Las legiones malditas, anden del af Scipio-trilogien af Santiago Posteguillo

Stærkt medrivende episk drama med blodtilsølede sandaler og dolke i ryggen.

Et vendepunkt

I andet bind af trilogien om den lange, anden puniske krig, Hannibal og den romerske hærfører Scipio Africanus, er vi nået til et vendepunkt i krigen: efter hårde, udmattende kampe i Spanien lykkedes det med stor dygtighed, mod og snilde for de romerske legionærer under Publius Scipios kommando at fordrive punerne fra den iberiske halvø.

Scipio drager derefter til Rom, hvor der ikke venter ham et triumftog, men derimod nok en sej kamp mod det romerske senat for at få tilladelse til at føre krigen til fjendens lejr: som hans far insisterer Scipio den yngre også på at den rigtige taktik er at føre krig nær Kartago for derved at tvinge Hannibal og hans hær ud af Italien og hjem til Kartago.

De fordømte

Men den magtsyge og udspekulerede mesterstrateg, Fabius Maximus, sætter alt ind på at standse Scipios vanvids-foretagende. Derfor opnår Scipio ikke senatets godkendelse, og han må tage til takke med, hvad han selv kan rekruttere af folk – og så ’de fordømte legioner’ V og VI, som ingen vil vide af. De er nemlig dømt til at leve i vanærende eksil på Sicilien efter deres ydmygende nederlag og flugt fra Hannibal i slaget ved Cannæ.

På Sicilien lever de som barbarer: plyndrer og hærger, så det bliver sin sag at få sat skik på de selvhadende, udisciplinerede tropper. Men det kommer der, og så går turen til Afrika og det uundgåelige kæmpeslag mod den indtil videre uovervindelige Hannibal.

Historisk viden og medrivende handling

På trods af bogens 860 sider holder de korte og afvekslende kapitler hele tiden gang i kedlerne, så det ikke føles langtrukkent eller refererende, men heller ikke forceret eller overspændt. Bogen har et meget stort persongalleri, og handlingen foregår i både Spanien, på Sicilien, i Rom og i Afrika, men Posteguillo holder med stor tæft fat i de forskellige ender, så plottet drives frem mod den store konfrontation de to geniale hærfører imellem.

Der er stor historisk viden at hente for den interesserede ikke mindst om militær strategi og romersk politik – der først og fremmest er styret af personlige forhold og ubændige ambitioner, og så får Scipio tilføjet nye grusomme sider til sin ellers kultiverede personlighed.

Bogen har storslåede kampscener, men også beskrivelser af krigens altødelæggende kraft – tilsat en form for fatalisme hos nogle af hovedpersonerne over at være tvunget til at skulle spille deres rolle i dette store blændværk.
Og så er der selvfølgelig forræderi, spionage, rænkespil og intriger, heltens tvivl og mod, og sejr mod alle odds, sådan som det hører sig til. Og naturligvis mødes de to antagonistiske giganter ansigt til ansigt under den brændende afrikanske sol.

Så mens politikerne i Rom og Kartago kværulerer og konspirerer videre, ligger imperierens skæbne og vipper på en sværdspids. Las legiones malditas er (endnu) bedre og også mere underholdende end bind et, der havde sine steder med tomgang, og forhåbentlig holder det afsluttende bind samme høje niveau, for så kan jeg se frem til mange timers god underholdning.