Hvide duer ved daggry af James Lee Burke

Den Amerikanske Borgerkrig er ramme for Lee Burkes blodige og stærk medrivende historiske roman om Louisiana før under og efter krigen. Den handler om slaveriets trællebånd, om hævn, fortrydelse, blodets tykke bånd, magtens tomhed, desillusion, og verden som skyggespil, - og så er romanen en beskrivelse af den gamle verdens bortgang og det nye forandrede USA, der rejste sig af krigens aske.

The Civil War

Det er ikke en krimi James Lee Burke har skrevet med Hvide duer ved daggry (2004), men bogens temaer og det dampende hede Louisiana, vil være velkendte for læsere af hans Dave Robicheaux-serie.

Størstedelen af romanen foregår i de skelsættende år fra 1861-1865, hvor USA blev sønderrevet i en blodig og brutal borgerkrig, hvis konsekvenser romanen skildrer - ikke bare gennem de mange dræbte og lemlæstede -, men også via det mentalitets–og civilisations skred som fulgte som en konsekvens af krigen. Og det skildrer Lee Burke særdeles troværdigt og livagtigt i sin roman.

Farverigt persongalleri

Romanen har et stort og veludviklet persongalleri, men de centrale personer er:
- Den fattige men belæste og meget selvbevidste Willie Burke
- hans ven Robert Perry, der er ung arving til en slaveplantage (de to er i blandt James Lee Burkes forfædre)
- sygeplejersken, idealisten og den smukke nordstatspige Abigail Bowling – hvem de to venner Willie og Robert begge er tiltrukket af
- den ambitiøse og lærenemme mulat slavepige Flower, der er ulegitim datter af den store mand på egnen -
- Plantage-og slaveejer Ira Jamieson, der er en særdeles usympatisk, forloren, magtfuldkommen og kynisk mand, men som samtidig også - som et hvert magtmenneske – er et ensomt, trist, paranoidt og til tider rørstrømsk og sentimentalt menneske.
- Og så fanden selv i menneskelig forklædning – Rufus Atkins - Ira Jamiesons morderiske håndlanger.

Dette er blot hovedpersonerne, der alle skildres indgående i løbet af romanens kun trehundrede sider. Derudover er der et væld af karakterer, der går ind og ud af fortællingen, som handlingen skrider frem. Dette til trods -James Lee Burke er ikke krimiforfatter for ingenting- holdes handlingen sammen af et velkomponeret plot, hvis begyndelse og ende, når hinanden i romanens finale, hvis kulmination, der bygges effektfuld op til gennem hyppige synsvinkelskift og suspense.

Én verden går under og en ny opstår

Med en blanding af afstandtagen og bevæget melankoli beskriver Lee Burke på karakteristisk nuanceret vis den sydstatskultur, der engang var - på godt og ikke mindst ondt.

Willie Burke melder sig ved krigens udbrud uden tøven på Konføderationens side, dels fordi, han er bange for at blive opfattet som mindre mand, hvis han ikke gjorde, men også fordi, han lige som mange af de andre i romanen er bange for at noget skal gå tabt, hvis Unionen sejrer.

En form for lokalpatriotisme, der er mere irrationel, uforklarlig og måske uforståelig end den, der driver Sydstaternes store plantageejere, som først og fremmest er drevet af smålig skelen til profit og fastholdelse af deres egen magt og rigdom, som hviler på hensynsløs udbytning af de sorte slaver. Som slave-ejer Ira Jamiesons far så nøgternt og realistisk konstatere: Der er ingen forskel på hvide og sorte, og når de finder ud af det, bliver alt det her taget fra os.

 Krigens gru efterlader mange af personerne med ar, desillusion og vemod over en tabt verden, mens det nye for andre betyder frisættelse fra slaveriet og plantageejernes despotisk regime. Det er dog bestemt ikke alle, der vil anerkende Sydstaternes uundgåelige nederlag.

Disse forbitrede går sammen og danner kutteklædte broderskaber, der via terror, mord og trusler vil tvinge tidens hjul tilbage, straffe fraternisering med fjenden og genetablere den hvide mands ukrænkelige råde og halsret over de sorte i racistiske fællesskaber som White League og Knights of White Camellia, der må være forløbere til det senere Ku Klux Klan.

Undertrykkelsens nye former

Og undertrykkelsen finder nye former i skikkelse af korrupte hævngerrige og begærlige nordstatsfolk og kyniske overlevere som Ira Jamison, der efter krigen lejer sin jord ud til straffefangelejre, så pekuniær fortjeneste og undertrykkelse fortsat kan gå hånd i blodig hånd.

Det er en velfortalt og spændende historie. Og på på relativ kort plads opruller James Lee Burke med sin velkendte fine prosa en hel verden af i går i et sansemættet og modsætningsfyldt billede. Dog, hvis jeg skal være bare en lille smule kritisk, så er de sproglige billeder nok lidt mere automatiske, gentagende og løse end i de foreløbig fem Robicheaux-krimier, jeg har læst – en mund med tænder som en række væltede gravstene – gentages flere gange m.v.

Og så er der også en person, der dør på næsten fuldstændig samme vis som en skurk i Flamingo Blues. Men altså, jeg følte mig underholdt på et meget højt plan gennem alle bogens dramatiske sider.

P.S. lad ikke den danske udgaves temmelig uelegante, valne-efterstræbt patina-agtige forside skræmme dig væk fra en god og meget læseværdig historiske roman.