Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché af Stefan Zweig

Zweigs romanbiografi om den evindelige edbryder, Joseph Fouché, der på et hængende hår snørede både Robespierre og Napoleon, er fascinerende læsning.

Den østrigske forfatter og humanist Stefan Zweig skrev ud over sine dybdepsykologiske noveller og erindringsværket Verden af i går, en god bunke romanbiografier om historiske skikkelser som blandt andre omhandler Erasmus, Magellan, Marie Antoinette, Maria Stuart og Balzac.

Stjernestunder

Skal man starte et sted, vil jeg anbefale Zweigs eminente bog, Stjernestunder, der i sandhed er fortættet stjernestøv, hvor forfatterens blander digterisk frihed og perspektivering med historisk præcision i sin skildring af skæbnesvangre valg, der på afgørende vis ændrede historien: Napoleons nederlag ved Waterloo, Byzans undergang, Balboas ekspedition til Sydhavet (Stillehavet) og Händels dybe krise, der affødte værket Messias m.m.m. Det er elementært spændende og psykologisk indlevet.

Edbryderen

I kamæleonen giver Zweig sin fremstilling af den franske statsmand, Joseph Fouché, der var en ledende skikkelse i de blodige revolutions år i Frankrig, og som otte gange brød en troskabsed, skiftede ham og snoede sig over på den modsatte side.

Til trods, eller måske nærmere på grund af sit gentagne forræderi, var han en af de få revolutionsledere, der døde en naturlig død.

Joseph Fouché var søn af en købmand og sømand, men hans svag fysik og boglige evner gjorde, at han i stedet for på søen kom i klosterskole – datidens eneste karrierevej for det boglige borgerbarn.
Spydigt lakonisk konkluderer Zweig, at Fouché i de ti år, han tilbragte her, lærte de sig de evner, der sidenhen skulle blive så uvurderlige for hans kometkarriere: Forstillelsen og den koldblodig evne til at slå til på det helt rette tidspunkt.

Fouché havde ikke de store revolutionslederes karisma og oratoriske evner, og ifølge Zweig var han decideret afskyvækkende af udseende: blodfattig og grim med tunge øjenlåg, der hang ned over døde fiskeøjne.

Fouché er blottet for overbevisning, og i revolutions blodigste år bliver det hans fordel: at han har en hunds fært for, hvor marioteten befinder sig, og i hvilken retning vinden blæser.

Fouché er hensides overbevisning og moral og fremhykler blot ifølge Zwieg en radikal lidenskab, men forbliver dog hele vejen nøgtern realistisk i forhold til magten. Han formår konstant at dække sig ind til begge sider, hvilket er noget af en bedrift, når det gælder liv eller død om at vise det rette sindelag.

Den tidligere præst in spe står bag kirkeskændinger og myrderier i Lyon, da byen skal afstraffes for sin kontrarevolutionære opsætsighed, og den senere hertug og millionær prædiker med kommunistisk etos mod borgernes usle mammondyrkelse, og ham, der senere spiller en vigtig rolle i monarkiets genindførelse, stemmer for henrettelsen af Ludvig den 16.

Spændingen ved magten

Det er spændingen og intrigespillet ved magten, der interesser Fouché, og ikke dens ydre klædebon, den overlader han til andre, der alle falder på stribe for faldøsken i guillotinen.

Fouché er naturligvis nok frygtet og hadet til højre og venstre, mens hans ypperlige evner for intriger og opportunisme, sikrer ham hver gang overlevelse.

Bogens mest spændende del omhandler Fouché og dydstyrannen Robespierres’ nervepirrende forsøg på at skaffe hinanden af vejen, og senere politiminister Fouchés’ sætten Napoleon skakmat.

Zweig skildrer overbevisende en (velkendt) type embedsmand og politiker, der in extremis formåede, hvad mange senere har forsøgt: at bevare magten for magtens egen skyld i en turbulent og vanvittig omskiftelig tid.

Fouché er på en gang en fascinerende og samtidig dybt afskyvækkende karakter.

Zweig foragter tydeligvis sin hovedpersons kyniske amoral, men han kan alligevel, som den skak-aficionado han var, ikke andet end fascineres af Fouchés kølige intelligens og enkelthederne i hans afventende og udspekulerede træk, der med ét pludseligt ryk sætter alle brushovederne skakmat.

Ærgerligt er det, at der er mange trykfejl og manglende bogstaver i bogen, som skæmmer læsningen. Det forstår jeg ikke, hvorfor forlaget ikke har rettet, inden bogen blev sendt ud i genoptryk.

Kamæleonen – romanbiografi om Joseph Fouché
af Stefan Zweig
265 sider
Lindhardt & Ringhof