I tider med aftagende lys af Eugen Ruge

Fremragende slægtsroman fra DDR kombinerer på smukkeste vis den personlige livshistorie med den store historie, og romanen formår med underspillet humor og menneskelig varme at skildre kommunismens svindende lys og den svære frigørelse fra verden af i går.

Den store fortælling i den lille histore

Jeg holder meget af romaner, som formår at give en personlig, individuel fremstilling af de store historiske omvæltninger, hvor litteraturen kan give kød, blod og tanker til historiebøgernes mere upersonlige fakta-ophobning. Det kan i bedste fald give en meget stærk fornemmelse af samtidighed og kontinuitet – at historien så at sige bliver levende på ny.

Men ofte, synes jeg, at de fiktive personer i store slægtsromaner ender med at være typer, repræsentanter for noget andet end dem selv, og det kan tit virke meget skematisk og klichefyldt, sådan alla: den reaktionære, spidsborgerlige bedstefar, der efterfølges af den oprørske, antiautoritære søn med alt hvad dertil følger, for endelig at nå til vore dage med det rodløse, historieløse …( o.s.v.) barnebarn.

DDR’s historie skildret gennem familien Powileit

Eugen Ruges roman er fantastisk derved, at den formår at belyse konflikterne i tiden, mellem generationerne og mellem ægtefællerne samtidig med at den giver nogle troværdige, helstøbte psykologiske portrætter af personerne i denne østtyske- russiske slægt fra bedsteforældrenes politiske eksil i Mexico i 1950erne, til bogens mest centrale figur, sønnen Kurts ophold i fangelejr i Sibirien, til den tilbagevendende nøglescene i 1989, og barnebarnet Alexanders mislykkede liv i vore dages post-kommunistiske Østtyskland.

Det er alt sammen skrevet med en utrolig indlevelse så synsvinklen, og det psykiske filter hvorigennem verden fremtræder for personerne, fremstår både loyalt og individuelt, sådan at den samme begivenhed kan skildres på vidt forskellige måder i forhold til, om den er oplevet af den gamle halv-senile russiske bedstemor eller af det unge oldebarn.Og for hver gang den samme begivenhed fortælles, fremtræder nye lag og tolkninger.

Varme og humor trods gru og frygt

Romanen er episodisk og ikke kronologisk og den er fortalt med en form for (læsevenlig) bevidsthedsstrøm: snart indre monolog, snart fine ydre sansninger, som er med til at give fortællingen nærhed, stoflighed og en sart melankoli.

Det er egentlig en meget trist fortælling om spildt liv, forstillelse, himmelråbende hykleri og forskellige former for forræderi tilsat den store desillusion med murens fald, men den varme humor, manglen på moralsk fordømmelse og personernes komplekse følelsesliv, der ikke lade sig styre af de nyeste dessiner fra Moskva, gør bogen til en uventet, rørende og opløftende oplevelse fuld af menneskelig varme trods al gruen med ’selvkritik’, det pyntede magtbegær, paranoiaen og frygten for at blive peget ud som renegater eller tomheden efter ideologiens bortgang.

Fremstillingen af Kurt, der på trods af, eller er det måske netop på grund af, sine lange år i en af Stalins fangelejre simpelthen må klynge sig til troen på, at det efter den morderiske Lillefar stadig er muligt at skabe en form for kommunisme med et menneskeligt ansigt, er bevægende til trods for Kurts selvretfærdige forstokkethed.

Denne blinde tro gør det i øvrigt umuligt for ham at forstå sin egen søn, Alexander, der højlydt og bevidst-provokerende foragter og forkaster hele det forløjede DDR-system.

En fantastisk roman, anbefales på det varmeste.