Korsfarers kors nr. 14 i Dave Robicheaux-serien

I denne det fjortende bind i serien er det en hændelse fra Daves og hans halvbror Jimmies ungdom, der er plottets omdrejningspunkt.

I 1958 arbejdede de to i tidagesskift på et seismograf-eller gravimeter-sjak, hvor de lagde gummikabler og sensorer ud hele vejen langs kysten i Louisiana og Texas.

Det er egentlig bare en mellemstation inden de begge skulle begynde på college, men Jimmi faldt pladask for en smuk pige, Ida Durbin, der som en frelsende engel reddede dem en dag, de var svømmet ud på et rev, og glubske hajer begyndte at cirkle omkring dem. Men den dag Jimmi og hans udkårne, der viste sig at være prostitueret, besluttede sig for at bryde op, forsvandt Ida under meget mystiske omstændigheder.

Først mange år senere hører Dave fra en døende racistisk ballademager, at Ida sandsynligvis blev myrdet af lyssky penge bagmænd, der ikke ønskede at pigen skulle få sin frihed. Dave og Jimmi giver sig til at rode op i fortiden, og de finder en stinkende hengemt sag, der som altid inkluderer ingredienserne: mafia, korruption, magtmisbrug tilsat brodne kar inden for politistyrken og kyniske og hensynsløse repræsentanter for den ´gamle adel’: den hvide sydstatsoverklasse.

Undervejs falder Dave efter flere års tørke for fristelsen fra de våde varer og vågner op omtåget og usikker på, om han under påvirkning af djævleeliksiren har begået et mord. Og så finder Dave på ny kærligheden, da han møder en egenrådig og frygtløs nonne, søster Molly Boyle.

Romanen er elementært spændende og byder som altid på elektrisk ladet sprog og fine lyriske passager. Til gengæld er settingen og aktørerne lidt rutineprægede, og selvom Korsfarernes kors er velskrevet, er den efter min smag præget af for megen automatik, til at den hører til blandt de bedste. Men det siger først og fremmest noget om det utroligt høje niveau, som James Lee Burkes efterhånden ufatteligt mange romaner (omtrent 30!!) har.