Imperium og Lustrum af Robert Harris

 Robert Harris har skrevet to ret så spændende, og gennemresearchede historiske romaner fra den romerske republiks sidste år om retorikkens mester, det politiske dyr, Cicero, og det højspændte og storpolitiske spil, han var ivrig deltager i.

Romanerne kredser om de evigt skiftende alliancer og studehandler og undersøger nøje magtens beskidte anatomi – nogle forhold har selvfølgelig ændret sig, men ligeså meget har ikke. Og fortiden er i romanerne som et fjernt spejl, som læseren, om end forvrænget, nok kan genkende sin tid i.

Politik, dengang som nu

Den britiske forfatter Robert Harris har en fortid indenfor det politiske livs sfære, idet han har arbejdet for partiet Labour under Tony Blair, og han kender således indgående de politiske processer og det politiske livs skyggesider, hvilket han tydeligvis drager nytte af i sin foreløbig to bøger i en planlagt trilogi om Ciceros vej til stjernerne, fald og endeligt, som falder sammen med Den Romerske Republiks svanesang.

Fortælleren Tiro

Fortælleren i romanerne er slaven og Ciceros sekretær Tiro, en person, der har eksisteret i virkeligheden, og som, Harris redegør for, med al sandsynlighed skrev en biografi om sin Herre, der dog for altid gik tabt. Tiro blev eftersigende hundrede år gammel, forfattede afhandlinger om det latinske sprog og nedskrev som den første en tale i senatet ordret. Hans stenografiske metode blev i flere århundreder brugt af kirken, og endnu i dag er der spor efter hans virke i form af symbolet ’&’ og forkortelserne ’etc’ og ’NB’.

Den nye mand og vejen til stjernerne

I den første roman Imperium følger vi den ’nye mand’ (ikke adelige) Ciceros vej fra sagfører til magtens tinde; konsulembedet. Romanens kerne er den sag som Cicero i år 79 f. k. påtager sig at føre mod Siciliens korrupte og tyranniske guvernør Verres.

I den ser Cicero med rette en mulighed for at markerer sig, ikke mindst, da forsvareren er den herostratisk berømte romerske orator Hortensius, domstolenes konge. Det er historien om opkomlingen, den ’nye mands’ indædte kamp mod det etablerede, magtfuldkomne, bundkorrupte og snobbede aristokrati. Men domstolen er egentlig en scene for et meget større politisk spil, hvor særligt de tre magtsyge giganter Pompejus, Crassus og efterhånden også Cæsar kæmper om at rage så megen magt til sig som muligt.

Hovmod og altings skred

I bind to Lustrum skriver vi år 63 f. k. og den stræbsomme, snedige og hyperintelligente Cicero er nu konsul i et stadigt mere splittet romersk rige. Magten korrumperer, og den tidligere så nøjsomme Cicero viser tegn på indbildskhed og hovmod, som skal koste ham dyrt, og som hans mange modstandere ikke er sene til at bruge imod ham.

Den store Pompejus, republikkens sejrrige general, med et ego og et behov for udklædning og teatralsk selviscenesættelse, der ville få en Herman Göring til at blegne, oversvømmer Rom med sine millioner af skatte fra erobrede lande, og hans brændende sol giver i den grad senatet bange anelser for deres og republikkens fremtid.

Den skamløse pengepuger og Roms rigeste mand Crassus gør sammen med den iskolde, beregnende Cæsar sit til at republikkens fundament slår stadig dybere revner. Og de bruger efter forgodtbefindende psykopaten Catilina og den populistiske Clodius mod Cicero og mod republikken. Intet er helligt, og alle kneb gælder i forsøget på at tilrane sig den totale magt over imperiet.

Det politiske i centrum og den sammensatte Cicero

Robert Harris har en udsøgt evne til at fremstille det politiske rænkespil, så det fremstår særdeles troværdigt, levende og spændende. Og ligeså vel får læseren mange eksempler på Ciceros udsøgte oratoriske evner – med én rammende og lammende sætning kunne Cicero spidde sine modstandere med sin knivskarpe tunge. Denne sarte mand, der afskyede vold, gjorde sarkasmen, latterliggørelsen og forhånelsen til en sublim kunstart til skræk for sine modstandere, og til glæde for de mange tilhørere.

Man får i løbet af romanerne et sammensat billede af Cicero af det politiske Rom og det begyndende skred i magten, normerne og institutionerne, som bliver enden på republikken.

Derimod er det Rom, der ligger udenfor magtens sfære stort set fraværende. Ligesådan er det sanselige, udskejende Rom med lugte, druk, excesser og hor, kun noget man indimellem hører genfortalt, uden at den bornerte Cicero deltager, ej heller gør den noget farve- og konturløse fortæller Tiro.

Alligevel vil jeg varmt anbefale disse meget velskrevne historiske romaner, og jeg ser med glæde frem til at læse sidste del af trilogien, når den måtte udkomme på dansk.