Hjertet slår og slår af Jens Smærup Sørensen

Og slå gjorde også faderens skuffede kæmpe-grabber, der nu ligger som tavse, sarte knoglebundter, mens sønnen genkalder sig den forgangne verden: de hårde drengeår på gården i det Himmerlandske.
Men også den engang så mægtige patriark har selv sin historie fyldt med svigt og savn, og det er næsten for overvældende for den nu voksne søn. Lavmælt, men stærk roman om det evigtgyldige forhold mellem far-og-søn.

'Jeg havde sat mig op imod ham. Det var dét der skulle til. Det var sådan jeg skulle gøre. Jeg skulle i al fremtid være oprørsk og helst alle vegne og hver eneste gang jeg kunne føle nogen som helst trang til det. Den tanke var nu straks så indlysende rigtig at jeg et halvt liv har tøvet med at overveje den mindste indvending mod den.
Skønt oprørskheden slet ikke blev ved med at være en fuldkommen ublandet fornøjelse. Hvis den nogen sinde har været det. Nej, for den viste sig også altid at indbefatte et oprør mod mig selv, og det har den selvfølgelig været lige fra jeg begyndte på det: Han var i mig. Jeg fordømte ham ikke uden samtidig at kaste vrag på en god del af mig selv … nej jeg har værnet om min status som pestilens for mig selv, og i bedste fald vel en kantet og besværlig person for mine omgivelser…’

Patriarkens efterår

Man kunne velsagtens fylde flere biblioteker med litteratur, der beskæftiger sig med et af de ældste temaer i menneskets historie: det komplekse forhold mellem far og søn. Jens Smærup Sørensen tog også i romanen Mærkedage temaet op, hvor op til flere stærke patriarker, dybt rodfæstede i det agrare landbrugssamfund, stod overfor sønner, brandmærkede af det moderne, som ikke ønskede ved jorden at blive, men derimod at bryde op og drage til byen. Men også de måtte sande, at der altid er en pris at betale.

Ligesådan forholder det sig i Smærup Sørensens seneste ’lille’ roman: Her vender en professor i historie hjem til Himmerland for at tage afsked med sin døende far på plejehjem. Men hjertet er sejt og vil ikke sådan give slip på livet, og mens sønnen, i begyndelsen modvilligt, sidder og holder faren i hånden, og stueurets tik-tak fylder rummet, vælder minderne frem.

Samvittighedens vikar

Til hans eller gårdmandens, som faderen konsekvens omtales, store fortrydelse, viste sønnen sig hurtigt som en skuffelse, en døgenigt, en dagdrømmer og en umulius uden greb om det praktiske arbejde på gården, som der står: 'Jeg gjorde hvad jeg fik besked på at gøre, eller jeg gjorde det ikke. Hvis ja, kunne han holde ud at se på mig, hvis nej, måtte han bruge magt, før han fik det bedre. Dårlig samvittighed slap jeg dermed for. Han påtog sig som dens vikar at eksekvere enhver straf jeg havde fortjent.

En opgave gårdmanden tog særdeles seriøst, dog uden det hjalp. Men heller ikke i skolen var sønnen noget stort lys, og derfor mente faderen vel, at sønnen ville gå i hundene, hvis ikke han blev tævet til lydighed og med faderens ubøjelige vilje blev formet til et ordentligt mandfolk, der kunne overtage gården.

Hele tiden skal sønnen stå til ansvar, gøre sig nyttig og kunne svare for sig og det bundfælder sig i drengens psyke som skam, frygt og selvbebrejdelse. Han bliver tavs og indesluttet som en form for protest, og måde hvorpå han kan hævne det, han føler som en uret.

Den enerådige hersker er vant til at blive respekteret og frygtet også ude i lokalsamfundet for sine kæmpekræfter og aldrig rystende autoritet. Moderen oplever sønnen som undvigende og udglattende.

Men selvfølgelig er der også andre sider af faren, som sønnen nu husker: at han kunne lave sjov, skære ansigter og indimellem også ligesom godmodigt søgte en nærhed og kontakt, også fysisk til sønnen. Disse forsøg fra faderens side er dog som oftest forgæves, for sønnen gør hvad han kan for undgå det han føler som en pinlig, intimiderende intimitet.

Efterhånden rulles i glimt også farens triste historie op, som tilfører nye lag og nuancer til portrættet:

’… (præsten) opfordrede os til at sammenholde de to billeder af ham – måske også som et billede af et lille, forladt og hjælpeløst plejebarn og et billede af en stor og selvrådig mand med magt over sine folk – og sammenholde dem med alle de andre billeder af ham, vi hver i sær havde oplagret i vores erindring om ham, for her, hvor vi skulle tage afsked med ham, at se ham som det hele og fulde menneske han var. For det var sådan, som den mand han blev, og som det menneskebarn han dog var, det var sådan – det måtte vi tro – han gik ind i sit evige liv. Det var for overvældende for mig. At der med udgangspunkt i ham kunne tales så smukt’.

Og solen går sin gang

Faren dør til sidst, og arven kan måske gøres op. Kæden fortsætter idet sønnens oprør ’den idelige protest mod sit eget væsen’ er gået i arv til også hans søn, hvis jeg som en slange synes at fortære sig selv: det synes at være romanens svar på, hvilken pris det moderne menneske også må betale, altså bagsiden af opgøret med det patriarkalske bondesamfund og den vundne, umådelige frihed, der kan føles som en byrde.

Glimt af håb og lykke er der dog, som efter begravelsen, hvor familien til slut gør holdt på en tankstation:

’Det var nogle fedtede og halvtrætte og så godt som lykkelige minutter vi sad der. Eller vi havde lige haft held til at anbringe os i et lille mellemrum i tiden hvor de fleste indvendinger mod tilværelsen og os sev næste lydløst faldt til jorden. Vi kunne være blevet der. Hvis ikke solen havde gået sin gang og nu var ved at gå ned, og de kulørte plasticpaneler over tankområdet begyndte at lyse.'