Huset Romanov af Simon Seebag Montefiore

Det går voldsomt for sig, når Montefiore fortæller, hvordan det lykkedes familien Romanov at omskabe et krigshærget fyrstendømme til det mægtige russiske imperium, og hvordan magten 300 år senere gled ud af den sidste tsars hænder.

Simon Seebag Montefiore er engelsk historiker og skønlitterær forfatter, og han har tidligere skrevet en biografi om Jerusalem, to bøger om Stalin samt en håndfuld historiske romaner. Den foreliggende bog skildrer Romanov-dynastiets storhed og fald.

Montefiore inddrager gerne de mere kulørte, pikante og grusomme detaljer i sine skildringer af tsarerne og deres hof og benytter sig af fortællermæssige greb som forudanelse og krydsklipning, hvilket skaber suspense og fremdrift i den 600 sider overvejende medrivende historiefortælling.

Frem af forvirringens tid

Vi begynder i forvirringens tid, hvor Ivan den Grusommes terrorvælde kaster fyrstendømmet Moskva ud i borgerkrig og anarki, der varer indtil en ny rigsforsamling af bojarer med blottede hoveder og bøjede knæ trygler Mikhail Romanov om at acceptere tronen.

De lavadelige Romanover har forbindelse tilbage til Ivan den Grusomme, men de har længe måttet leve i frygt for at blive udslettet af de forskelligt kæmpende fraktioner. Men frem til 1917 er det Romanov-dynastiet, der sidder på tronen og udvider det oprindelige fyrstendømme til verdens største imperium.

De ydre fjender er i denne periode først og fremmest den polske konge, tartarer og khanater - efterkommere af Djengis Khans mongoler.

Romanoverne indgik lige fra begyndelsen en aftale med adlen, hvor denne accepterer tsarens overherredømme, mod at adlen får lov at herske stort set uindskrænket over bønderne, der bliver til livegne, ikke meget bedre end for slaver at regne.

Det til trods skildrer Montefiore det ligesom hellige bånd, der opstår mellem tsaren og hans folk, sådan at det fattige og kuede folk oftest vender deres vrede og frustationer mod intrigante og korrupte hoffolk, mens ’lillefar’, som zaren blev kaldt, forblev uden skyld.

Putins to forbilleder: til venstre, den første russiske zar, Ivan den grusomme, der med hjælp fra sin private dødspatrrulje, opritjniki med terror og mord knækkede adlen, og til højre den reaktionære  og nationalistiske zar Alexander den III, der vendte sig mod sin faderes liberalisme og regerede Rusland med jernnæve.

Helte, Hofintriger, halshugninger og halsløse gerninger

Ved hoffet går det forsat voldsamt for sig i de evindelige magtkampe, hvor den tabende part ofte ender med radbrækning, spidning, flåning, eller afskårne næser. Der er deciderede massakre, og blodet flyder i lange, klistrede baner.

Den dekadente livsførelse ved hoffet er et gennemgående træk med dværgkast, cirkus af forkrøblede skabninger, Peter den Stores døddrukne synode, hvor tsaren tvinger ministrene til at drikke sig fra sans og samling og opføre skuespil, mens han giver dem kaldenavne, som alle er omskrivninger af det mandlige kønsorgan. Alkoholen flyder i livstruende mængder.

Et studie af magt

I Montefiores gennemgang af tsarene skiller henholdsvis Peter den Store og Katharina den Store sig positivt ud ved deres vilje og evne til at udvide territoriet og modernisere landet.

Men særligt den tyranniske Peter var med god grund hadet af alle sine hoffolk - især af sin egen gammelortodokse søn, som Peter endda lod myrde, mens den oplyste Katharina den Store havde et utal af unge elskere.

Bogen er både et studie af magt og et portræt af det imperium, som skabte nutidens Rusland.

Det var ikke nogen nem opgave at lede det kæmpemæssige imperium, og Romanovernes 300 år ved magten endte brat, da den i begyndelsen selvovervurderende, men senere stadigt svagere Nikolaj den 2. måtte abdicere og endnu senere blev henrettet med sin familie under borgerkrigen af de nye, røde tsarer, bolsjevikkerne.

Huset Romanov af Simon Sebag Montefiore
oversat af Poul Henrik Westh
Informations Forlag
600 sider