Imperium af Christian Kracht

Christian Kracht fortæller i romanen den lidet kendte historie om den tyske utopist, August Engelhardt, der i starten af 1900 tallet drog til Ny Pommern og opbyggede en koloni af soldyrkende kokovaranere.

Det er en pastiche eller parodi på såvel 1800 tallets pernitne fortæller som den tyske imperietrang.

Romanen er dog nok først og fremmest samtidssatire i historisk forklædning, der latterliggør den radikale, kritikløse dyrkelse af det primitive, hvor ’autenticitet’, spiritualitet, stenalderkost og økologi udgør den egentlige føde.

Der er bestemt morsomme passager i bogen, men i længden bliver den prætentiøse og kunstlede form mig for meget; for selvforelsket, intertekstuel og metabevidst til et egentlig engagement. Forlægget til historien er ellers mildest talt forunderligt.

En tysker i sydhavet

Da vi møder August Engelhardt første gang, er han på flugt. På flugt fra Det Tyske Kejserige og civilisationen, der for ham er en afskyelig løgn, der dækker over hedonistisk materialisme, hæmningsløs udbytning og småborgerlig moral.

Derfor sidder den unge indestængte og nervøse Engelhardt om bord på et skib, der skal føre ham til den tyske koloni Ny Pommern (Papua Ny Guinea), så at han så langt væk som muligt fra de andre væmmelige og vulgære tyske kolonisatorer kan grundlægge sit idealsamfund af pacifistiske nudister, der kun lever for og af den store kokosgud.

Men det går ikke så let, for virkeligheden, øen, de indfødte og dyrkerne af hans religiøse sekt er kun et fattigt genskin af Engelhardts paradisiske idealverden: svigfulde, løgnagtige, perverterede og kun alt for menneskelige, viser de sig at være alle som hobe. Kun drengen Makeli, en indfødte, der bliver Engelhardts tjener(!), holder den ensomme og gradvist mere og mere afsindige blonde tysker ved selvskab.

Den ensidige kost bestående af kokos forværre den mentale forstyrrelse og paranoia, som et udbrud af spedalskhed endegyldigt sender hinsides enhver fornuft.

Nazi-kortet

Gentagne gange sammenligner fortælleren Engelhardt med en senere nok så berømt veganer: Adolf Hitler. Det er en klar provokation til tanken, og lighederne er da også mange. Men pointen er vel nok at mange af de radikale, irrationelle og romantiske strømninger i tiden, der fik Engelhardt til at vende ryggen til civilisationen, var de samme som senere førte til at Hitler, den selviscenesættende ’frelser’ med wagnersk storhed i selvfølelsen og antisemitisme på hjernen, på demokratisk vis kunne bliver tysk kansler.

Engelhardt væmmes dog modsat Hitler ved jødehadet, indtil han på uforklarligvis pludselig slår om.

Spørgsmålet om, hvorvidt Engelhardt er den frelsende Jesus eller blot en afklædt kolonisator, er vist mere af retorisk art.

Selvbevidst og intellektuel

Henning Goldbæk har gjort et stort arbejde med oversættelsen. Det kan ikke kan have været nogen nem opgave at få de svære, lange og slyngede sætninger omformet til et forståeligt dansk. Den tyske syntaks er bevaret, hvorved det særligt lydbart tyske ligesom (ud)bredder sig ud over de blanke sider i al sin magt og vælde. Billedsproget er svulstigt og højstemt med utallige metaforer og analogier, og fortællerens ustandselige digressioner gør desværre i længden beretningen til en noget blodfattig, monoton og intellektuel affære.

Jeg mener godt at kunne få øje på hensigten i form og indhold, men jeg efterlades altså desværre noget tom og uinteresseret, lukket ude af de overlæssede hjernevindinger, hvor referencer og fremmedord fyger i begejstret benovelse over egen dygtighed.

Jeg finder nok, at formen i længden netop er mere anstrengende end egentlig vellykket parodi. Der er dog passager, som er morsomme, som for eksempel beskrivelsen af klavervirtuosen Max Lützow, der forsøger sig som hypokonder, men ulykkeligvis for ham, afviser Freud at undersøge ham: ’den berømte nervelæge anså den berlinske musikers lille hysteri for at være for usselt og uinteressant … ’, dobbelt øv.