbefale at læse kronologisk fra bind et, Martsvioler og frem. Andet ville være en forbrydelse, hvert tilfælde mod sig selv.
Årene er gået og vi befinder os nu i 1950ernes prærevolutionære Cuba, hvor den cubanske efterretningstjeneste har en slem klemme på vor helt, den nu midaldrende Bernhard Gunther. Han forsøger derfor at flygte fra øen, for kun at falde i armene på den amerikanske efterretningstjeneste, der hurtigt finder ud af at Bernie figurer blandt de nazistiske krigsforbrydere, og de sender ham retur til Tyskland til krigsforbryder fængslet Landsberg.

Her venter den selvsamme celle, som Hitler sad i i 1923 den kronisk uheldige Gunther. Og med en dødsdom hængende over hovedet bliver Bernhard Gunther presset til at samarbejde med skiftevis den amerikanske, franske og østtyske efterretningstjeneste. Det er et sandt minefelt, som han må manøvrere i for at overleve.

Samtidig hermed oprulles, som altid i serien, Bernies fortid igennem de afhøringer som de forskellige efterretningstjenester udsætter ham for. Og handlingen forskydes derfor skiftevis mellem romanens nutid og flere fortidige forløb: før krigen, under krigen og efter krigen.

Bernhard Gunther fortid viser en sammensat person, der har kæmpet i 1. verdenskrig, været tilhænger af Weimar-republikken og socialdemokratiet, men som til trods for sin dybtfølte afsky for nazismen også har arbejdet for en af de værste af dem: Reinhard Heydrich.

Plottet i romanen, der vel mere er en spionroman end en krimi, er Gunthers medhjælpen til amerikanernes plan om tilfangetagelse af DDRs senere spionchef den magtfulde Erich Mielke, hvem Gunther kender særdeles godt fra adskillige højspændte møder. Men romanen nuancerer i den grad såvel billedet af hovedpersonen som vores opfattelse af hvem der er de gode og hvem de onde. Det viser sig overordentligt svært at skelne det ene fra det andet og Gråzone (eng: Field Grey), synes at være den helt rigtige titel.

Bogen er fængende, spændende, sanselig og uhyre velfortalt med Kerrs vanlige sublime beherskelse af det historiske stof, de utallige djævelske intriger og en kulsort, veldosseret sarkasme som er Kerrs særlige varemærke. I mine øjne er Berlin-noir serien mesterlig, en af de bedste krimi-/spionserier.

Det er en serie, der vil så meget mere end bare slænge lig over disken, og, som jeg synes, alle med interesse for nazismen, 2. verdenskrig eller noir-genren, burde kaste sig frådende over.
Jeg er hvert tilfælde ved at være klar til et da capo med serien, mens jeg holder filthatten, cottoncoaten og lugeren klar til forhåbentlig endnu mange nye bind.