La isla mínima af Alberto Rodríguez

Stemningsfyldt True Detective-inspireret spansk krimifilm fra det andalusiske marskland tager os
tilbage til et på overfladen demokratisk Spanien, der hænger tungt i diktaturets mørke hængedynd.

Overgangen

Vi skriver 1980, og Spanien befinder sig i en sump af arbejdsløshed, social uro og desillusion. Landet står i et vadested mellem demokrati og fortidens lange slimede fangearme i form af Francos fyrre år lange diktatur.

To efterforskere fra Madrid bliver sendt på en opklaringsopgave til det dybe syden, til et isoleret samfund i det andalusiske marskland, hvor to unge piger er sporløst forsvundet.

De to detektiver repræsentere to generationer. Pedro (Raúl Arévalo) er den unge noget stivstikkeragtige, demokratisk-idealistiske efterforsker, mens Juan (Javier Gutiérrez) er af den gamle sorte politiskole fra diktaturets tid, hvor håndmadder, spiritus og magtmisbrug var dagens ret.

De to nærer gensidig mistillid til hinanden, men tvinges af omstændighederne til at arbejde sammen.

Opklaringen af det, der viser sig at være mordet på to unge piger, bliver Pedros adgangsbillet tilbage til Madrid og til sin gravide kone, som han til kollegaens tavse misbilligelse står i hyppig telefonisk kontakt med.

Mørke vande

For Juan derimod bliver opklaringsarbejdet i marsklandet en ubehagelig rejse tilbage i tiden. Et par af de fåmælte beboere genkender ham, og husker ham – og det ikke for det gode – fra hans tid i Francos hemmelige politi, Brigada Político Social, der stod for undertrykkelse og forfølgelse af enhver opposition til diktaturet. Hvad foretog han sig den gang, og hvad er det, ud over det hårde liv med druk og røg, der martrer den barske betjent? Svaret flyder lige under overfladen.

Det lille fattige samfund, betjentene drager rundt i, er præget af mistillid, kriminalitet, desperation og skam. Under den tynde overflade af demokratisk frigørelse og frisind løber en stærk understrøm af kvindehad og perversion. Diktatoren er måske nok død, men han hænger stadig på politikontorer og i folks hjem.

I klassisk noir-stil er tingene uklare og usikre: i takt med begivenhedernes grumme gang bliver det stadigt sværere for idealisten Pedro at holde sig på det tørre land uden at synke til bunds i vold og korruption – ondskaben er måske ikke så fjern for ham heller.

Syg natur

Som i serien True Detictive er stemningen rugende, uheldsvanger og dystert truende. Naturen er ond og lumsk, og den lange indledende panorering over masklandet, får landskabet til at ligne en syg svampet hjerne.

La Isla Mínima

Det er en meget flot og gennemført æstetik, der sammen med fornemmelsen for tid og sted, gør filmen til en spændende oplevelse.

Til gengæld føles opklaringen og plottets afslutning mangelfuldt, som om det ikke rigtig interesser filmen.

Krimi noir-genren er først og fremmest en skabelon, som filmen, igen i lighed med True Detective, benytter sig af til at fortælle sin dystre historie om en dybere kultur, om ikke ligefrem natur, som selv kraftige politiske vindskift kun strejfer på overfladen.

(Filmen kan lånes på biblioteket)