Historia de España contada para escépticos af Juan Eslava Galán

Historie. Juan Eslava Galáns fortættede gennemgang af Spaniens historie fortalt for skeptikere, som titlen siger, er nok den mest underholdende og morsomme bog, man kan læse om emnet.

Henvendt til den almindligt interesserede skeptiske læser

Juan Eslava Galán, der er ligeså meget forfatter, som han er historiker, fører den almindeligt interesserede læser gennem århundredernes kommen og gåen i spansk historie.

Igen er det den gode fortælling, der er i centrum og ikke årstal, kongerække og trist udenadslære.

Forfatteren har en enorm detaljeret viden om emnet, hvilket gør ham i stand til at lægge overraskende og nye vinkler på velkendt stof, og afmontere fremherskende myter, som ikke mindst Francotidens skoleundervisning har fostret mange af.

Indavlede habsburgere og stolte stikkere

Det er subjektivt, personligt engageret, morsomt og meget utraditionelt, når Galán ubesværet bevæger sig fra de herskende klassers magtkampe og slibrige affærer og de kongelige ægteskaber, hvor galopperende indavl fremavler forrykte og vanartede konger på stribe, og ned til pøblens slidsomme, korte liv, mens det hele tilsættes et kulturhistorisk perspektiv, der puster liv, lugt og lidenskab i historien.

For eksempel hører vi om, hvordan det gav både ære, prestige og stort set straffrihed at være stikker for Inkvisitionen. Så meget endda at almindelige mennesker stolt skiltede med det på deres huse. Den berygtede Spanske Inkvisition var i øvrigt, hvad torturmetoder og antal af henrettede angår, slet ikke værre end, hvad der foregik på samme tid i lande som Tyskland, Frankrig og England.

Dets skrækindjagende ry skyldes især institutionens lange levetid – frem til første del af 1800 tallet – og ikke mindst oplysningstidens tænkere, der i Den Spanske Inkvisition havde et samtidigt billede på alt hvad der var bagstræberisk, formørket og barbarisk mysticisme.

Dog medførte det angiver-og frygtsamfund, som fulgte med inkvisitionen i slutningen af 1400-tallet og frem med krav om, at man skulle kunne bevise, at man hverken var af maurisk eller jødisk afstamning (limpieza de sangre), men derimod gammelkatolsk (ved blandt andet synligt for alle at spise svinekød) utvivlsomt at den åbne, intellektuelle kritik af kirkens magt og enevælden forstummede og forsvandt.

Det betød at landet i århundrede stod i åndeligt stampe, mens andre nationer udviklede driftige iværksættere og nød godt af fremvæksten af den nye klasse af selvsikre borgere, der gik forrest i kampen mod adlen for at sikre øgede rettigheder. Borgerstanden bibragte i andre lande til en øget vækst, der for lang tid var Spanien helt fremmed.

Historien som tragedie eller farce

Den så berømte uovervindelige spanske armada, blev af spanierne aldrig kaldt sådan. Det var englænderne, der senere for at føje spot til skade og samtidig forøge deres egen heroiske indsats døbte den sådan. Sandheden var at den spanske flåde var både rent talmæssigt englændernes langt underlegen, og teknisk var den intet match for den stærke engelske flåde.

Man behøver ikke at være enig med forfatteren i alt, som når han for eksempel skriver, at den eneste løsning på den baskiske terrorisme nok er at give regionen sin selvstændighed – nej, løsningen er ikke som senere begivenheder har vist, ikke at give efter for et mindretals terror – eller når han måske stirrer sig lovlig bind på sin yndlings-aversion kirken og katolicismen.

Men når det er sagt, er det en letlæst, vidende og virkelig morsom historiebog, hvor Juan Eslava Galán for det meste formår at fortælle nuanceret og engageret med en altid underspillet ironi, der sætter Spaniens mange tragedier: borgerkrige, galskab, rædsler og en uendelig række af tåbelig forfængelighed i et meget menneskeligt lys.

Spaniens historie tager sig for forfatteren vel på skift ud som nogen gange en tragisk komedie og andre gange en komisk tragedie.