Historien om Europa, bind 1, 1300-1600 Opvågning af Karsten Alnæs

Den norske forfatter og populærhistoriker Karsten Alnæs sprutter af fortællerglæde i bind 1 af Historien om Europa. Sjældent har et oversigtsværk været så stor en fornøjelse at læse.

Uendelige opremsninger af kongerækker, krige, teknologiske fremskridt og økonomiske udviklinger. Ofte føles historiske værker, i særlig grad oversigtsværker som én laaang opremsning af hændelser, der førte frem til den moderne verden af i dag. Fortidens mennesker fremtræder ofte som papfigurer, viljeløse agenter for kongers handlen og de overordnede strukturelle samfundsforhold lægger sine snærende, deterministiske bånd på hin enkelte.

Historikerens opgave består så gerne i, fra sin ophævede position som videnskabsmand så nøgternt, tørt og interesseløst som muligt at udrede og servere de kolde facts om historien og dens udvikling op gennem århundrederne.

Fornøjelsen ved at læse disse værker er det ofte så som så med: Ofte føler jeg det som sur pligtlæsning, og tænker, at det måske også er hensigten. Hvad er det jeg mangler, tja.. først og fremmest mennesket og det menneskelige drama på historiens scene.

Jeg vil ikke bare vide, hvordan de levede, hvad de tænkte, og hvordan den brede masse udenfor kongens gemakker oplevede de enorme ændringer i samfundet som indtraf med reformationen, pestepidemierne eller opdagelsen af Den nye verden.

Jeg vil først og fremmest have fortiden og dens mennesker til at træde frem på siderne, så de og deres verden føles, mærkes og lugtes gennem papirets tynde hinde. Det kræver et talent for at fortælle og en evne til at kunne trække de spændende historier ud af fortidens tåge. Et sådant talent besidder Karsten Alnæs til overmål.

Karsten Alnæs, der har en dobbeltgrad i historie og litteratur, gør det klart fra begyndelsen af bogen at hans værk om Europas historie skal befolkes ikke af ideer, politik og konger, men af menneskene i verdensdelen og handle om: ”… sult og uår, om sygdom, om krop og alder, om kærlighed og ægteskab, om krigens hverdag og kunsternes kår… Den skal forsøge at trænge ind i den konkrete livssituation, hvor det er muligt og give en beretning, som samler flere elementer af den oplevede historie i sig. ”

Beretningen tager sin begyndelse i 1300 tallet, hvor Europa rammes af en lang række af krige, kriser og epidemier, der lægger byer og land øde. Men som undertitlen på bindet antyder, så kommer verdensdelen (styrket!) ud af krisen, og der opstår især med den osmanniske trussel for døren en stadig større europæisk selvbevidsthed.
Men i stedet for at opsummere bogens indhold, vil jeg hellere give et typisk eksempel på, hvordan Alnæs griber sin fortælling an, så man som læser suges ind i det historiske univers fra første sætning.

Indledningen beretter om det hellige, kristne Konstantinopels fald til Osmannerne og i stedet for lange beskrivende og nøgternt redegørende passager om slagets parter, som optakt til det endelige slag er det lige på og hårdt i korte, mættede sætninger med overtoner af dommedag og udslettelse:

”Det blafrer i osmanniske vimpler og flag uden for Konstantinopels bymure. Den tyrkiske janitsharmusik spiller. Store bål brænder på sletterne udenfor. Sollyset reflekteres i tusinder af teltduge, det blinker i kanoner, og det vrimler med soldater i brynjer.

Konstantinopel står for fald

Nogle af de tyrkiske officerer sætter i med krigsråb, men ingen går til angreb. Inden for murene høres salmesang. Den byzantinske kejser Konstantin XI holder en tale og går derefter til messe i Hagia Sofia fulgt af sine højeste embedsmænd og sine fremmeste officerer. De modtagernadveren og får syndsforladelse, før de vender tilbage til deres poster på murene.

Hvad er der på færde? Konstantinopel, den gamle hovedstad i det øst-romerske rige, står for fald. Prælater og fyrster skælver i Rom, Barcelona og London. Paven og kardinalerne bønfalder Herren: Lad det ikke ske! Skulle det alligevel ske, er det regn på dommedag snart vil komme, og at Kristus vender tilbage for at dømme levende og døde?

I 54 dage har den tyrkiske sultan Mehmet IIs tropper omringet Konstantinopel; der er over 10.0000 mand. De store kanoner dundrer uafbrudt mod bymurene. En af dem har en speciel historie.”

Hvorefter vi forlader de store hære samlet til slag for at få dykke ned i den mindre kulturhistoriske beretning om én kanons tilblivelseshistorie og ikke mindst dens ingeniør den ungarnske kanonbygger Urban, der først tilbød sig til tjeneste hos kejseren i Konstantinopel, men som endte med at tjene den osmanniske sultan!

Alnæs får ved flittig inddragelse af dagbøge, mémoires, littertur og billeder givet stemme til historiens individer. Særligt fremragende er underafsnittet ”Ni fortællinger fra Europa”, hvor ni forskellige europæeres betagende historie vækkes til live, hvorved vi også får et dybere blik ind i perioden og datidens liv og normer, under æggende overskrifter som f.eks. ”den kåde præst i Languedoc”, ”Anna Büschers lidenskab” og ”Martin Guerre vender tilbage”.

Der er mange flotte illustrationer i værket, og som det gerne skulle fremgå, har det været en sand nydelse at læse bogen og blive konfronteret med en verden af i går manet frem af en fremragende fortæller.

Jeg glæder mig til at tage fat på bind 2