Indkredsning Af Carl Frode Tiller

I velskrevet norsk roman skildres med stor psykologisk indsigt det smertelig skel mellem ungdommens højtflyvende drømme og den fladtrådte, tarvelige virkelighed

Det er det helt store eksistentielle spørgsmål om identitet som den norske forfatter Carl Frode Tiller tager op i sin tredje roman på dansk, Indkredsning. Romanen forsøger gennem en fremstilling af en række skæbner at indkredse, hvad et menneske egentlig består af udover kød, blod og knogler. Det er der kommet en særdeles vellykket, men barsk roman ud af.

Den unge David, romanens fraværende hovedperson, har fået hukommelsestab og en annonce i avisen opfordrer alle, der har kendt ham, til at skrive og fortælle om deres forhold til ham, sådan at han af den vej kan rekonstruere sin fortid. Det er derfor kun igennem de andres fortællinger om David, at læseren kan danne sig et billede af ham.

Romanen er struktureret af tre lige store dele, i hver af hvilke personer med tæt tilknytning til David fortæller om deres nuværende liv. Det drejer sig om Davids barndomsven, den forkrampede og indelukkede Jon; Davis stedfar, den mildt formanende præst Arvid, der er dødeligt syg af kræft og endelig Davids ekskæreste Silje, der tidligere gav den som sværmeriske boheme, men som nu lever et trist og hverdags gråt liv.

Ind imellem disse nutidsfortællinger får vi i de breve, de stiler til David, ikke bare et komplekst og modstridende billede af ham, men altså også et billede af den enkelte brevskrivers fortid, som står i skærende kontrast til den depressive og modløse krisesituation, som de alle befinder sig i nu.

Det er karakteristisk for alle de tre brevskrivere, at de er intelligente og reflekterende mennesker, der dog til trods, eller måske er det netop på grund af deres intellekt, kommer til kort, fordi de er for fortænkte, for analyserende, og i sær gælder det for Jon, er for nærtagende til at kunne handle og være sådan som de gerne vil være. Det ses tydeligst i dialogerne, der er små fortættede hverdagsdramaer, hvor man som læser hele tiden fornemmer, at der under det mere eller mindre tilforladelige ligger en afgrund af bitterhed, forsmåelse og bristede illusioner,

Personerne kan ikke få greb om og finde et sprog, der er i stand til at videregive det indre kaos, de føler, og gang på gang handler de i modstrid med deres intentioner og forværrer derfor deres egen situation.
Afsnittet om barndomsvennen Jon, der gemmer sin fiasko som musiker bag et tykt lag af sort ironi og kynisme, er blændende godt skrevet.

Man føler som læser uvilkårligt medlidenhed med den usikre og forsømte mand, der bag den ligeglade attitude er sig sin egen uheldige fremtoning fuldt bevidst, men som tragisk nok ikke er i stand til at ændre den. Her er som i resten af romanen ikke meget opbyggelighed at hente.

Romanen er første del af en planlagt trilogi og jeg ser frem til at læse fortsættelsen. Jeg vil varmt anbefale bogen først og fremmest for de fremragende dialoger, der opleves som veritable krige på ord.
Så, hvis man som læser ikke er bange for at tage favntag med litteratur, der tør beskæftige sig med store og væsentlige emner, kan Carl Frode Tillers roman være et godt bud.