La Traición de Roma, bind tre i Scipio-trilogien af Santiago Posteguillo

He sido el hombre más poderoso del mundo, pero también el más traicionado’
(jeg har været den mægtigste mand i verden, men også den der blev værst forrådt)

Tredje og afsluttende del i trilogien er det mest komplekse af de tre bind, hvad angår karakterbeskrivelserne i den episke fremstilling af Scipio Africanus storhed og fald.

Den sidste rejse mylder med liv

La Traición de Roma er udformet som en fiktiv selvbiografi fra Scipios aldrende hånd, hvor han kort før færgemanden tager ham på den sidste rejse over floden Styx, tænker tilbage på sit livs lange rejse.

Men de cirka 800 sider mylder med mange skæbner og liv. Vi høre blandt mange andre om Hannibal og hans triste endeligt, der spejler sig i Scipios vanskæbne; vi hører om Scipios børn; om den frigivne egyptiske slave Netikerty; den prostituerede græske slave Areté; dramatikeren Plautus; Scipios hovedfjende nummer et, Marcus Porcius Cato – ham med: ’i øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges’; hans allierede Gracchus, og den forfængelige Seleudkidekonge, Antiochos af Syrien, der blandt andet ved Hannibals hjælp er i gang med at skabe en fremadstormende stormagt – den sidste der er i stand til at udfordre Roms enerådende dominans.

Netop dette væld af personer er både bogens styrke og svaghed. På den ene side giver det et vældigt nuanceret og bredspektret view ud over den antikke verden. Men der er til slut rigtig mange ender, der skal nås. Og det er måske mit eneste kritikpunkt mod et ellers fremragende tredje bind, at det er lidt som om Posteguillo har svært ved at sætte det sidste punktum, og lade solen gå ned over de mange interessante personer.

Hybris og nemesis

Men som nævnt er det det psykologisk mest interessante bind, i det vi her indefra ser, hvordan hovmodet og smigeren blænder Scipio, gør ham overmodig, krævende og selvrådende i en grad, så han ikke længere tror det muligt, at han og hans slægt kan blive styrtet fra magtens tinde.

Men hvor generalen Scipio aldrig undervurderer sin modstander, der er politikeren Scipio både naiv og blind for, hvad han bare tror, er ligegyldige petitesser og smålig misundelse. Men den nidkære Cato brygger ganske langsomt på sin grusomme hævn, og han er modsat Scipio ikke hævet over at bruge et hvilket som helst middel til at puste til den altid lurende frygt for, at en stærk mand vil sætte sig udover republikkens beføjelser og føre Rom tilbage til monarkiet.

En epokes endeligt

I Posteguillos fremstilling varsler politikernes – de romerske og de karthagiske – frygtsomme og smålige behandling af Scipio og Hannibal om en epokes endeligt. Kampene bliver fra nu af ikke først og fremmest ført på slagmarken, men snarere blandt grådige og småtskårne senatorer, der ikke ejer hverken Scipios ære, mod, klassiske dannelse eller sande republikanske hjerte.

Det er fortalt med brug af tragediens form, mørkt og underholdende med de vanligt korte, kompakte kapitler og indeholdende en imponerende mængde viden. Og bagerst i bogen er der for de særligt interesserede læssevis af kort, de vigtigste slægters stamtræer og en litteraturliste, der kan tage pusten fra de fleste.