HHhH af Laurent Binet
Ambitiøs, medrivende og meget original dokumentarisk roman om attentatet mod Reinhard Heydrich i Prag 1942.
’Almost anywhere you look in the politics of The Third Reich, and particularly among its most terryfying aspects, Heydrich is there – at the center of everything’…
‘The dog probably won’t have a decisive role to play in Operation Anthropiod, but I would rather jot down a useless detail than risk missing a crucial one’…
’This is what I think: inventing a character in order to understand historical facts is like fabricating evidence. Or rather, in the words of my brother-in-law, whit whom I have discussed all this: It’s like planting false proof at a crime scene where the floor is already strewn with incriminating evidence’
Grusom mand har mange navne
Siden jeg første gang for et par år siden hørte om denne roman, tænkte jeg, at den ville jeg læse, når den kom i dansk oversættelse (den franske original er fra 2009). Men det er endnu ikke sket, så da jeg på en rejse til Amsterdam fandt den i en engelsk oversættelse, købte jeg den.
Den underlige titel HHhH refererer til et af de mange navne som klæbede sig til den mest frygtede mand i Det Tredje Rige, Manden med jernhjertet, Det blonde bæst, bøddlen, SS Obergruppenführer og Rigsprotektor for Bøhmen-Mæhren, Reinhard Heydrich. HHhH – Himmlers Hirn heisst Heydrich (Himmlers hjerne hedder Heydrich).
To tidsplaner
Den franske forfatter Laurent Binet, der debuterede med denne roman og for den vandt Prix Goncourt du Premier Roman, sætter sig for at skildre to sideløbende, interagerende historier: den i fortiden om Operation Anthropoid, som aktionen blev døbt, hvori de tre vigtigste personer er Heydrich og de to modstandsmænd slovakken Josef Gabcík og tjekken Jan Kubis.
En frygtelig spændende og ubærlig, sand fortælling, der har det hele: umådelig brutalitet, beundringsværdigt mod, selvopofrelse, loyalitet, og grusomt forræderi – Vargas Llosa er citeret for at betegne romanen som en mellemting mellem en græsk tragedie og en fantastisk thriller, og det kan der nok være noget om.
Romanens andet tidsplan, nutidsplanet er fortællerens kommentarer, tvivl, Historiens invirkning på nutiden og fortællerens overvejelser omkring sin egen fortælling. Og det er faktisk uhyre interessant også at læse, fordi det stiller vigtige spørgsmål som: formens betydning, forholdet mellem fiktion og historie – hvordan kan man skrive en historisk roman og være så tro som mulig over for fortiden? -, har vi etiske forpligtelser til at huske fortiden? og i givet fald, hvis historie skal så vægtes tungest: bødlens eller ofrets?
Det er en teknik som blandt andre den spanske forfatter Javier Cercas og cubanske Leonardo Padura Fuentes også har brugt. Men hvor disse to opererer med en mere traditionel form, hvor tidsplanerne for det meste er relativ klart adskilte, der blander Binets genrehybrid tidsplanerne sammen, og jeg synes, han slipper rigtig godt fra det.
The novel and the making of …
Romanen bliver til i en slags kontinuerlig (stilistisk)samtale med læseren holdt i et mundret sprog. Fortælleren henvender sig direkte til læseren, stopper op, korrigerer sig selv, kritiserer andre historiske romaner om emnet – særligt Jonathan Littles mamutværk De velvillige – en af den slags romaner, jeg nok hellere ville have læst, end læse – får på hattepulden for ikke at skildre nazismen, men derimod en blasert postmoderne nihilist – ’Houellebecq does Nazism’. Man får så at sige the story and the making of the story på en og samme tid.
Det er det alvorlige emne til trods en til tider både ironisk og morsom beretning. Og helt igennem er det en selvbevidst roman, som fortæller en vanvittig spændende historie, hvorom jeg helst ikke vil røbe for meget.
Romanen fortjener virkeligt at få et stort læsepublikum, og jeg vil derfor håbe, at et af de danske forlag vil give mig så megen ret, at de bestemmer sig for at udgive en dansk oversættelse.
