Kaptajn Dinesen – ild og blod af Tom Buk Swienty

I første del af sin biografi om aristokraten, eventyreren og forfatteren Wilhelm Dinesen, beretter Tom Buk Swienty særligt om de store begivenheder: de europæiske krige og de politiske omvæltninger i anden del af 1800 tallet, som Dinesen oplevede på egen krop og sjæl:

fra nederlaget i 1864, over den tysk-franske krig til den skånselsløse massakre af de pariske kommunarder, befandt Dinesen sig hver gang i begivenhedernes højdramatiske centrum.

Få kan så visuelt og medrivende som Tom Buk Swienty fremstille krig med al dens gru, storm af stål og øredøvende kanontorden.
Til gengæld har Dinesen, privatmennesket bag det stirrende blik, de intense blå øjne, og det store mod desværre held til at skjule næsten enhver tanke, følelse og refleksion, der kunne bringe os tættere på manden og hans egen opfattelse af den verden, han levede og agerede i.

Fædre og sønner

Wilhelm Dinesen, far til den senere nok så berømte Karen Blixen, levede et kortere, men mere intenst liv end de fleste. Fra sin far, A.W. Dinesen, der selv levede et dramatisk liv med krig og udenlandsrejser, arvede han modet, egensindigheden, eventyrlysten og vel også talentet for at skrive. Han voksede op på Katholm Gods, som faderen havde købt, da han efter at have kæmpet for franskmændene i Algeriet havde fået nok af krig og ufred.

Faderen var en progressiv aristokrat, men som det ofte sker, når far og søn minder for meget om hinanden, var spændinger og opgør hyppigere en gensidige forståelse. Den sære, stædige dreng var anden søn i flokken, og derfor lå hans karriere inden for militæret allerede fast ved fødslen. Dinesen blev som 9 årig sendt til København og som 17 årig i 1863 entrerede han landkadetarkademiet, for Danmark havde brug for officerer i en fart. Dinesen udviste stor begejstring og selvfølelse, men en form for skrøbelighed tittede også frem bag det kampklædte ydre.

’Ak ja! Ro er helvede for stærke ånder’

Han udmærkede sig i kamp i det knusende nederlag ved Dybbøl Mølle til den tyske overmagt. De meget voldsomme begivenheder, faldne kammerater, afrevne lemmer, opsprættede maver og det overvældende nederlag må have sat sig spor i psyken, men hvilke, er han yderst tavs med.

Da han vendte hjem fra krigen, fordrev han tiden med at være selskabsløve ved de københavnske baller og sammenkomster. Men ret hurtig mistede det også interesse. Han var nu mere indadvendt, rastløs efter krig, dåd og revanche mod de hadede preussere. Faderen forbød ham at deltage på Østrigs side i deres krig mod Preussien, men da Frankrig og Tyskland gik i krig meldte Wilhelm sig som frivillig på fransk side uden faderens viden. Til de flestes overraskelse tromlede tyskerne henover de uorganiserede franske styrker anført af indbildske og indbyrdes uenige generaler.

Et totalt nederlag for Frankrig og Napoleon den III, der måtte opgive kampen. Imidlertid var det slet ikke alle franskmænd, der var villige til at bøje sig for den tyske kejser og den tyske jernkansler.

Der blev dannet en Nationalforsamlingsregeringen, der valgte at kæmpe videre. I længden kunne den dog ikke hamle op med de stærke tyske tropper. Store dele af den franske hær flygtede ind i Schweiz med den tyske hær i hælene. Men Wilhelm Dinesen havde bestemt ingen planer om at lade sig internere. Så forklædt i civil og med stor fare for eget liv flygtede han for at for at kæmpe videre for de slagne franskmænd.

Da krigen sluttede, tog Dinesen til Paris, som han så længe gerne havde villet se, og tilfældigvis faldt hans besøg akkurat sammen med udbruddet af borgerkrigen i Frankrig, hvor den republikanske, socialistiske Pariserkommune brød med det nationale, højreorienterede Frankrig ledet fra Versailles.

Dinesen var vidne til en krig i krigen, i Paris, hvor socialister og støttere af det nationale side tørnede sammen. Den helt store massakre blev udløst, da Versailleshæren havde held til at snige sig ind af byens porte og derefter holde rene voldsorgier, hvor socialister såvel som tilfældige myrdedes i tusindevis.

Sløret rives bort

Dinesen følte afsmag og lede ved den æresløse behandling af kommunarderne, hvis sag, kampen for lighed og frihed, han var begyndt at fatte sympati for. Det var en verden i opløsning, skriver Buk Swienty, hvor der ikke var nogen storhed eller skønhed tilbage at vinde i kampens rus.

Den vestlige civilisation havde også en grusomme og selvretfærdige side. En tilsvarende erkendelse nåede faderen frem til, da han som frivillig kæmpede i Algeriet, og begyndte at fatte interesse for araberne og deres kamp for selvstændighed. Nu havde Wilhelm Dinesen også fået nok af krig og blod. Han troede, han skulle hjem på fødegården og heles, men der ventede et opgør med faderen. Snart stak Wilhelm til søs på vej til den amerikanske urskov, væk fra civilisationen med alle dens plager og rædsler. Noget vi helt sikkert vil høre mere om i næste bind, der skulle udkomme til næste år.

Hvem gemmer sig bag de vagtsomme ulveøjne?

Det er som vanligt spændende og velfortalt med den journalistisk-dokumentariske fortællemåde som Buk Swienty så suverænt behersker med klip, cliffhangers og en let selvironisk fortællerstemme, der drillende kan pirre læserens nysgerrighed som her: ’Rent faktisk kom A.W. Dinesen til at stå ansigt til ansigt med Abd el-Kader, et af hans livs mest farefulde og største øjeblikke. Men – vi skal tilbage til Katholm.’

Buk Swienty kommer bagerst i bogen selv ind på vanskeligheden ved at skrive en traditionel biografi om Dinesen; at han på så mange afgørende områder var så diskret, at vi ikke ved noget om eventuelle kærester, hans tanker omkring forældre, søskende, skolegang eller tiden på landarkademiet.

Det kan forfatteren jo ikke dadles for, men det indre blik mangler, og derfor synes jeg, at bogen mere end at være en egentlig biografi er en beskrivelse af de gamle samfunds gradvise sammenstyrtning, de store omvæltninger og de voldsomme krige som kaptajn Dinesen overværede på tætteste hold.

Senere på året genudgiver Gyldendal 'Boganis jagtbreve og nye jagtbreve' af Wilhelm Dinesen med nyt forord af Dy Plambeck.