Koba den frygtede af Martin Amis

Den engelske forfatter Martin Amis har skrevet et blændende essay, der på en gang er et ætsende opgør med den stadig eksisterende romantik, der omgærer bolsjevismen, og samtidig er det et indirekte forsøg på at forstå sin far, forfatteren Kinglsey Amis, der fra 1941til 1956 var stalinist.

Hvordan kan det være, at det er socialt acceptabelt at lave vittigheder om Stalin, der står bag mere end 20 millioner menneskers død, mens Hitlers gerninger og det nazistiske holocaust ikke ligesom egner sig til vittigheder? Det spørgsmål stiller Martin Amis sig selv, da han til et møde i London hører vennen og den erklærede trotskist, Christopher Hitchens, fortæller morsomme anekdoter om rædslerne i det tidligere kommunistiske Rusland til tilhørernes fornøjelse. Også Amis ler med.

En undren over egen og andres tilsyneladende overbærenhed overfor det kommunistiske regime er udgangspunktet for den bog, han, efter at have læste bunker af historiske værker om perioden, ender med at skrive.
Amis skriver polemisk og til tider bevidst underspillet om stalintidens terror, der var så dæmonisk indrettet, at terroren helt bevidst og til ofrenes måbende uforståenhed var tilfældig.

”Alle blev terroriseret, hele vejen op. Alle undtagen Stalin”, som Amis skriver. Amis gennemgår Stalins ufattelige, hensynsløse og menneskefjendske magtudøvelse, der er båret af en stødt stigende paranoia, hvor ingen som nævnt går ram forbi, og alle der befandt sig i inderkredsen omkring Lenin og revolutionen i 1917 henrettes efter farcelignende skueprocesser. Stalin ønskede at udrydde alle, der modsat ham selv var med i revolutionsdagene og derfor stadig kan bære vidne om Stalins yderst perifere rolle. Derved ville han have frie hænder til at modulere fortiden efter sit eget selvforherligende billede, med ham som direkte arvtager efter Lenin.

Mens der vel efterhånden er generel bred enighed om stalinismens modbydelige morderiske regime, er bogens mere kontroversielle del, dens opgør med den romantik, der endnu i dag omgærer bolsjevismen: leninismen og trotskismen. Amis vil med sit værk udrydde den udbredte myte om en ægte socialistisk revolution, der blev forrådt af Stalin og gik tabt med Lenins død og særligt med KGBs likvidering af Trotskij i 1940 i Mexico.

Efter Martin Amis vurdering var Lenins ekstremisme på niveau med Stalin, og for Lenin var revolutionen utænkelig uden borgerkrig og skånselsløs vold. Amis skildrer det kommunistiske firkløver således: ” Hungersnød, indgår i det kommunistiske firkløver med terror, slaveri, og naturligvis fiasko, monoton fiasko”. Lenin testamenterede en velfungerende politistat til sine arvtagere. Lenin ødelagde det civile samfund, og der er ifølge Amis kun kvantitativ forskel mellem Lenin og Stalin. Og Amis dom over Trotskij er ikke mildere. Han var en ”morderisk slyngel og en forpulet løgnhals. Og han var det med fynd og klem. Han slog nonner ihjel, det gjorde de alle sammen.”
Amis er skarp og til tider vittig, trods det alvorlige emne. Bogen slutter med først et brev til hans far og et andet direkte stilet til vennen Hitchens. Her fremfører Amis, at det er ham uforståeligt, hvordan en begavet og betydelig intellektuel meningsdanner som Hitchens ikke ønsker at lægge større afstand til kommunismens rædsler, end han gør. Men at han derimod stadig optræder med ærbødighed overfor Lenin og Trotskij.

Bogen kan stærkt anbefales, selv om den med de mange referencer til andre værker, litterære og i særdeleshed historiske, måske ikke er helt nem. Men det er helt sikkert besværet værd.

Er man yderligere interesseret i visse intellektuelles knæfald for lille far, Stalin, kan den danske historiker Bent Jensens bog: ”Stalinismens fascination og de danske venstreintellektuelle” være et oplysende supplement. Bogen har som titlen antyder fokus på danske intellektuelles forhold til Stalin.